“Jeg skriver for ikke

at lave andre ulykker”

Tegning af Tom Kristensen

er den første billedbog på forlaget Peters SUB-PUB. I flere år har forfatteren Peter Mouritzen, der om sommeren bor i sit sommerhus i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, cyklet ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene m.m., der kunne ligne dyr. Forfatteren har fotograferet disse ”dyr” og givet dem øjne og sjæl, og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt, forunderligt liv.

I denne bog kan du møde Vraltefaks, Stygge Klumpen, Flodhesten Flab og mange andre. Måske kan bogen inspirere børn til selv at gå på opdagelse i naturen.

BLOG MED BØGER

WONDERBOOKS –

Her er 6. udgave af Alice, People´s Edition, altså den bog folk læste i perioden efter udgivelsen i 1865. Bogen er fra 1896 med forord af forfatteren Lewis Carroll, der lidt undskyldende fortæller, at bogen er sat med ny typografi. Han er bekymret for, at de, der ejer udgaven med den oprindelige typografiske opsætning, skulle rynke på næsen. Den anden bog er Alice Through The Looking Glas, den fremragende opfølger, den med Klumpe Dumpe og Jabberwocky, fra samme tid.

Den helt originale Alice, Alice´s Adventures Under Ground, findes kun i ét eksemplar, håndskrevet og med klodsede tegninger af forfatteren selv. Man kan se den på British Museum. Carroll skrev den efter den berømte rotur på floden Isis i Oxford i juli 1862, hvor han digtede historien (i grove træk) for Alice og hendes søstre. Han skrev den ned senere og gav den som julegave samme år til sin lille muse, Alice (Liddell), datter af Dean Liddell, Oxford, hvor Carroll var ansat som matematiklærer. Carrolls rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, men han brugte et pseudonym til Alice-bogen, fordi det var lidt flovt som Oxford-lærer at skrive børnebogspjat. Også selv om det blev den mest læste bog i den vestlige verden næst efter Biblen.

I den viste version er det John Tenniel, der har tegnet. Han var oprindelig vittighedstegner hos Punch, men er nu en legende for sine illustrationer til Alice og blev adlet, Sir John T.

Datidens pris for den bog der vises her opgives til Half A Crown. Og den er trykt hos MacMillan, til hvilket forlag Carroll gav strenge, skriftlige ordrer om hvordan bøgerne til ham skulle pakkes og snøres med snor. Han var pedant. Åh ja, alle de vidunderlige (litteratur)historier!

Fik bøgerne som gave til min 50-års fødselsdag i 1996, af Ejgil Søholm, der på et kort skrev et Inspirationslimerick: “Når vor Filurkat knurrer i sit bordbur/ og altet durrer mørkt i mol og morddur/ går mus i hi i Vrå/ og urene i stå …/ Der ventes åndeløst på næste ordtur.” Alice døde som 82-årig i 1934. Men “Alice” er udødelig.

EN BORG AF EN BOG –

Mervyn Peake hedder forfatteren til Gormenghast, et af verdenslitteraturens store, ikke-kanoniserede værker. Mervyn Peake kendte jeg som illustrator, bl.a. til Lewis Carrolls `Snarkejagten´; men for omkring 15 år siden opdagede jeg, at han også havde skrevet et gigantværk om borgen Gormenghast, der er så stor, at den er hele verden.

En ny, ung jarl fødes samtidig med at køkkendrengen Steerpike begynder at smede rænker i sin planlagte opstigning i hierarkiet. Poul Vad gjorde opmærksom på værket allerede tilbage i 70´erne i en artikel i Information, men værket kom først på dansk efter årtusindskiftet hos det lille forlag Ries, i øvrigt med Poul Vads artikel trykt i første bind.

Værket består af tre bind, og det er så syret-grumt, så sort, så utrolig grotesk og mørkeforvredent i sin gotiske fantasi, at det er en fryd. Man har aldrig læst magen. Skrevet i et sprog, der er ridset skarpt som med en billedkunstners radernål og med et vanvittigt persongalleri, der slår Dickens i grotesk originalitet. Det er en bog, der er skrevet i ætsende had. Had til alle. Til forfatteren selv, til læseren, til menneskeheden, til alle, men måske først og fremmest til det engelske klassesamfund. Under læsningen slår det en, at borgen Gormenghast måske – når alt kommer til alt – er en bitter og hadefuld og uforsonlig forfatters forpinte og forkrøblede hjerne. Som får skriftligt liv. Og det gør den.

Gormenghast-trilogien er naturligvis aldrig blevet populær, men har fundet sin kult, som man siger. Heldigvis. Den er blevet filmatiseret som BBC-serie, og denne serie har fået mange klø af Gormenghast-kulten. Lidt med urette, for faktisk er serien god i sig selv med bl.a. Jonathan Rhys Meyers som den unge rebel Steerpike, og Stephen Fry, Zoë Wanamaker og Christopher Lee; men på den anden side: Har man læst Gormenghast i al sin gru og vælde, kan man kun vanskeligt acceptere en filmatisering. Hvis du søger det usædvanlige, bør du endelig læse værket. Det er en af de få værker, der kan få dig til at skelne imellem før og efter. 

DEN HEMMELIGE FORFATTER –

Når bøger anbefales, er det næste altid de samme, de populære, de meget læste, de der er oppe i tiden. Det er, som om der er en bogslugerkultur, som om der blot konsumeres litteratur. Men som jeg tidligere har sagt ligger skattene ikke på hovedvejen, de er mere eller mindre skjult, det er jo skattes natur, i Bruno Schulz´ tilfælde meget skjult, han er nærmest hemmelig. Men skulle man finde ham, finder man samtidig ur-kraften i ord og livets magi, der er forankret i den sproglige fremstillingsevne og fantasi, og man opdager samtidig magien i en selv, hvis man har klangbund og bølgelængde til at modtage hans stemme.

Schulz var en polsk jøde, der gjorde sin provinstilværelse til et imperium af galskab, grænseoverskridende fantasi og vanvittig poesi, mest kendt af det meget lidt kendte forfatterskab er `Kanelbutikkerne´, oversat af Jess Ørnsbo. For et par år siden kom `Sanatoriet i timeglasset´ på dansk, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Fra denne bog stammer nedenstående citat. Schulz blev skudt i 42 af en SS-officer, angiveligt som en misundelig hævn for at Schulz dekorerede en anden SS-officers hjem. Schulz var nemlig også tegner. Og sløjdlærer! Tænk sig, en ord-magisk sløjdlærer! Jeg bliver svært bevæget. Det er ligesom den forrykte meningsløshed på grænsen til det latterlige giver mit liv mening, jeg ser det ædle i det at være et menneskeligt væsen, der intet forstår, men som giver sin meningsløshed stemme og tone i en besværgende poetisk praksis.

Mange læser, fordi de kan lide at læse mange bøger, det slår mig at jeg læser for at eliminere alt, indtil jeg finder den ene, der er værd at læse. Undervejs får jeg gode læseoplevelser, det er sandt, men det er altid undervejs. Tilgiv mig det elitære, men i tiden er der ikke mange der taler de hemmelige forfatteres sag –

“Før de ældste fortællinger I har hørt, fandtes der andre I ikke har hørt, navnløse forløbere, sagn uden titler, vældige epopéer, blege og monotone, formløse byliner, amorfe kolosser, ansigtsløse kæmper som skyggede for horisonten, mørke tekster under dramatiske aftenskyer og endnu tidligere – legender, uskrevne bøger, evige tronpræsidenter, omkringflakkende og glemte bøger in partibus infidelium.”

( `Sanatoriet under timeglasset´, udgivet af Batzer & Co 2007).

LILLEKUNST MED STORT K –

I 60erne og 70erne kendte man også til minimalisme i litteraturen, også i Danmark. Man kan udmærket kalde den underfundige Kristen Bjørnkjær – ham med `Kærestesorg´ (76) – for minimalist. Udefra kom den schweiziske forfatter Peter Bichsel med små, nærmest uanselige bøger. Bichsel og Bjørnkjær havde en stille, let sørgmodig, humoristisk underfundighed til fælles. Peter Bichsel blev mest kendt – faktisk kendt i litterære kredse verden over – for sine `Børnehistorier´ (69), hvis fællestræk var en stilistisk, naivistisk legende, barnlig undren over livets store og små foreteelser. Men han debuterede fem år tidligere med `Egentlig ville fru Blum gerne lære mælkemanden at kende´, små fine stykker om livets ingenting og lidt mere. Det er i sproget og tonen vi får det lidt mere, der kan fylde ganske meget og fremkalde de små smil, som viser sig at være en bro til noget større. Man kan blive forbavset over, hvor meget sådanne små fise af historier kan fylde i ens liv. Og blive ved med at kalde på en fra reolen, så man genlæser gang på gang, f.eks. historien `Løverne´: “Også bedstefar ville være domptør for at ærgre alle dem, der ikke regnede ham for noget. Det fortalte han aldrig om. Han nøjedes med en lille andedam. Nu er han død. Han drak for meget. En gang i sit måtte han have indset, at han ikke ville blive domptør. Fra da af fandt han cirkusbilletter for dyre. Han giftede sig med en smuk pige og gjorde notater i en kalender om vejret, temperaturen og vindstyrken. Efter hans død blev hans penge fordelt. Nu har alle et stykke bedstefar.” Peter Bichsels forfatterskab er lille af omfang, de nævnte, små bøger samt en lille roman – Årstiderne – og et bind prægtige Frankfurter- forelæsninger `At læse – At fortælle´. Jeg vil unde alle at få et lille stykke Bichsel.

FORFATTERUDVEKSLING MED FORHINDRINGER –

Kan I huske Leif Esper Andersen? Han var forfatter til ungdomsbøgerne `Heksefeber´ og `Fremmed´, der var meget læste engang.

I 70´ erne var jeg formand for Jyllands Forfattere og skulle arrangere forfatterudveksling mellem Danmark, Norge og Sverige. Jeg ringede til Leif Esper og spurgte, om han ville tage til Norge. Han svarede mig, at det kunne han ikke, da han var døende. Jeg fik et chok. Han måtte undskylde sin direkte besked og trøste mig. Selv var han afklaret.

Sverige ville gerne have Ole Lund Kirkegaard. Så jeg aftalte med ham, at han skulle tage til Stockholm. Et par dage før afrejse ringede hans ekskone og sagde, at han ikke kunne. Hun var meget undskyldende. Senere fandt jeg ud af, at han havde et problem, den gode Kirkegaard, det er velkendt i dag. Alkohol.

Men det lykkedes at få arrangementerne i orden hen ad vejen. Børnebogsforfatteren Franz Berliner var fit for fight, og han blev sendt til Bergen sammen med Smærup og Per Højholt, Højholt spiste wienerschnitzel fem dage i træk på samme restaurant i Bergen, det erfarede jeg, fordi jeg som arrangør fik bilag af deres udgifter. En rebelsk digter er ikke nødvendigvis rebelsk med hensyn til mad, det går man ikke op i, hvis man er en sand poet.

