“Jeg skriver for ikke

at lave andre ulykker”

Tegning af Tom Kristensen

er den første billedbog på forlaget Peters SUB-PUB. I flere år har forfatteren Peter Mouritzen, der om sommeren bor i sit sommerhus i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, cyklet ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene m.m., der kunne ligne dyr. Forfatteren har fotograferet disse ”dyr” og givet dem øjne og sjæl, og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt, forunderligt liv.

I denne bog kan du møde Vraltefaks, Stygge Klumpen, Flodhesten Flab og mange andre. Måske kan bogen inspirere børn til selv at gå på opdagelse i naturen.

ESSAY

Pennen og leen – at læse og tænke skævt, Alfa, 2007

Forside: Lars Vegas

Om fryd ved gys og skræk for skak,

ord der slår flikflak og sproglig gakgak,

poetisk splatter, blod og panik,

Count Basie som knivstikker, bogey-musik,

om sfinkser og Højholt og Borges og Swift,

om pænhed og godhed og ondskab og gift,

at læse så hjernen blæser ud,

om Holberg, Fanden, horror vacui, Gud,

har Gud eller Fanden skabt Frankenstein?

om tysk grammatik, bleiben, werden, sein,

monstre i maskiner, perpetuum mobiler,

et gråvejr i Blokhus, hvor regnen bare siler …

  • Unik litterær essaysamling. Elegant og velskrevet essaysamling, der kalder på eftertanken om mange forskellige litterære emner – Carsten Gullich-Nørby, Dansk BiblioteksCenter.

Kassaterne, et essay fra `Monstermail og andre mysterier´, Apostrof, 2002

Ingen ved hvad der foregår i en forfatters papirkurv. Der er liv,skjult liv. Men liv. Ikke et liv klædt i pænt tøj, det er tværtimod et sammenkrøllet liv, et iturevet liv, et liv med laser og pjalter, et myldreliv som af lus og lopper. Men liv. Det er et liv ligesom på samfundets bund, et liv der ikke har noget mål, nogen mening, et kasseret liv. Her i papirkurven lever de sølle skæbner, de der ikke rigtig fik chancen, de der ikke rigtig duede, de der måske nok havde evnerne, men som fejlede, de lever som løse hunde og vilde katte, de kæmper for den lille stump liv der er til rest, som for et gammelt kødben, eller afpillet fiskeben, de lever som glemte, hemmelige eksistenser, de lever som forældreløse, som gadebørn og baggårdsrotter; men de lever! Og de kæmper. De har deres stolthed. De pukker på deres ret. De er naragtige og forfængelige, de har stærke følelser, og måske er de stærkest her, på bunden af alt, i det dybeste hul i universet, i den mørkeste afkrog af junglen, i en forfatters papirkurv. De er de forladte tanker, de kasserede ideer, bragt til live og smidt væk igenaf en gud de ikke kender, til et liv de ikke forstår. De er små, de er ikke store nok til en bog. Derfor må de føre sig frem. Derfor må de gøre opmærksom på sig selv. Derfor er de misundelige og jaloux på hinanden. Notaterne er finere end notitserne. Bare navnet: Notat. Der er fint, nærmest som en adelsmand, ikke sandt? Men notits: Det er ikke mere end en vits! De lever, og hader, og skændes, forfatterfolket, alle de udstødte, lapperne, papirstumperne, de hele, halve og kvarte ark. De har deres hakkeorden, de konkurrerer om, hvem der har magten. De fører sig frem i al deres ufuldkommenhed som i en skønhedskonkurrence, blot er der intet skønt ved dem målt med almindelige menneskers målestok, snarere er det en opvisning i grimhed, et hæslighedens halloween, et karneval for vanskabninger. Jungleloven gælder her. Og dog er de mærkeligt forbundne med hinanden. De ved det måske knap nok. Men de er en fælles stamme, Kassaterne, det fortabte folk, bundet sammen af det ene at de alle er endt her som rester til hundeskålen, som levninger af en forfatters fantasi. De er strøtanker. Døgnfluer. De lever deres korte, jammerlige liv. Og snart skal de dø. Sammen. Af den samme ild. Når papirkurven tømmes. Men de lever. Endnu. Deres lille, fortvivlede liv.