Til Danmark kom den svenske digter Ragnar Strömberg, en stor, svensk sørøver af en digter, med ring i øret. Hvilket gav mig et problem, fordi han i raseri forlod et interview med Vendsyssel Tidende, da de spurgte ham hvorfor han havde ring i øret. Det var ikke almindeligt dengang, i Vendsyssel. Jeg måtte rede trådene ud. Var meget sammen med Ragnar i en uges tid, da han var indkvarteret på hotel Phønix i Hjørring. Det var underholdende, der var gang i ham, han var fra Göteborg og litteraturkritiker på Expressen og også sportsskribent, og han var for resten fan af en dansk fodboldspiller, Henning Munk Jensen, der var centerhalf hos AaB i de dage.

Fra Norge fik vi bl.a. besøg af Arild Nyquist, skæg fætter, underfundig digter, Kolvikabrev. Ja, det var en krævende uge for mig som arrangør, men festligt var det bestemt. Men lad os da lige slutte med at mindes Leif Esper Andersen. Ikke mange kender ham i dag.

AT TALE ROMA MIDT IMOD –

Holbæk seminarium i slutningen af 90erne. Jeg havde lige udgivet “Nej sagde Kaj”, som var på programmet i en klasse på Holbæk seminarium, hvor jeg var gæsteforfatter. En af de lærerstuderende – en mor i 30erne – kunne ikke lide bogen, som jeg fortalte om. Den pågældende studerende redegjorde for, hvorfor hun aldrig ville læse den bog for sin søn. Hun var velbegavet, velformuleret – og meget sympatisk. Hun gav mig kredit for mit foredrag, men understregede, at vi aldrig kunne blive enige. Det var jeg enig i! Med et moderne udtryk havde der således udspillet sig en dialog (som er et udtryk og et begreb jeg foragter, da det i dagens Danmark praktiseres som hundsk underkastelse). Man kunne også bare kalde det en debat, det der foregik på Holbæk sem dengang. Jeg gik fra seminariet med en dejlig fornemmelse af, at vi begge havde opført os demokratisk værdige. Ingen af os gav sig en tomme, men vi var indforståede med, at dette var demokratiets spilleregler, og at påvirkning af meninger og holdninger var noget der måtte udvikle sig i en fri og åben samtale og naturligt over tid og ikke noget der skete under pres her og nu. Den studerende var for, at jeg kom. Det samme var seminarielæreren, der jo også havde inviteret mig. Sådan skal det være. Og derfor er det med stor beklagelse, at jeg erfarer, at der er lærere i dag, der giver efter for et øjeblikkeligt pres med hensyn til at læse litteratur og se film, der måtte være krænkende for følsomme sjæle, af angst for at støde et magtfuldt mindretal. Så jeg må gentage, hvad jeg sagde dengang i klassen på Holbæk om Nej sagde Kaj. Den handler om at tale Roma midt imod, at have denne civilcourage. Og det gælder stadig og til alle tider.

Ill. Søren Jessen

HALT –

Da jeg skrev Haltefanden i 84, blev bogen læst op i Nordjyllands Radio. En mor blev krænket på sin søns vegne. Han haltede. Redaktøren på Syvti (som programmet hed) forklarede moderen, at forfatteren selv var handicappet af børnelammelse og som barn gik med skinner på benet. Så faldt sagen til ro. Moderen mente måske, at hun kunne krænke mig, hvis hun fremturede. Der opstod i hvert fald en usikkerhed. Jeg kom til at tænke på, om man som forfatter godt må skrive om handicap, der kan krænke, hvis man selv er et offer for en sygdom. Halt, stammer, døv, blind og lign. Det var bare en strøtanke. Som barn var jeg som sagt fysisk handicappet med benskinner og ortopædisk fodtøj, men jeg følte mig sjovt nok ikke krænket, når jeg læste Skatteøen med Long John Silver. Det faldt mig overhovedet ikke ind. Måske havde jeg allerede dengang en ret til at blive krænket og kunne få forbudt Stevensons klassiker. Jeg så ikke min chance, da jeg havde den!

DE SKIDE INTELLEKTUELLE –

Paul Johnson, liberal historiker og journalist, bl.a. for New Statesman, udgav i slutningen af firserne en lille, diabolsk litteraturhistorie, `Intellektuelle´. hvor han med et pindsvins pigge spiddede en udsøgt samling af de store navne i verdenslitteraturens åndsliv og fremstillede dem som hyklere, løgnere og alt mulig andet skidt.

Hans mål var at vise kløften imellem deres ideale fordringer, som den udtryktes i deres kunst, og deres skidne privatliv. Det gik bl.a. ud over Tolstoj, der som måske bekendt havde en sekt omkring sig og som får sin bekomst af Johnson i et kapitel, der hedder “Guds storebror”.

Andre, der får pisk, er Sartre – “en lille bolle pen og blæk” – Hemingway, og Lilian Hellmann, der var en kendt og indflydelsesrig dramatiker og forfatter i midten af 1900-tallet, det var hende der skrev “Children´s Hour”, det tankevækkende stykke om heksejagten på to lærerinder på en skole, de beskyldes for at være lesbiske, og det gik jo ikke dengang. Men Hellmann er måske i nyere tid mest kendt for den bog, der blev grundlaget for filmen “Julia” fra 1977, med Jane Fonda og Vanessa Redgrave. Det er en historie, der er hugget fra en anden, ifølge Johnson. Hellmann køres igennem Johnsons vridemaskine som løgner, svindler og litterær tyv, i det hele taget et anløbent menneske, og bedre går det ikke Bertolt Brecht, der får følgende stilet af Paul Johnson: “Han havde forlangt at blive begravet i en grå stålkiste – så ingen orme kunne komme ind til ham – og at få jaget en stålstilet gennem sit hjerte, så snart han var død. Dette blev gjort – og publiceret – hvorved mange, som havde kendt ham, for første gang erfarede, at han i det hele taget havde haft et hjerte.”

Bertolt Brecht

Som man kan forstå, er det underholdende læsning og lidt trist for os, der elsker forfatterne. Vi må glæde os over, at det er værkerne, der betyder noget, og i øvrigt trøste os med, at kunstnere jo ikke nødvendigvis er gode mennesker, hvorfor skulle de i grunden være det? Måske er deres “urenheder” en væsentlig del af talentets styrke, de holder vel bare – når alt kommer til alt – dommedag over sig selv, som det skulle være sagt af et andet af bogens “ofre”, Henrik Ibsen. Men læs den, og ked dig ikke! Og værkerne består nok længere end kritikeren.

Lilian Hellmann

SLAGTEHAL 5 –

Da far var ung digter, fik vi bøllebank. Ikke blot i anmeldelser, men også på forfattermøder. Det Danske Akademi var berygtet for at massakrere oplæsere til deres interne oplæsningsarrangementer.

Jyllands Forfattere kunne også tilbage i 70´erne, da JF blev stiftet af Peter Seeberg. På Ørslev Kloster læste vi unge digtere op for Seeberg, Højholt, Vagn Steen og Niels Højlund efter en god middag med vin. Og fik tæsk. Råt for usødet. Den ene digter efter den anden lå døde hen over bordet blandt den afpillede lammekølle og de afsuttede kyllingeben.

Der var ikke meget tilbage af os efter sådan en omgang. Vi måtte lappe os selv sammen og rejse os igen, den bygning (det digtværk) vi havde rejst, faldt under den barske eksamination, det var ikke stærkt nok i sin konstruktion, spørgsmålet var nu alene om fundamentet var solidt, den inderste kerne, for nu skulle der bygges nyt, mere holdbart, nu da dommerne havde sagt sandheden, at ens bygningsværk intet var værd, måske heller ikke en selv, man måtte i hvert fald nu til at bevise det ved at bygge op fra grunden.

Var det for barsk? Nej. Det var vilkårene. Som vi forstod. Litteratur var ikke for tøsedrenge eller piger. Hvis man havde den last at ville bedrive noget så unyttigt som litteratur, skulle det fandeme være med de sidste ryk i pennen og livs-saften som indsats. Man skulle slås ihjel for at kunne live op igen. Det var konditionerne for litterær praksis. Man ville blive stærkest i genopstandelsen. Ellers kunne man da bare dø sin talentløse død.

Jeg tog den indstilling med mig, da jeg i en periode midt i firserne anmeldte bøger for Weekendavisen. Det var mest børnebøger, da jeg på det tidspunkt havde kastet mig over den genre. Jeg syntes jeg var seriøs, det var jeg vist også, men jeg bankede lystigt løs, også med sarkasme og ironi, det var derby-dage for ondskabens fuldblod; det skal dog siges til mit forsvar at det var kritik uden persons anseelse.

I dag bruger man stjerner eller hjerter. Det gjorde vi ikke dengang. Problemet med stjerner er, at der går inflation i skidtet. I børnelitteraturen har jeg visse steder bemærket, at man er slemt generøs med tildeling af medaljer, gerne fem af slagsen. Kun fire og forfatteren skal have akut krisehjælp.

Hvordan tumlede man en dårlig anmeldelse, da far var ung digter? Man forstørrede den og hængte den som fotostat op på væggen over skrivebordet, så man kunne se den hele tiden og kunne den udenad. Så tabte den betydning, som tiden gik. Den døde af mangel på angst fra forfatteren.

Hvis man var heldig, døde anmelderen også, så satte man med en fed tusch et kors på anmeldelsen, før man tog den ned fra væggen og smed den i papirkurven. So it goes, sagde man, som Kurt Vonnegut skrev i Slagtehal 5.

POE SOM SPØGELSE –

En af de største fornøjelser ved litteraturen er at opdage ældre, glemte værker og forfattere. Hvad man pludselig falder over. Jeg kendte ikke Walter de la Mare, men fandt en af hans historier i en bogkasse, Gengangeren, der er selvstændigt udgivet i Hasselbalchs Kulturbibliotek redigeret af Jacob Paludan. Historien er ganske kort og handler om en professor Monk, der holder foredrag om Poe i en søvnig, engelsk provinsby. Tilhørerne er ligeså søvnige som byen, men en fremmed dukker op, klædt i kappe, bagest i salen, og da foredraget er slut udspiller der sig en diskussion mellem professoren og den fremmede, som vi mere end aner er Poes ånd. Denne kritiserer hans foredrag for at give et forenklet billede af Poe, både som digter og menneske, og således bliver det historien om den professionelle formidler eller kritiker, der æder ådslet af den døde digter. Som Poes ånd siger til Monk: “Foredragets Titel (Edgar Allan Poes Værker, PM) har Deres bedre Jeg bestemt, men Deres daarligere Jeg fik Dem til at behandle Emnet på den letteste, mest pirrende og populære Maade – det var, som om man befandt sig i et Lighus.”
Selve historien er – som tiden er gået – lidt støvet og omstændelig som historie. Den er et essay forklædt som (spinkel) fortælling, man fornemmer at forfatteren Walter de la Mare er professor Monk og Edgar Allan Poe i én og samme person, det er de la Mare der diskuterer med sig selv om forfatterrollen, mere end en novelle eller kort historie. Men der er fremragende formuleringer og kloge iagttagelser undervejs, hør her indledningen: “Det var en Aften i November og så tidligt på Aaret, at Vinterhosten endnu ikke var begyndt at husere. Og Hoste er det samme for en Foredragsholder som Klipper for en Sømand. De kan ødelægge hans skrøbelige Fartøj.”
Eller professor Monks egne betragtninger over værk og kunstner: “En stil, der er god, set fra et litterært Synspunkt, behøver ikke at være skabt af et godt Menneske, paa samme Maade som en daarlig stil ikke nødvendigvis behøver at skyldes en Skurk.” Amen. 

POSING WITH POE. Forfatteren PM ved Poes hus i et skummelt kvarter i Baltimore 2014.

STJERNER HØRER TIL PÅ HIMMELEN –

Stjerner hører til på himmelen, ikke i litteraturanmeldelser. Læsere af litteratur kan – eller burde kunne – læse og forstå en litteraturanmeldelse, de er jo ikke analfabeter der kun kan tælle tegn. Der er ved stjernebedømmelse såvel en indirekte foragt for læserens intellekt som en hån over for forfatteren, der umyndiggøres, som var denne et skolebarn der får stjerner i sit opgavehæfte. At kræve stjernebedømmelse er for resten også en hån over for den seriøse anmelder, der kan læse, tænke og formulere sig præcist, en sådan behøver da ikke også afgive stjerner for at udtrykke sin mening om bogen, han eller hun har jo allerede med sine ord sagt, hvad der skal siges. Og hvis vedkommende er god, får man som læser et langt bredere og mere nuanceret billede af bogen end et antal stjerner kan udsige. Men i det øjeblik der er afgivet stjerner, fokuserer man på dem, og kun på dem. Pludselig er et litterært værk deltager i en pop-konkurrence! Og der går inflation i skidtet; engang var det bedste trestjernet, f.eks. hoteller. Og spisesteder. Det var en fast målestok i mange år. Tre stjerner, så kunne det ikke blive bedre. Sådan er det ikke mere. Flere og flere stjerner skal der til, og flere og flere forfattere får flere og flere stjerner, og ingen vinder det spil. Men der går aldrig inflation i ord, hvis de er brugt med omtanke, talent og professionalisme. Det gælder både forfattere og anmeldere.

STJERNEDRYS –


Stefan Zweig er en forfatter og skønånd fra Verden Af I Går, som hans erindringsværk også hedder. Hans erindringer er et rigt værk, som fortæller om barndommen og opvæksten i Europas kulturelle kraftcentrum, Wien, under det Østrig-Ungarske Kejserdømme, i den gamle, dannede, borgerlige verden, hvis idealer bliver skudt i stykker med 1. verdenskrig og senere med nazismen, som Zweig flygter fra, indtil han begår selvmord som et menneske der ikke mere har nogen mening på planeten. Hans forfatterskab står tilbage med perler af fortrinsvis små historier, mest kendt er nok Skaknovelle; men der er meget andet at gå på opdagelse i, noveller og korte historier, ofte er det litterært guld, skrevet af en mand med en pen der kan forekomme at være velsignet af Gud med hensyn til det sproglige overskud, den kunstneriske og kulturelle indsigt og udtrykskraft, han er så velskrivende forførende, at man kan høre muserne synge! Men han har også evnen til simpelt hen – rent håndværksmæssigt – at dreje en god historie. Samtidig er han en klog mand. I `Stjernestunder´ har han sat sig for at berette om nogle af menneskehedens stjernestunder i historiens forløb. “Der skal altid millioner af mennesker indenfor et folk til, for at der kan opstå eet geni, der skal altid hengå millioner af ørkesløse klodetimer, før et virkeligt historisk øjeblik, en stjernestund oprinder” – sådan præsenterer han sit forehavende i et forord. Og så får vi en række særdeles veloplagt fortalte historier om – Historien. Vi hører om den tyrkiske sultan Muhameds erobring af Byzans i 1453, Byzans med Vesterlandets herligste kirke Hagia Sofia, som der står skrevet, og det er en læsning der må siges at kunne indgå i en aktuel debat, her møder man sætninger som “Fatter Europa, der er indviklet i stridigheder og sønderdelt af hundredfoldig, lav skinsyge, stadig ikke faren for Vesterlandets kultur?” I andre historier fortæller Zweig om tilblivelsen af Marseillaisen, og om den særdeles vanskelige etablering af telegrafkablet mellem Europa og Amerika, det lange stræk på havets bund, som pludselig gør verden mindre! – om Scott der når Sydpolen en slædehundesnude efter nordmanden Amundsen, om marchen til det forjættede, uopdagede guld-land Eldorado, Californien, i midten af 1800-tallet, og om Händel der på det nærmeste rejser sig fra de døde ved at komponere Messiah, om Lenins tilbagerejse fra eksil i Schweiz til revolutionen i Rusland i et plomberet tog gennem Tyskland. Og mere til. Og det er alt sammen skrevet med glød. Om verden af i går, som blev til verden af i dag.


JOBS BOG OG EN SKUESPILLERS KLYNK –

Job malet af Gonzalo Carrasco

Ateist bliver jeg aldrig. Jeg er for dum. Min hjerne slår ikke til. Den har lige nøjagtig den kapacitet, der skal til for at stille de spørgsmål, som den ikke kan besvare. Det er dumt. Det er noget andet med kommunen. Vi vil gerne have kommunal forvaltning i alt – men livet har ikke offentlige kontorer med blanketter til alle forhold i eksistensen. Noget må vi selv rode med. Det gør skuespilleren Stephen Fry. I det forløbne år så jeg på YouTube et klip med ham. Det var blevet meget delt, fordi man syntes han var så klog og sagde sande ting på en fræk måde. Og Fry ER klog, begavet, belæst, gudbenådet som skuespiller. Men jeg greb mig i at grine ad ham. Det er nok fordi jeg er dum og ikke forstår et suk. Fry sad i et tv-studie med en studievært og talte mod Gud. Fry vs. Gud. Skuespiller Fry ville ikke acceptere en grusom Gud. Fry lavede nogle kriblekrablegrimasser omkring øjnene for at demonstrere, at der fandtes uhyggelige sygdomme med dyr, der angreb børns øjne – og kunne man tro på en Gud der havde skabt og tillod dette? Nej! En sådan gud vil vi naturligvis ikke tro på og tillade! Ethvert blot nogenlunde begavet menneske ved, at Gud er en overlærer i den danske folkeskole, som man kan klage over og få fyret! Og Stephen Fry ersom sagt en klog mand, han ved hvad han taler om. Det var pinligt, at jeg sad og grinede. Det kan vel ikke undskyldes med dumhed. Man kan ikke altid undskylde sig med dumhed. Men jeg kom til at tænke på den gamle kritiker og åndsfyrste ved Jyllands-Posten Jens Kruuse, der i sin bog om litteraturens mesterværker inddrog Jobs bog fra Det Gamle Testamente og kaldte det vældigt. Job klager over uretfærdighederne til Gud, og Gud svarer ham. “Hvor var du, da jeg skabte Nilhesten?” Det var misforholdet mellem dette vingesus af retorisk, åndelig kraft og Stephen Frys ynkelige pipperi, der fik mig til at grine. Studieværten sad passiv og tavs og talte ikke Fry imod. Det virkede, som om studieværten ikke skulle have noget klinket, han sad bare der som en kommunal sagsbehandler og ønskede at han kunne give sagen videre. Og jeg så pludselig Stephen Fry som en lille mand, der føler sig uretfærdigt behandlet og går til kommunen for at klage over Gud. Og kommuneklageassistenten siger til manden: “Vorherre er til frokost, kan du ikke komme tilbage klokken ét.”

SEJLADS TIL MØRKETS HJERTE –

`Mørkets hjerte´, Joseph Conrads klassiker fra begyndelsen af 1900-tallet fortæller om eftersøgningen af Kurtz, en agent på et udsted i Belgisk Congo, dygtig mand, flittig leverandør af elfenben og højt anskrevet også for sit menneskelige format med ideer og visioner og med en angivelig stor fremtid inden for kompagniet, men som nu synes at være forsvundet. Det er Marlow, der fortæller om sin jagt på Kurtz, som Marlow var hyret til at finde som kaptajn på et vrag af en flodbåd i Congo med besætning af krigeriske pilgrimme og ret fredelige kannibaler, der lever af råddent flodhestekød!
Historien fortælles af Marlow til sine skibskammerater på et skib, der ligger i Themsen og venter på ebbe. Marlow fik jobbet på anbefaling af sin tante, men det er ingen guvernante- eller tanteroman, tværtimod! Da Marlow møder op til jobsamtale på kompagniets palæagtige hovedkontor i Europa, bliver han ved portalen modtaget af to strikkende gamle damer, de strikker med sort garn, så vi får fornemmelsen af, at den gode jobansøger ikke får et lukrativt job, men en invitation til guillotinen.
Miljøet omkring Themsen beskrives med et forvarsel om den nådesløse gru, der venter for enden af verden, livet. For Kurtz, da han bliver fundet, viser sig at være en afpillet mand, fysisk såvel som psykisk. Alt hvad der var nobelt og ædelt, er blevet barbarisk, som det siges i bogen har hans sjæl ude i intethedens vildnis stirret ind i sig selv og kun set afgrunden. Rædsel! Rædsel! er Kurtz sidste ord. Men den gode mand Marlow lyver og fortæller senere til Kurtz forlovede, som han opsøger, at Kurtz´ sidste ord var nogle andre. Det er det eneste positive i denne menneskelige apokalypse, der handler om den hvide mands (uha!) møde med mørkets hjerte, når han tror han er koloniherre, men viser sig at være slave af urkræfter. Bogen handler om hvad der gemmer sig inderst i os, når civilisationen og kulturens fernis skrælles af, og den sidste lyd er et skrækkeligt skrig.
Coppola brugte som bekendt Conrads roman som inspiration til sit store filmepos Dommedag Nu; så hvis man på baggrund af dette forventer en handlingsroman i traditionel forstand, går man fejl. Mørkets Hjerte er mere et langt essay eller en stor essaynovelle, som Poe – så vidt jeg husker – kaldte nogle af sine historier. Det er lidt det samme som med Daphne du Mauriers Fuglene, der blev filmatiseret af Hitchcock. Hvis man læser du Mauriers fortælling efter at have set Hitchcocks gyser, bliver man overrasket, for også i dette tilfælde er der i bogform tale om essayistik mere end roman.
Men stærke sager er det. Her lades alt håb ude! Mørkets Hjerte er fortællingen om en mand, der var en retorisk begavelse, han kunne være blevet politiker, men ender med at sige rædsel til det hele. Det nævnes, at hvis han var blevet politiker, ville det nok være for et ekstremistisk parti, hans kolossale styrke taget i betragtning, og det blev han på en måde, men det var et étmandsparti, og dets program var Untergang des Abendlandes.
Vi er med Conrad og Marlow på en farefuld sejlads. Det dunker i sprogets skibsskrog. Det dunker af død og stinkende flodheste og fortabelse om bord på civilisationens dødssejler.