Man opdager støvmider. Man kan se dem i et mikroskop. Og med et teleskop undersøger man om der er liv på Mars, og på andre planeter. Om der er liv i universet. Men ingen interesserer sig for om der er liv i en papirkurv. Måske skulle man lede der?

Uskyldens øjne – debat og essayistik, Apostrof, 1992

Kunst og kunst er to ting. Det er nødvendigt at undre sig. Et dødskys til litteraturen. Den aparte skolebibliotekar. Det første menneske. Vi digter – altså er vi. Luftpost til Ludvig. Chok-biografen. Gysets børn. Ondskaben og uskylden. Historien om den frække Fritz.

Forside: Wilhelm Busch

  • Den snurrige vendelbo, børnebogsforfatteren og kulturkritikeren Peter Mouritzen, har sin helt egen gangart i det spinatbed, der hedder dansk børnelitteratur. Han træder op mod hovedstrømmen både som forfatter og som kritiker/essayist. Inden for sidste område besidder han den gode polemikers evne til at stille skarpt på dogmer, fordomme og vanetænkning – og så er han herlig ukrukket og skarp i sine synspunkter – Henning Mørch Sørensen i Information
  • Peter Mouritzens essaysamling om litteratur, kunst og kvalitet bør læses af alle, der har lod og del i børns litteratur … Den går ind i de kunstneriske processer, den er spændende og drilsk, leger med sprog, stilarter og fordomme og vender uden problemer op og ned på alt velmenende litteraturformynderi – Beth Juncker i Børn & Bøger

Livet er ikke lutter logik – en wonderbook af Ralph Steadman, Weekendavisen, 20.2.1987

Efter i et par dage at have gennemrodet det juletravle Londons boghandeler, fandt jeg så pludselig den – bogen, der alene var rejsen værd.

     For en Alice-fan som undertegnede er det blevet en tradition, at en rejse til London resulterer i mindst ét “fund” til samlingen af Alice-udgivelser hjemme på boghylden. Min samling består ikke af bibliofile sjældenheder, blot markante nyudgivelser – men de er skam spændende nok. Andre års “skalpe” har været udgaver illustreret af Mervyn Peake og Arthur Rackham – eller faksimile-udgaven (kopien) af det originale, håndskrevne Alice-manuskript fra 1864 – dét, der under titlen “Alice´s Adventures Under Ground” var den personlige julegave til Alice Liddell, med kluntet-naive tegninger af forfatteren Lewis Carroll himself. Eller der har været år, hvor “skalpen” mest har hørt hjemme i spøg & skæmt-afdelingen, såsom en Alice pop-up-bog, hvor alle eventyrlandets herligheder rejser sig i intrikat udskårne systemer ved hver opslag – eller Gerald M. King´s filateli-fantastiske frimærkeversion af bogen.

     Jeg havde egentlig opgivet i år. Men så skulle 1986 alligevel vise sig at byde på en perle til samlingen. Måske den største. Så småt havde jeg slået mig til tåls med et par småkuriøse indkøb, bl.a. årets engelske børnebog – Mirrorstone – der faldt i øjnene overalt, såvel i Children Book Centre på Kensington High Street som i legetøjsforretningen Hamley´s mere supermarkedsagtige børnebogsafdeling – men jo ikke mindst i det holografiske hjørne i Trocadero, butikscentret på Piccadilly Cirkus. “Mirrorstone” har slået sig til tops ved sine effekter, ret så tomme – i form af nogle få ogsmå halløjholografiske spejlflader, i hvilke man kan se mystiske ansigter m.m. – når lyset falder på den rigtige “skæve” måde.

     Men det er unægtelig mere spændende, når skævheden er et kunstnerisk gennemstrømmende princip – og ikke som i “Mirrorstone” nogle påklistrede spejlpåhit. Og hos Puffin´s i Coven Garden – det charmerende kvarter med gadehandlere og gøglere – der bl.a. i den nærliggende Henrietta Street huser et af Londons velrespekterede forlag, Gollancz, med butik og et lille udstillingsvindue til gaden – fandt jeg så, på en af de sidste dage i London, bogen, som måske ikke var årets salgsmæssige hit, men som blev mit.