KUN FOR FORRYKTE! –

Genlæsningen af Herman Hesses `Steppeulven´ (jeg har ikke læst den siden min ungdom) er en mærkværdig oplevelse. Dengang slugte vi den råt, den var kultbog for 68-generationen, selv om den er skrevet i 1927, beatgrupper som danske Steppeulvene og amerikanske Steppenwolf tog navn efter den, ligesom The Doors tog navn efter Steppeulv-bogens ældre, åndsbeslægtede digter Blake og hans Doors of Perception – i sidste halvdel af Steppeulven udspiller sig en nøglescene på Det Magiske Teater, hvor man kan åbne den ene dør efter den anden til bevidsthedsudvidende oplevelser, dog først efter at have afleveret sin gamle personlighed i garderoben. Og det er Hesses ærinde, det er det han vil os med historien om Henry Haller, alias Steppeulven, der er det moderne menneske, næsten moderigtige freudianske tilfælde, i begyndelsen af den ny, moderne tid med opfindelser og maskiner. Haller er en dannet mand der er i sjælekamp mod alt det nye, dumme, åndløse, snart er han det lidende menneske, snart er han ulven, klassisk i sin spaltning mellem to, Dr. Jekyll og Mr. Ulv, en spaltning som han også nyder, han leger med sin lidelse, narcissistisk, overvejer selvmord uden at gøre alvor af det, indtil Hesse giver os – og ham – en lektion i andre muligheder for liv inspireret af østens mystik og lære om at sanse mange liv uden at dyrke sig selv. Først og fremmest det umiddelbare, der gives, kærligheden, også den grænseoverskridende, den der ikke er bundet til ét køn, dansen, festen, at give slip på tøjlerne der binder os til én bestemt livsform og livstro, og give os hen i nuets strømmende flod, glemme Jeget og lade sig opsluge i kollektivets rus, gerne under indtagelse af stoffer. Så det er ikke sært, at Steppeulven blev en åndelig ballast for hippie-generationen! Henry Haller møder den tvekønnede Hermine og saxofonisten Pablo, som Harry mener er dum; men Pablo har visse ting at forklare Harry om en musiker og hans bestemmelse (som en ældre roman af Jens Smærup Sørensen for resten hedder), og det er også en lektion i livet, Pablo er ikke belæst og intellektuel som Harry, men saxofonisten er klog på livet og menneskene på en anden måde. Denne – Pablo´s Way – demonstrerer Pablo til sidst for Harry, da han som nævnt indbyder ham til Det Magiske Teater, hvor Harry får renset sit syn og hele sanseapparat sådan i Blake´sk forstand og får sat sine normer, erkendelse og hele eksistens på spil. Romanen er en essayistisk, filosofisk, poetisk lære – på det nærmeste et religiøst manifest – holdt i en rablende, nærmest deliristisk monologform. Romanen er vældig forskruet og konstrueret i sin fortællefremførsel, men den holder, fordi forfatteren tager os læsere i kraven og holder fast som en gal hverver. Hesse har så meget (klogt) på hjerte, at han ikke vil give slip – og det bedste er, at man heller ikke ønske at han skal slippe. Heller ikke selv om man driver af fortællespyt fra den ophidsede forfatter, man holder ud! Man vil gerne med i Det Magiske Teater. Kun for forrykte! 


DE FORKERTE RUNDKØRSLER –

Vi kender alle Poul Ankers mærkelige billeder; men det mest mærkelige er, at vi også kender de billeder han aldrig har malet.  Når Birgit og jeg kører fra Vrå til Blokhus, kommer vi til rundkørslen før Fårup Sommerland. – Den har Poul Anker malet, siger vi. Hver gang. Det har han ikke. Men hans måde at se på gør, at vi andre maler med.
   Rundkørsler kræver mindst fire ”fingre” for at give mening. Fårups har kun tre. Sandsynligvis er der en fornuft bag anlæggelsen af rundkørslen, men den forekommer absurd. Sådan er det også med Poul Ankers billeder, de er rundkørsler der egentlig ikke burde være der. Men uden dem ville livet være lineært, forudsigeligt, kedeligt. Og kedeligt har det aldrig været i Poul Ankers verden, hverken den i hans billeder eller i det venskabelige og sociale samvær gennem 30 år.
   Det er ikke bare det, at han kunne male. Som forfatter kunne man også godt misunde ham hans evne som fortæller. Ikke blot var han god til at fortælle en historie, men han evnede også at arrangere historier. Selskabeligheden hos Lisbeth og Poul Anker på Bastholm Møllevej var også en selskabsleg af sjove påfund og skøre ideer, man blev godt beværtet og gevaldig fornøjet. Og selv om der kunne være en vis drilagtighed i iscenesættelsen af løjerne, boede der inde i Poul Anker et fintfølende menneske med en gentlemans sans for situationen. Han var en god vært. Man tabte ikke ansigt i hans selskab og venskab.
   Et eksempel: Poul Anker havde i 2001 lavet omslag til min roman ”Den tavse bas”. Han malede jo bogomslag som rigtige malerier på lærred, og han ville, at jeg skulle have maleriet. Men for ikke at gøre mig forlegen og sætte mig i en taknemmelighedsgæld, bad han mig gøre ham en gentjeneste. Poul Anker havde på det tidspunkt som opgave at male et ministerportræt af Niels Helveg til ophængning på Christiansborg. I maleriet skulle der indgå et skakmotiv, da Helveg var en ivrig skakspiller. Og min opgave blev at sætte Poul Anker ind i skakkens verden, og at sætte brikker op til en opstilling, der kunne indgå i portrættet af Helveg.
    Det var en opgave vi tog meget alvorligt. Poul Anker kom til Vrå med fotografiapparat, og jeg havde forberedt en opstilling på skakbordet i stuen, et af de mest berømte partier i skakhistorien. Partiet udspillede sig i 1858 i Den Italienske Opera i Paris i en loge under opførelsen af Rossinis ”Barberen i Sevilla”: skakgeniet Paul Morphy mod to modspillere, The Duke of Brunswick and Count Isouard.
   Vi måtte dog flytte skakbord og parti udenfor, i sollyset, så det bedre kunne fotograferes. Opstillingen af brikker ramlede sammen under flytningen og måtte møjsommeligt genetableres, samtidig med at jeg med stor entusiasme forklarede Poul Anker de geniale træk.
    Selv om Poul Anker var en omhyggelig mand, stod det nok hurtigt klart for ham, at dette var overomstændeligt til formålet, Helveg skulle kun bruge et par brikker at flytte med. Men Poul Anker lyttede høfligt og fotograferede, mens jeg forklarede, indtil det gik op for mig, hvor konstrueret og visuelt uoverskueligt det alt sammen var. Pludselig opgav vi. Vi sagde ikke noget. Pakkede bare skak og fotografiapparat sammen. Poul Anker og jeg satte os ind til køkkenbordet og drak kaffe og beklagede os over tidens dårskab, som vi plejede.
   Det var en rolle, vi godt kunne lide at spille. To Grumpy Old Men, der var svært enige om tidernes forfald. Og sådan var det også den sidste gang jeg mødte Poul Anker, her i sommer, i Blokhus; efter en god frokost på ”Futten”, gik vi op til vores sommerhus Bag Sømærket, hvor vi tog kaffen, konstaterede det absurde i at der ikke var noget sømærke på en vej der hed Bag Sømærket, diskuterede gnosticisme – vi havde en lille forening, kun bestående af os to, Gnostisk Selskab, det var et ord vi kunne lide, da det klang af gnæggeri! – her sad vi så som sædvanlig og gnæggede og ”gnoskede”, det var et fast ritual, og det endte altid med, at Poul Anker sagde: Vi er vist to Jeronimusser, der har set os gale på, at ungdommen går til maskerade!
   Det var en smuk sommerdag. Men denne gang lurede der en undertone af torden i det fjerne. Og tordenbraget kom så i sidste uge.
   Minderne og billederne har vi tilbage. Edward Hopper, den amerikanske, nyrealistiske maler, som Poul Anker satte højt, har udtalt: The only real influence I’ve ever had was myself. Sådan er det, for en kunstner. Selvportrætter har Poul Anker vist aldrig rigtig dyrket. Men vi ved, hvordan en Poul Anker ser ud. Manden og maleriet er ét. Og det er i grunden ikke så lidt. Tak.

(Hotel Kirkedal i Lønstrup efter begravelsen. Poul Anker Bech blev onsdag d. 14. 10. 2009  stedt til hvile hos sin hustru Lisbeth på kirkegården i Vrejlev, Vendsyssel)

Poul Anker Bech

TIL EN VEN –

Henrik var en kæmpe. I sine velmagtsdage var han fysisk stærk. Der går en historie om, at han engang bar et et helt gyngestativ, da der skulle flyttes redskaber på legepladsen på Vrejlev-Hæstrup skole, hvor han virkede som lærer. Det var tungt tømmer. Der var gods i det. Som der var i Henrik.

Henrik var en viking, men en venlig viking. Han erobrede ikke land med sværd og økse, han var selv et land. Der hvilede i sig selv og ikke førte krig mod andre. Med hans død er det som et fastland, der forgår i vore hjerter, med et udtryk lånt af digteren Tom Kristensen. Land er måske en underdrivelse. Et kontinent. Der er Asien, Afrika, Nordamerika, Sydamerika, Antarktis, Europa og Oceanien. Og så er der Henrik. Hvis jeg havde sagt det til ham, mens han levede, ville han være blevet flov; for han var en beskeden mand, der ikke vigtede sig af sine talenter, selv om de var mange. Litteratur, billedkunst, musik. Henrik var en mand, der bar, ikke blot gyngestativer, men også tungt åndeligt gods. Bachs H-moll-messe blev ikke komponeret forgæves.

Henrik var en ven. Vi kendte hinanden i mere end halvtreds år, og Henrik plejede at sige, at han havde læst alt hvad jeg havde skrevet. Til hvilket jeg svarede, at det havde jeg ikke selv, heldigvis – og så grinede Henrik. I det hele taget grinede vi meget sammen.

Vi var på bølgelængde. Når jeg udgav en ny bog og havde sendt den til Henrik, ringede han altid dagen efter, da havde han allerede læst den, og takkede og sagde, at det var den bedste bog jeg nogen sinde havde skrevet. Nu kunne det ikke blive bedre! Så det var med en vis nervøsitet, at jeg udgav én mere. Og sendte til ham. Men bare rolig. Henrik ringede dagen efter og sagde, at dét, netop denne bog, var den allerbedste bog jeg nogen sinde havde skrevet. Det var jeg glad for at høre. Vi forfattere er jo meget sårbare omkring udgivelsen af en ny bog. Og vi mener jo altid, at det vi lige skriver, er det bedste vi har skrevet. Naturligt nok. Man kan jo ikke sidde og skrive på sin næstbedste bog eller fjerdebedste. Mentalt kan det ikke lade sig gøre.

Henrik var ikke ukritisk. Men skulle han have noget at kritisere, holdt han det for sig selv og fokuserede på det gode han kunne sige. Med Henrik havde jeg min læser, læseren, vi var på åndelig bølgelængde, vi var som et par siamesiske tvillinger, forfatter og læser blev ét, en symbiose som den amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson udtrykte som værende det ideelle og optimale for et kunstværk og dets modtager. Sådan var det med Henrik og mig. Måske skrev jeg for ham. Uden egentlig at være det bevidst. Måske var han den læser, som vi forfattere siges at have boende i os. For også mens vi skriver har vi brug for en læser. Henrik var min. Og sikke en!

Henrik var et godt menneske. Som nordjyde bar han ikke sine følelser til skue, men der boede en følsom sjæl i hans vikinge-krop. En af hans elever skrev i forbindelse med meddelelsen om hans død, at Henrik havde en finhed som menneske, som vi børn kun vagt kunne forstå. Vi gav ham ikke altid den respekt og forståelse han fortjente.

Henrik tegner for sit barnebarn.

Selv havde han tanke for andre. Da jeg mistede min far, skrev han et langt, varmt brev med sin smukke håndskrift, og da en af mine venner – som Henrik kendte – mistede sin kone, skrev han også en personlig kondolence til min ven. Sådan noget gjorde man, før verden gik af lave og gjorde os til it-robotter; men Henrik var Old School, han beherskede brevskrivningens kunst.

Henrik tilhørte Verden af i går, som Stefan Zweig kaldte sine erindringer om livet i Wien før 1. verdenskrig. Det var en tid med dyder, dannelse, pli, ånd og kærlighed til kunst og kultur. Det kan ikke altid have været let for Henrik at bo i sådan et Atlantis, der for længst var sunket til havets bund. Men der var en kraft i hans sjæl, der ikke ville lade sig betvinge af tidens dårligdomme. Han var en stædig vendelbo!

Henrik havde så meget at give, både sit gode hjerte og sin store viden om mangt og meget. Men han oplevede jo også det, som mange af os, der har undervist i skolen har prøvet, at løbe ind i nederlag, hvis man fik en klasse, som ikke var lydhøre. Det gjorde ham ondt. Men Henrik beklagede sig aldrig. Han tog det på sig som sin egen skyld. Han vidste, at han var en lidt distræt og alt for blid en sjæl, der måske ikke var den bedste til at klare indianere, når de var på krigsstien. Han ville jo bare være en god høvding. Og jeg har været gæsteforfatter hos ham og set, hvor godt han kunne gøre det for sin stamme, forud, med sit forarbejde og sin måde at styre forløbet på. Så godt kunne det også være.

Henrik var et af de mennesker, som kun fandtes den ene af, som en anden af hans elever sagde i forbindelse med hans død. Mange af hans elever har udtrykt taknemmelighed for at have kendt ham og haft ham som lærer. For de havde ikke bare en lærer, men et menneske. Det samme gør jeg som ven. Som Henrik altid sagde om mine bøger, at den ny var den bedste, kan jeg kun sige: Du var den bedste ven. Henrik. Hele tiden. Og hver gang. Og lige til det sidste. Tak for alt, gamle dreng.

(Mindeord til Henrik Søndergaard ved hans bisættelse i Hjørring lørdag d. 7. januar 2023.)

Henrik Søndergaard var søn af billedkunstneren Oluf Jensen fra Vrensted og selv en fin akvarelmaler. Her et vendsysselsk landskab.

HVEM VAR MANDEN? –

Der var engang, da man ikke var forfatter, men læser. Og tidligere, før man selv kunne læse, fik man læst op og så billeder i bøger. Okker Gokker Gummiklokker, Strudsen Rasmus, Lille Sorte Sambo, Bambi fra Gadevang og Flugten til Amerika. Sidstnævnte havde på forsiden et billede, som drog mig. Det var ikke de to børn i forgrunden, der optog mig, nej, det var baggrunden. Hvem var manden for enden af gaden? Og hvor førte gaden hen? For mig var det dér historien var. Måske er det derfor man blev forfatter. Man vil fortælle den historie, der ellers ikke bliver fortalt.

ET MÆRKELIGT BLÆSEVEJR –

Måske var det mit første møde med en fremmed og lidt skræmmende fantasi. Da jeg var barn syntes jeg det var en mærkelig bog med en mærkelig titel, `Det blæser på månen´, skrevet af en mærkelig forfatter med et mærkeligt, tungeklumpsk navn, Linklater. Alene dens optakt med det sære poetiske udsagn, at hvis det blæser på Månen og man er uartig, vil man blive ved med at være uartig i et helt år. Og det er, hvad der sker for søstrene Dina og Dorinda, deres opførsel bliver langvarigt ´moonstruck´. Pigerne bliver forvandlede til kænguruer og spærret inde i zoo, hvor vi lærer, at nogle af dyrene ligesom pigerne er mennesker i dyreham, f.eks. Benedikt Gråbjørn, der læser “The Times”. Og hvor de også møder en giraf, der er detektiv. Og senere rejser pigerne til Bombardiet, hvor deres far, major Følfod, holdes fanget af den grusomme tyran Hertug Hulagu Bluut. I befrielsesaktionen deltager også deres danselærer Hr. Corvo, der aldrig underviste i kedelige danse, kun danse der var livfulde og flotte – “når han underviste i dem, gik det så energisk og voldsomt til, at flere af eleverne blev så udmattede efter blot to-tre lektioner, at deres forældre måtte sende dem på en længere rekreation ved kysten.” Der er således tale en klassisk, britisk børnelitteratur for det bedre borgerskabs børn, lidt uartig, men ikke mere end Dronning Victoria kunne være amused. Og vor egen dronning også, for resten, for det er Margrethe II, der har oversat denne udgave og man mærker, at Hendes Majestæt har moret sig. Hun læste den op for Frederik og Joachim, da de var børn. Så det er en bog med blåt blæk. 

KUNSTEN AT FORTÆLLE EN KROKODILLE –

Man kan godt være forfatter uden at skrive. Som forfatter drejer det sig ikke om at gøre folk til læsere, men til fortællere, skrev den schweiziske forfatter Peter Bichsel. Cyklede i skoven og passerede en familie, far, mor og to børn. Hej, hej, hilste vi. Et stykke længere fremme standsede jeg for at fotografere et trædyr; det gør jeg tit, når jeg cykler i Blokhus Klitplantage. Mens jeg stod der, indhentede familien mig. Det er en skovkrokodille, sagde jeg til dem. De er sjældne her i plantagen. Moderen så først på mig, som om jeg var en galning. Så sagde hun: Eller en kæmpe gedde, der er steget op af skovsøen. Børnene så forbløffede på deres mor. Da jeg cyklede videre, råbte børnene efter mig: Tak, tak, og god tur!

UGLE-MARIANE –

Ingen ved hvorfor den hedder Ugle-Marianes Sti. Så vi må digte. I gamle dage boede der en kone i Sønder i By i Blokhus. Hun hed Mariane. Hun var det man kalder en klog kone. Hun kunne kurere alt. Ondt i ryggen. Ondt i hovedet. Ondt i humøret. Man gik til Mariane, og hun lagde sine hænder på det sted, hvor det gjorde ondt. Hvis det var humøret, der var dårligt, opførte hun en lille krigsdans. Med sine krogede fingre stikkende op fra panden som uglehorn. Op med humøret, sagde hun. Og så sagde hun også som en ugle, Uhuuu, Uhuuu, Uhuuu. Det hjalp på alt. Og hvis det ikke hjalp med det samme, hjalp det i hvert fald, når man havde fået Marianes pandekager med syltetøj. For det fik man altid. Før man gik. Ingen skulle betale Mariane for hendes hjælp. Mariane sagde, at det var en gave at kunne hjælpe folk, og for det tog man ikke betaling. Men folk gav hende alligevel noget, æg, en høne, en flæskesteg, brænde til den kolde vinter. Så Mariane led ingen nød. Hun fik jo navnet Ugle-Mariane, det siger selv, dels fordi hun udstødte uglelyde, dels fordi hun var klog som en ugle. Og da hun døde, blev hun selv til en ugle, som man stadig kan høre tude visse nætter Sønder i By i Blokhus. Og helt ind til Blokhus Torv. Nogle gange, hvis vinden er rigtig, helt til Hune. Og hvis man har ondt et sted, når man hører hende, så forsvinder smerten. Jeg ved ikke, om det er den sande historie om Ugle-Mariane. Men når vi ikke kender historien, må vi digte. For en historie skal der være!

KRIG –

Der er krige, der ikke kræver ofre. Krigen mod det hvide papir. Forfatteren stiller sine hære op, ord med sabler og bajonetter, krudt og kugler. Sætninger opstilles i rækker og geled. Ideer. Løse indfald. Så lader han dem kæmpe mod hinanden. Prøve kræfter. Hvilke duer, hvilke duer ikke. Ord dør, stryges, slettes, nye indskrives. Ord af reserven sættes ind. Sætningsgeledderne opløses og dannes igen i nye ordner. Bedre. Mere effektive. En historie tegner sig. En orden. Noget skabes. Noget bliver til. På en slagmark af papir. Der er krige, der ikke kræver ofre. Der er krige, der skaber liv.

DYR MED CYKELSTYR –

I den tid vi har boet i Blokhus om sommeren har jeg cyklet (og gået) i Blokhus Klitplantage. Her har jeg fotograferet træer, stubbe, grene og mosser, der kunne ligne dyr og givet dem øjne. I begyndelsen var det kun ment til fornøjelig opsætning på facebook, men det blev til en billedbog.

Den er lidt mere end andre bøger jeg har bedrevet. Den er en hjertesag. For sandheden er, at når jeg cykler i skoven er jeg lykkelig. Det er en form for barnets lykke, som det er lykkedes mig at etablere rødder tilbage til. Måske er det alderen.

Jeg har ikke de store problemer i livet; men vi har alle ting, der gnaver, måske også en vis kronisk sørgmodighed, måske eksistentiel, måske mere konkret forankret i en tristhed over en sygdom, der invaliderede mig som barn, og som jeg aldrig rigtig har bearbejdet. Jeg skammer mig selvfølgelig lidt over disse småting, når man tænker på hvilke lidelser, der er i verden. Men vi kan jo ikke helt styre de trælse ting, der huserer i vore sind.

Men når jeg cykler i skoven, synes jeg, at jeg har styr på tingene. Er det så enkelt? Måske. Her drejer det sig om at vælge veje og stier, alting forekommer så ligetil ( i modsætning til livet), jeg havde nær sagt reelt, der er kun mig og cyklen og naturen, som er befriende ligeglad med mig, hvilket smitter, så jeg også kan opnå en tilstand af at være bedøvende ligeglad med mig selv – og så har jeg jo undervejs fået nye venner, “dyrene”, jeg hilser på Lille Villy Vildsvin, Stygge Klumpen, Flodhesten Flab og mange andre. Det har været en glæde at give dem en sjæl, mest for min egen skyld, de er nok ligeglade. Men jeg føler, at jeg er blevet en del af dem og skoven, selv et dyr, et dyr med cykelstyr. Det er en tanke, som gør mig glad. Jeg er bare et dyr med cykelstyr. Min sjæl, hvad vil du mere?

EN LITTERÆR GAVTYV –

Flann O ´Brien er en irsk forfatter, om hvem det siges at han døde som en aprilsnar 1. april, det var i 1966, 55 år gammel. Han stod i skyggen af Joyce og Beckett, men har efter sin død fået en velfortjente kult af læsere. Især romanen “Den tredje politibetjent” om en morder, der havner i en cykel-mystisk verden befolket med politibetjente og cykler! Alt drejer sig om cykler, det er som en skæv Dante på cykeltur rundt i en helvedeskreds.
Flann O´ Briens hovedværk regnes for `Sweeny i træerne´, som er en litterært ambitiøs historie, hvor forfatteren lader en studerende skrive på en roman om en anden forfatter, der skriver på en roman … Det bliver lidt for anstrengt efter min smag, og jeg har ikke orket at læse den færdig, selv om den eksperimenterende lurifaks af et værk også indeholder en vældig sproglig kraftudfoldelse, nemlig når Flann O´ Brien disker op med folklore om den irske sagnhelt Finn, som han lader tale med en ordstrøm der bedst er sammenlignelig med islandske sagaer, Jyske Lov, Gargantua og hvad ved jeg. Men selv om sprogkraften i disse sekvenser er imponerende bliver det hele lidt for fortænkt og konstrueret for mig.
Anderledes har jeg det med den enkle Armods Mæle, her synger O´Brien rent med vittig, gælisk humor, der er scener der er så hylende morsomme at man sjældent læser mage. Bogen skulle være en parodi på de mange gæliske selvbiografier, der blev udgivet med støtte fra den irske stat i begyndelsen af det 20. århundrede. Og det er sandt nok sådan en selvbiografi Flann O´ Brien serverer for os. Hovedpersonen, jeg-fortælleren, bor i fattigdom sammen med sin mor og sin bedstefar, Grågubben i Corkadoragha i et hus, der nærmest er et hul i jorden. Hvis man kender Monty Pythons sketch hvor en kreds af ældre gentlemen sidder og overgår hinanden i grotesk lovprisning af hvad de hver enkelt måtte lide i deres barndoms fattigdom, så har vi billedet. Regnen strømmer ned. De få husdyr, de har, bor i huset. Grisen Ambrose vokser sig så stor, at den ikke kan komme ud af døren, og soen Sarahs smågrise får bukser på, så den nærsynede, engelske inspektør tror de er børn. Inspektøren besøger alle huse og registrerer børn, da han er bemyndiget til at tildele økonomisk tilskud til familier med børn alt efter hvor mange de har. Vor gæliske helt, fortælleren, kommer i skole, han får af skolemesteren et slag med en åre i hovedet og bliver givet navnet Jams O´ Donnell, det er et navn alle gælere får første dag i skolestuen for at afgælificere dem; men vi hører også om det modsatte, nemlig en pludselig bølge af gæligorer, en slags dialektforskere med sorte notesbøger der oversvømmer egnen i en mode-rus for at bevare det gæliske. Det er gælisk galt og morsomt altsammen, og Havkatten, et apokalyptisk dyr, der skræmmer alle og varsler ondt, ligner Irland, når monstret bliver tegnet på papir. Det siges, at Flann O´ Brien for at fuldføre morskaben selv anmeldte sin bog i Irish Times, hvor han var fast skribent under navnet Myles Na Gopaleen. I øvrigt er Flann O´ Brien et kunstnernavn. Han hed rigtigt Brian O´ Nolan. Han skulle have været en tør embedsmand i Dublin. Men sandelig en litterær gavtyv. 

LITTERÆRT GENFÆRD –

Der er historier, der går igen og hjemsøger en som litterære genfærd. Man drages imod at genlæse dem. En sådan er Guy de Maupassants klassiske horror-historie `Horla´ fra 1886, om manden der bliver besat af en ukendt ånd, der befinder sig om bord på en brasiliansk tremaster der sejler forbi mandens hus på Seinen i omegnen af Rouen. Manden nyder synet af det smukke skib, men kort efter bliver han syg. `Horla´ er en tidlig udgave af senere Body Snatcher-historier, som vi kender fra kulørte film i vort århundrede. Men Maupassants historie er på ingen måde kulørt, den er åndrig i sine tanker og i sit indhold, filosofisk-poetisk horribel og besættende velskrevet, som en ond ånd springer fra forfatteren til læseren og besætter denne, med sin sprogligt veloplagte vanvids-monolog. Historien har mange tolkningsmuligheder, den kan læses som en historie om nyopdagelsen af menneskets psyke med dens indre dæmoner (der var moderne dengang), men også som en historie om urgamle spøgelser, væsener, der ikke kan ses, men eksisterer og virker ligesom vinden, vi heller ikke kan se. Den franske forfatters historie er en arketype inden for horror og blev for resten filmatiseret i 1963 som `Diary of a Madman´ med legendariske Vincent Price. Ill. af ukendt fransk kunstner fra bogen

DA GYS VAR ELEGANT –

At genlæse Roald Dahls “13 gys”, der var en klassiker, da jeg var stor dreng/ung, er en ganske herlig oplevelse. Ganske vist er gysene ikke så gyselige i dag, som de var dengang i uskyldens tid i 40erne, 50erne og 60erne, da historierne blev skrevet, og det er for resten heller ikke alle historier der strengt taget tilhører gysergenren, flere er blot – i dag lidt støvede, men fiffige pointer, som Dahl er god til. Men først og fremmest er han god, virkelig god til at snedkerere en historie. Roald Dahl er skam en dygtig forfatter. Jeg vil ikke gå så vidt som Jens Kruuse, der på bagsiden af bogen skriver: “Jeg har ikke længe læst noget så knagende godt fortalt. Den ene pointerede novelle og vittige, kloge anekdote efter den anden er blevet til farlige noveller”. Jeg er enig med Kruuse i det vittige, anekdotiske og at novellerne er godt fortalt, men ligefrem farlige! Det skal dog siges, at et par klassikere inden for gyserfortællinger findes i denne samling, nemlig `Lammekølle´ og `Manden fra Syden´. Der er også novellen `Gift´, der handler om en mand, der tilkalder hjælp, fordi han mener der har sneget sig en giftslange op i hans seng. Lidt af det samme tema som hos Ambrose Bierce, der har en klassikerhistorie om en slange under sengen. Dahl og Bierce har samme udgang på historien, men hos Dahl er der et overraskende hug til sidst. Man skal godt nok lige tænke to tanker, før den bider, men så bider den også mere giftigt end man havde forventet, og anderledes. Pludselig får den enkle spændingshistorie et langt større og perspektiv, og titlen `Gift´ falder overraskende på plads. Her er er noget om det Kruuse skrev om det farlige. Novellen er i øvrigt filmatiseret som kortfilm instrueret af Wes Anderson og med Benedict Cumberbatch som manden i sengen. Men tag en nostalgisk tur tilbage til en verden, da gys var elegant. Om ikke andet så for at nyde et godt skrivehåndværk. Dahl profeterer for resten i novellen `Den store automatiske grammatisator´, at en dag vil alle bøger blive skrevet efter bestsellerformel af en computer! Den man jo så tygge på.

DEN LUTSPILLENDE FORFATTER –

Jeg har i mange år boet i Vrå, den lille stationsby mellem Brønderslev og Hjørring i Vendsyssel, og jeg har altid haft dårlig samvittighed over ikke at have læst Erling Kristensen (1893-1961). Han boede også i Vrå. Indtil han blev fordrevet fra byen. Det skete som følge af hans debutroman `Støtten´ fra 1927, som han selv kalder for et bondepsykologisk romanstudie.
Et par år efter måtte han kaste håndklædet i ringen og flytte fra byen. Hans cykelværksted, som han vist for resten havde overtaget fra en anden forfatter, Thomas Olesen Løkken, blev boykottet af de gode Vrå-borgere. Og trusler fik han. Det skyldtes, at `Støtten´ var en barsk udlevering af bondesamfundet og bønderne, der ikke besad et minimum af anstændighed, tværtimod, de snød og bedrog hinanden.
Hovedpersonen Mads bliver “snydt” ved at handle sig til en kone, der er gravid med en anden, men han tager hævn over for svigerfar. Og han lukker øjnene for en spirende ildebrand på sin gård på grund af forsikringen. Han indgiver også falsk anklage mod en mand på egnen, der bliver uskyldig dømt for ildspåsættelse. Hans egen mor, der er sengeliggende alkoholiker, likviderer han ved at sætte en hel flaske brændevin inden for hendes rækkevidde. Den gamle, syge kone, der har været ufrivilligt tørlagt, kan ikke stå for fristelsen og tømmer flasken til døden.
Erling Kristensen giver bønderne råt for usødet og skriver krast som brændevin; der er intet positivt at sige om samfundet, og hans humor er hvinende ironisk: Om den døde, gamle kone siger en nabo: “Åh, herregud! Jeg ville ligefrem ønske for hende, at hun kunne se sig selv, som hun ligger der. Hun er sandelig et pænt lig.” Det er efter, at naboen og Mads i fællesskab har rettet hende ud, så hun ligger som en normalt død i sengen, hun sad nemlig foroverbøjet i sengen med panden mod den tømte brændevinsflaske!
`Støtten´ er den ironiske titel på bogen, den ny lærer på egnen betragter Mads som en samfundsstøtte og mener der skal rejses en mindesten for ham, da han til sidst dør. Erling Kristensens roman er derimod en skamstøtte, og for den blev han ikke tilgivet i Vrå og Omegn, selv om byen har et logo af en lutspillende gris, der siges at symbolisere Fanden, i den kirke, der på Kristensens tid var missionsk. Erling Kristensen måtte flytte, for ikke at sige flygte. Senere skrev han bl.a. romanen `Byen mellem to tårne´, også om Vrå. De to tårne refererer til de to kirkesamfund i byen, det missionske, og valgmenigheden, der ligger på den anden side af jernbanen tæt på højskolen, som er stærk kultur, f.eks. er det her Vrå-udstillingen har til huse.
Så der er bestemt også godt at sige om Vrå! Og Erling Kristensen er god, måske fordi han er ædende ond.

BONDEHADEREN –

Gik en tur i Vrå i dag for at finde det hus, hvor forfatteren Erling Kristensen havde cykelværksted, som han for resten havde overtaget fra en anden forfatter Thomas Olesen Løkken. Ifølge en ny biografi om Erling K. skrevet af Karin Bang skulle værkstedet ligge Søndergade 13. Men Søndergade er døbt om til Strømgade, og jeg har ikke kunnet finde huset. Måske er det væk. Erling Kristensen var en hadet forfatter i Vrå i 1927, da han havde udgivet `Støtten´ en ædende ond beskrivelse af egnens bønder. Bondehaderen blev han kaldt. Og folk i Vrå forsøgte at få hans husvært til at sætte ham på porten, man spurgte husværten om han virkelig ville huse en cykelsmed, der skrev! Erling K. måtte flytte fra byen, hans cykelværksted fik ikke flere kunder. Slut. Gamle folk i Vrå husker ham stadig, dvs. de husker at deres forældre talte om ham. Erling K. var med rette en anerkendt forfatter i sin tid, dog ikke i Vrå. Måske får han nye læsere med Karin Bangs biografi. Han var ikke kedelig, han var kras. Han ville rive en flig af den englemaske, mennesket bærer for sit æselansigt. Som han er citeret for i Bangs bog. Det er en diger sag på 537 sider, som kommer godt og grundigt rundt om personen og forfatterskabet. 

JENS –


En fortælling, kalder Jens Smærup Sørensen sin erindringsbog `Jens´. Og som sådan forsøger han at få sat skik på sit liv, der – som alle andre menneskers – mest består af rod. Man er nødt til at fortælle det til en vis orden. Det gør han så. Jens. Bogen fortæller om turen fra barndommen i Staun ved Nibe, et landmandsliv som forfatteren naturligvis fører med sig i bagagen videre uden på nogen måde at romantisere det, man fornemmer at ikke blot var godt, men også hårdt for en knægt som Jens, der ikke havde næverne skruet på til den syssel. Men ingen klynk her, heller ikke når tæv beskrives. Senere kommer han til byen, Aalborg, på det fine gymnasium Aalborg Katedralskole, her møder han borgerligheden og dannelsen og fortæller om, hvordan der var at være ung oprører (kommunist af overbevisning) blandt lærere af den gamle skole og tid. Og efter studentereksamen drager han så til Århus for at studere – og blive forfatter. Møderne med Peter Seeberg, Poul Vad og Ole Sarvig er ikke blot guf for litterært interesserede, men også meget vittige. Især mødet med Sarvig, som ved alt om hvordan Jens´ udvikling som forfatter vil forme sig ud, fra Sarvigs kendskab til en afdød engelsk digter, som Jens ikke aner eksistensen af! Det er meget morsomt.
I Århus kommer Jens også til at møde lærere som Jørgen Elbek og Niels Egebak, der skulle – hver på sin måde – få indflydelse på udviklingen af fremtidens Jens. Det var Niels Egebak, der – efter at Gyldendal – havde sagt nej til Jens´ anden bog, antog den til forfatterforlaget Arena. Der var tale om romanen At ende som eneboer, som da den blev udgivet fik en introduktion af Egebak i hvilket det bl.a. lød, at “en tekst aldrig kan reduceres til at være udtryk for eller efterligning – mimesis – af en betydning, der skulle eksistere uafhængigt af den, men at den tværtimod er et moment i en fortsat nedbrydning og en genopbygning af betydninger i en stadig vekslen mellem mellem tekster der aflæser og dermed transformerer hinanden i en aldrig standset produktionsproces.” Dette er ikke citeret i bogen, men hentet fra mit eget eksemplar af den gamle bog fra 72. Egebak lyder måske lidt akademisk lærd og svær, men sandt er det og dækkende for forståelsen af den måde Jens har bedrevet sin litteratur, det var det vi kaldte skriftproblematik, også forklaringen på at han må kalde sine erindringer for en fortælling. Thi skriften er ikke virkelighed, men i samtale med den. Sådan fødes fortællinger, og fortællinger giver mening til livet.
Der er så mange perler både intellektuelt og humoristisk (de to udelukker for resten ikke hinanden), at man som læser gerne vil citere i lange baner, men man må være nådig over for sig selv og blot anbefale at læse bogen. Dog – et sted er uomgængeligt til citat i al sin visdom, en beskrivelse af hvordan det var at være en del af munkemarxismen i 70ernes universitetsmiljø og alligevel have en sund, bondsk skepsis over for den åndelige ensretning og undertrykkelse af hvad der ikke er politisk korrekt tænkning: “Jeg følte mig helt sikker på at vi i os har noget som er fuldstændig uberørt af såvel materialistisk determinisme som af enhver dialektisk modsætning; noget der både skaber grundlag for vores individualisering og fastholder vores – oprørende og salige – indlejring i altet; noget i os, dermed , som til alle tider og under alle samfundsforhold suverænt lever sit eget liv. Og jeg mente at det er i dette primære at eksempelvis litteraturen har sine kilder.”
Jens Smærup har iklædt sig forfattertøj til disse erindringer, hvilket giver dem en mening og skarphed langt, langt over ordinære erindringsbøger. Måden han gør det på er et smukt eksempel på, at alle de løse, flagrende erindringer vi alle har kan få mål og mening og et menneskeliv betydning i den ellers så tilsyneladende meningsløse eksistens, som vi kan være svært tilbøjelige til at synes vi er offer for. Det er måden vi anskuer vort liv på, der giver os den nåde at vi kan se en mening med det hele. Jens har i den forbindelse også hip til dem, der mener litteraturen er indhold og går efter hvad en bog handler om. Med en spids ironi gør han opmærksom på, at vi ikke læser og nyder H.C. Andersen, fordi vi er interesserede i ænder og bedrageriske skræddere. Der er noget helt andet og større på spil. Vi vil fortællingen.
Jeg har fulgt Jens siden vi blev klassekammerater på Aalborg Katedralskole i 1962. Og jeg kan bevidne, at alt det han fortæller er sandt, selv om han insisterer på, at det er en fortælling. Vi har holdt kontakten siden. Og byttet bøger og alt det der. Og da han udgav `At ende som eneboer´ i 1972 modtog jeg bogen med inskriptionen: Man må jo gøre sit bedste. (Et citat fra bogen i øvrigt). Det kan man roligt sige, at han har gjort.

KNUD –

Min første møde med Knud Holst fandt sted i sommeren 1975. Jeg havde netop udgivet digtene “Solen står op over messingblæserne”, og Knud, der havde en en lejlighedsvis tjans med at lave litteraturprogrammer for Nordjyllands Radio (det var de tider!), kom for at interviewe mig om nyudgivelsen. Det skete i den lille landsby, Poulstrup, syd for Hjørring, hvor jeg boede dengang. Knuds kone, Kirsten, var med, og i dag skammer man sig nærmest over det lille optrin i stuen, hvor vi dannede en klassisk statuegruppe for gamle kønsroller, Kirsten Holst siddende på hug for fødderne af mændene, med nagra-båndoptager og mikrofon løftet op mod de to piberygende pashaer, der sad i hver sin magelige stol og diskuterede den for samfundet så vigtige betydning af lyrik som sprogets grundforskning. Gud ved, hvad Kirsten tænkte! Nå, det ved vi nu, efter at have læst datteren Hanne-Vibeke Holsts bog. Fru Kirsten må have tænkt sit – og tog da også senere sit gode tøj og gik.
Jeg var på forhånd negativ stemt over for Hanne-Vibekes nye bog om faderen (og moderen). Visse omtaler i den mere kulørte presse havde givet mig et indtryk af, at bogen drejede sig om at give den stygge far Knud klø. Men da jeg som bosiddende her i det nordjyske var med på sidelinjen i Knud den Stores tid, måtte jeg læse den. Også fordi min kone anbefalede den varmt. Og godt jeg læste den! Der røg nogle fordomme, for Hanne-Vibeke Holst har skrevet en sober bog. Og mere end det. Meget mere end det.
Det er historien om digteren Knud Holst fra han var en lille dreng i et fattigt, indremissionsk miljø i Østvendsyssel, over hans storhedstid som fejret digter og forfatter – og “renæssancefyrste” i badebyen Løkken ved Vesterhavet, til hans endeligt som en fordrukken bums, hvis lejlighed brændte ved en påsat brand, og som selv døde af kræft. Man kan sige, at Knud Holsts mor, Herdis, fik ret i sin angst, da sønnen flyttede fra øst til vest: “Og hvilke fristelser vil der ikke lure på ham i sådan en fiskerby? Man har jo hørt, hvordan der svires og syndes derude i Jammerbugten …”
Knud Holst var kun ti år ældre end mig; men det føltes som en generation. Ganske vist tilhørte Knud modernisterne, der var kulturradikale oprørere i sprog og meninger, og som sådan skulle de måske ikke være så kulturelt forskellige fra os, der kom lige efter, 68-generationen. Men der var tydelige skel. Som gjorde at jeg f.eks. opfattede Knud Holst som lidt af en litterær faderfigur på trods af den beskedne aldersforskel. På samme måde som vi unge betragtede Klaus Rifbjerg som en litterær patriark. Vi fra 68 var jo ikke den samme slags modernister som de gamle konfrontationsmodernister, der lå i åndskamp mod litterært konservative holdninger, men på trods af deres rebelskhed havde overtaget et aristokrati blot i modernistisk regi. Der var stadig tale om en intellektuel, litterær overklasse som beskrevet i en scene i Hanne-Vibeke Holsts bog, da Knud og Kirsten inviteres til middagsselskab hos Rifbjerg i selskab med bl.a. Leif Panduro og Niels Barfoed. Selv om Knud sagtens kunne matche selskabet litterært og intellektuelt, og Kirsten blev omsværmet, stod alligevel den følelse tilbage, at de var bønder i det selskab. Marginaliserede. Løkken var ikke København. Og de var begge på bunden “vendelbønder”.
Kirsten Holst syntes at kende sin litterære begrænsning, og det blev måske hendes styrke. Hvorimod Knud måske fejlvurderede sig selv i en tro på, at han kunne klare en stor, episk anlagt roman. For var han romanforfatter? Var han ikke en talentfuld digter, en æstet, et sprogtalent med sans for det stilistiske? Det gik så længe, at den ny tids litteratur, modernismen, blomstrede, det gik så længe at der var kulturel dannelse i landet, det gik så længe der var skolelærere, bibliotekarer, magistre, studerende, præster, studiekredse, højskolefolk og andre kulturelt interesserede borgere, der købte og læste og diskuterede litteratur, også lyrik og noveller. Men dannelse var ved at tage af, det var ikke længere in at være finkulturel; vi hængerøve fra 68 viste sig at være vidt forskellige fra modernisterne, vi var systemdigtere, metapoeter, skriftproblematikere, konkretister, marxister, popkunstnere, tekstskrivere, attituderelativister. Knud og de andre “gamle” hadede pop og sport, de var en anden åndelig bevægelse, mens vi nu kom stormende ind på scenen med tegneseriehæfter stikkende op af lommerne, vi diskuterede fodbold og dannede kulter med Gøg og Gokke.
Men det værste var, at kvinderne gjorde oprør. De ville ikke mere sidde på hug og holder mikrofoner for mændene. Nu var der rapporter fra gulvspande og bøger om kvindefrigørelse. Kønsrollerne opløstes. Knuds skjorte og slips blev forkert. Fra at være en brite, en nydelig kultiveret gentleman i tweed med stiff upperlip, fik han karakter af en knudemand. Og så krakkede det. Det havde knaget længe i økonomien, men også i ægteskabet. Knud var som ung lidt af en Klods-Hans; men han vandt prinsesse Kirsten, politimesterens datter fra Hjørring, og det halve kongerige. I 1965 strålede deres villa i Løkken som en stjerne i universets centrum, den sensommeraften de holdt housewarming med kendte fra nær og fjern. Men alt knak! Prinsessen Kirsten blev til en Nora, hun forlod ham, dukkehjemmet kom på tvangsauktion, og Knud endte med at blive uvenner med børnene og mange andre. Det var et eventyr, der ikke endte lykkeligt.
Jeg selv havde ikke nogen udestående med Knud. Tværtimod havde vi det meget hyggeligt, når vi engang imellem sås. Og han var et velbegavet og litterært velbevandret menneske. Vort bekendtskab var lejlighedsvist og sporadisk. Når vi havde fællesopgaver med bestillingsdigte til DRs ugentlige litteraturprogram ´Undervandstidende´, kørte jeg til Løkken og hentede ham. Så fortsatte vi til Aalborg-Hallen, hvor Nordjyllands Radio dengang havde sit studie. Og læste vore digte op, når linjen fra København var klar. Derefter gav Knud en øl på Klosterkroen som tak for turen. Den blev skrevet på regning! Det var flot, og jeg kom hjem og sagde til min hustru, at det var min store drøm i livet at blive så kendt en forfatter, at jeg havde regning på Klosterkroen. Som Knud.
Hanne-Vibeke har skrevet romanbiografien om hans liv. Og det har hun gjort, så man gider læse og lade sig bevæge. For det bliver man. Også. Det er lykkedes Hanne-Vibeke Holst at beskrive faderen og hans tanker, så de er helt troværdige, sådan var Knud! Helt ud til det lille Sgu! som Hanne-Vibeke Holst får placeret tidligt i bogen i en tanke hos Knud, Det var nemlig karakteristisk for Knud, at han afsluttede en meningsytring med Sgu!
Hanne-Vibekes Holst brug af metaforer for Knuds tanker og sindstilstand er også smuk, og man tænker på, at hun ikke alene har arvet moderens talent for at strikke en roman sammen, men også faderens poetiske åre. For der er flere steder tætte og præcise beskrivelser af de åndelige strømninger i tiden, bogen er også et dokument for en svunden tid, for os der bor heroppe i Nordjylland er det ganske herligt at få vor lille geografi vævet ind i et større mønster, med en markant kulturskikkelse som Knud som omdrejningspunkt. Historien om Knud bliver også et stykke danmarkshistorie og litteraturhistorie set fra en udkant af riget. Hanne-Vibeke Holst kan opridse situationer, så de står klart som et udtryk for tiden, og hun har et blik for kunstnersind. Det er faktisk fint, som hun lader månelandingen i 69 blive et billede på Knuds tro, håb og kærlighed til poesi. Og senere, af mere katastrofal art, billedet på Knuds frygt for den store katastrofe, angsten for at Kirsten forlader ham og hans liv opløses, set i sammenhæng med fantasien om en asteroide der nærmer sig Jorden og truer med udslettelse af alt. Som en asteroide gjorde i gammel tid, dén der udryddede de gamle øgler! Og til den grumme side hører scenen, hvor Jens Otto Krag kommer på besøg i Løkken. Åh nej, åh nej …
Det blev en 50 års-dag uden fakkeltog, skriver Hanne-Vibeke Holst hen mod slutningen af bogen. Ja. Sandt nok. Men et lille, beskedent “fakkeltog” fik Knud dog. Min gamle ven og forfatterkollega Per Gammelgaard og jeg havde besluttet os for at møde op på den runde dag i april med et par flasker vin og hylde Knud. Per kom fra Frederikshavn til Vrå, hvor jeg boede – og bor. Jeg ville så køre os til Vrensted, hvor Knud boede dengang i 1986. Jeg havde advaret Per om, at vi nok skulle parkere bilen, måske allerede ved Børglum Kloster, før vi drejede mod Vrensted, da der ville være tusindvis, ja måske titusindvis af gratulanter. Jeg var naiv dengang. Jeg vidste, at Knud havde siddet i utallige råd, komiteer, foreninger, og jeg ved ikke hvad, og et politisk virke for Socialdemokratiet havde han vist også fået, og forfattervenner, og … Men sandelig om vi ikke kunne køre hele vejen til Vrensted, helt op til den landejendom, Søndergaard, som Knud Holst havde lejet. Der var ikke mange gratulanter. Knud havde brændt sine broer, og vejen til hans bolig var fri. Foruden Knud var der hans ny kæreste Susanne (Sus), Knuds gamle forældre Edvard og Herdis, et nabopar fra en gård i Vrensted (Knud kaldte manden for den ny tids Grundtvig!), en lokalredaktør fra Vendsyssel Tidende og en lokalpolitiker. Og så Per Gammelgaard og jeg. Knud var glad for, at vi dukkede op: De unge digtere kommer for at hylde den gamle, sagde han glad. Og nok var der ingen fakkeltog, men det blev en hyggelig formiddag på landet. Indtil Knud brød op, for Sus havde inviteret ham på en tur til Göteborg. Men vi var da velkomne til at blive siddende.
Jeg var ikke med til hans begravelse. Men jeg husker, at en af hans venner udtalte til avisen Vendsyssel Tidende, at Knud – på trods af sit vanskelige sind – i sin kerne var fin. Det er også mit indtryk. Han var fin i sin kerne. Det er Hanne-Vibeke Holsts romanbiografi også. Hun er hudløst ærlig, men så sandelig også kærlig. Den måde hun behandler sin far på er – fin. Sgu!

Jens Henneberg, der i en menneskealder var en højt respekteret anmelder for Aalborg Stiftstidende, senere Nordjyske, skrev i 2013 et litterært essay om Knud Holst.

LITTERÆR STORMESTER –

Jeg kendte ikke den amerikanske forfatter John Cheever (1912-1982), før jeg fik fingre i denne bog, der er forholdsvis ny på dansk, dansende sprogligt veloplagt oversat af Søren K. Barsøe. Så er jeg i gang med rosen, og det er svært ikke at rose den til skyerne. Der er tale om samling af Cheevers noveller. Som sagt kendte jeg ham ikke, og jeg sad så pludselig og læste en af de helt store. En mester. Stormester, som i skak. Med hensyn til at flytte sprogets brikker i stadigt overraskende, skarpe træk.
Lidt kendte jeg ham alligevel. Forfatteren. Uden at vide det. En af mine yndlingsfilm er nemlig ”The Swimmer” fra 1968, med Burt Lancaster i rollen som Neddy, der en sensommerdag i Connecticut svømmer hele vejen hjem fra en vens swimmingpool til sin egen, et langt stykke, fra pool til pool, det er nærmest som en pubcrawling, pool og drinks; der bliver drukket bravt i disse historier om middelklassens amerikanere efter 2. verdenskrig, de der bosatte sig i forstæderne, surburbias, som Tonny Vorm kalder dem i sit forord.
Der er opsving i økonomien, der bliver gået til den med cocktailparties, som om det var evig sommer og fest, vandet i poolen glitrer i solen, men idyllen er forloren som en havenisse, det må Neddy erkende efter sin lange svømmetur hjem til sin egen svømmepøl, det er nok den rigtige metafor.
Filmen med Burt Lancaster bygger på en af Cheevers noveller fra bogen. Den er relativt kort, lidt skitseagtig, men har en fantastisk idé, der blev set og realiseret af filmindustrien. På dansk fik filmen titlen `Klædt af til skindet´. Det er lidt bastant. Og plat. I forhold til det kunstneriske niveau. Men sandt. Det er vel egentlig også det John Cheever gør i sine beske noveller, klæder folk af til skindet.
Der er sytten noveller i bogen, og der er så mange formidable, kraftfulde formuleringer i beskrivelsen af karaktererne, at det er svært at vælge nogen til citat. Men ingen omtale uden et godt citat – her er et fra en af mine yndlingshistorier (det er også svært at vælge den blandt så mange kandidater), historien om brigadegeneralen og golfenken: ”Nu skal jeg jo ikke være en af den slags forfattere, der starter hver dag med at udbryde: Oh, Gogol, Oh Tjekhov, Oh Thackeray og Dickens, hvad havde I mon sagt til et beskyttelsesrum udsmykket med fire lokkeænder i brændt gips, et fuglebad og tre langskæggede dværge af jernlegeret messing med røde kyser?”. Eller beskrivelsen af kokkepigen Anna Ostrovick i novellen `Farvel bror´. Hun er fed og kan ikke holde ud at se Hollywood-film med tynde kvindelige stjerner. ”Det eneste indtryk, Bette Davis gjorde på Anna, var, at her kom så en kvinde, der ikke havde spist ordentligt.” Når de forlod biografen skældte hun ud over, at de var så radmagre alle sammen. Og hendes stående kommentar til alt er: Spis! Spis!
Læs! Læs! siger jeg. Det er den fedeste bog.

EN SUPERSKURK OG EN VISSEN BUKET – WILKIE COLLINS

Wilkie Collins var et spændings-litterært stjerneskud i 1800-tallet, han var samtidig med Dickens. Jeg stødte første gang på Collins, da jeg var barn og læste Illustrerede Klassikere. Et af numrene indeholdt en gyselig historie om en morderisk himmelseng i et gæstgiveri. Originalen kan man finde i denne samling fortællinger, der har en rammehistorie, ganske passende da den handler om en portrætmaler. William Kerby, portrætmaleren, skal skåne sine øjne et stykke tid og må derfor ikke male. Han bruger tiden til at fortælle sin hustru historier, som han har hørt fortalt af sine forskellige modeller, mens han malede deres portrætter. Hustruen skriver historierne ned med henblik på udgivelse, og indledningsvis hører vi ægteparrets overvejelser om hvordan arbejdet, der gerne skulle blive til en bog, gribes an. Titlen giver sig selv, `Om aftenen´, for det er det eneste tidspunkt konen har tid til at skrive, og vi hører også at de ikke planlægger for mange veltalende beskrivelser – “De veltalende beskrivelser og de slående bemærkninger hører netop til de ting, som folk aldrig læser i en fortælling. Lad os blot undgå, såfremt det blot er os muligt, at nedskrive en eneste sætning, der lige så godt kan springes over.” Sådan siger de. Problemet er, at de ikke overholder denne regel. Faktisk er det historiernes problem, at de er overlæssede med ord, der bare fylder. Historierne kommer til at mangle kant, som man siger i dag. De flyder ud i snakketøj!
Der er en smule gedigen underholdning – læs gys! – undervejs. Især i scenen hvor damen med den gule maske dukker op til et maskebal. Men det er lidt, meget lidt. En enkelt beskrivelse – i samme fortælling – nyder man dog, her lever forfatteren op til sit krav om at kun det nødvendige må beskrives, og det gør han i skarpeste form, lyt! – “Omtrent for et århundrede siden boede der i den gamle by Pisa en kendt italiensk modehandlerinde, som for at lade alle sine kunder vide, hvor fortrolig hun var med moderne i Paris, antog et fransk navn og kaldte sig demoiselle Grisoni. Hun var en vissen lille kvinde med et ondskabsfuldt ansigt, en smuk fod, et talent for forretningerne, en rap tunge og med et lunefuldt sind. Rygtet sagde, at hun var umådeligt rig, og bagtalelsen tilføjede, at hun gjorde alt for penge.”
Sådan! Og sådanne snapse skulle der have været flere af.
Jeg har allerede brugt for mange ord til ikke at anbefale denne samling af Wilkins. Historierne er for støvede og anakronistiske. Men læs i stedet hans fine “Kvinden i hvidt”, der blev nyudgivet på dansk for ikke så mange år siden. Den er en spillevende fornøjelse af en guvernanteroman med gys, og med en dæmonisk, italiensk greve, grev Fresco, der siges at være den første omnipotente superskurk i fiktionen, før Sherlock Holmes ærkefjende Moriarty, før dr. Mabuse på film, før skurkene hos James Bond. Den lille, trinde greve er et ganske spændende psyko-usympatisk bekendtskab. “Kvinden i hvidt” blev en stor succes i sin tid, senere høstede Wilkie Collins en succes mere, “Månestenen”, som man hævder er den første krimi i litteraturen. Så Collins har et par roser at pynte med på sit forfatter-cv: Den første superskurk og den første krimi. Men denne samling om portrætmalerens fortællinger er en vissen buket.