     Dér, hos Puffin´s, imellem talrige, slet ikke uspændende illustrerede udgaver af Dicken´s “A Christmas Carol”, fandt jeg så min Carroll, nemlig Lewis – forfatteren til Alice, i nyillustreret pragtudgave ved den estimerede engelske tegner Ralph Steadman, der har slået sig løs med en lang række vilde og skæve tegninger til Carroll´s tre berømte bøger, nemlig “Alice In Wonderland”, “Through The Looking Glass” og “The Hunting of The Snark” – ganske overdådigt illustreret, både kvantitetsmæssigt og kvalitetsmæssigt – i alt omkring 125 illustrationer, sort-hvide såvel som i ejendommeligt dæmpet-æggende farveschatteringer.

     Ralph Steadman påbegyndte sit arbejde med at illustrere Alice i 1968 – og jeg havde set en enkelt af hans illustrationer før – i “The Illustrators Of Alice” af Graham Ovenden og John Davis (Academy Edition, London 1972). I denne bog nævnes Steadman som “den første kunstner, der forsøger sig med en radikal genfortolkning”. Han var tidligere ude end både Salvador Dali og Max Ernst, der også har forsøgt sig. Og Steadman betragtes med rette som banebrydende moderne i det efterhånden store og verdensomspændende selskab af tegnere, der har nyillustreret Alice – i Skandinavien har vi bidraget til kulten med svenskeren Robert Högfeldt fra 1945 og danske Lilian Brøgger fra 1982.

     Moderne både i form og indhold er Steadman – her er Coca Cola-flasker og kubisme – og dobbelte billedopslag hvor højre halvdel er et fotografisk negativ af venstre, måske som en hilsen til forfatteren Lewis Carroll, der betragtes som lidt af en pioner inden for fotografering – her er satirisk brod imod tidens galopperende ejendomspriser – og de hjerterknægte, der maler dronningens roser røde, er arbejdere i fagligt møde, klædt i en spillekortdragt af Union Cards. Og tvillingeparret Tweedledee og Tweedledum er et par forretningsfolk fra City – og nogle gange er det som om Ralph Steadman leger “postmodernist” og blot giver sit forlæg, John Tenniels originale tegninger fra 1865, en halv Nelson. Men hvilken én! Der er et sprængt verdensbillede til forskel fra dengang bogen udkom i 1865, og dette sammenbrud viser Steadman – men han forholder sig faktisk samtidig loyalt til traditionen, han har fået fat i kimen hos Carroll og Tenniel, den anden side af de lyse sommerdage, den viktorianske tryghed på kanten til kaos – her hos Steadman orkestreret til det totalt søndersprængte, parodisk forvrængede.

     “I An Artist´s World Two And Two Make Five”, siger Raph Steadman i forordet til bogen, hvor han også taler om kunstnerens opgave med hensyn til at lade det fælles ubevidste komme til syne. At give det blot anede mæle – i streg eller ord.

     I en kunstners verden er 2 + 2 aldrig 4, men altid mindst 5! Det kunne godt have været et replikskifte fra Alice, hvor så mange skægge og skæve replikker finder sted – som f.eks. det berømte, hvor den hvide dronning fortæller Alice, at hun – da hun var i Alices alder – undertiden opnåede at tro på seks umulige ting før frokost – det gælder blot om at øve sig i utraditionel tænkning. Livet er ikke lutter logik. Hvad forfatteren Lewis Carroll ganske givet ville have skrevet under på – som måske bekendt var han matematikprofessor i Oxford til daglig – men fjolleonkel og eventyrdigter, når logikkens verden blev ham for trang.

Til te hos hattemageren – ni opskænkninger til den gale hals, Apostrof, 1985

Hvad er en god børnebog? Bøffelen til børnefødselsdag. For børn? – For voksne? For få knækkede halse og for mange flag på buddinger. Sætter vi vore børn i krukker? Alice i det ny verdensbillede. Alice – og den uskyldiges røst. Hvor virkelige er børn? – Hvor virkelig er en bog?

Forside: John Tenniel

  • Peter Mouritzens bog er det væsentligste og det mest originale, der er tænkt og skrevet om dansk børnelitteratur i mange år – Ove Kreisberg i Bogens Verden.
  • Umådeligt veloplagte og velskrevne essays. De fortæller egentlig ikke kun om børnelitteratur, men også om hans eget forhold til at skrive – May Schack i Politiken
  • Det er stærk vendsysselsk bjesk. Det kradser og det virker. Det er en sprogkunstner, der skriver. Det er elegant skrift i sig selv – Niels Mors i Information.

Kunsten at skrive – lille håndbog for skrivende folk, Hovedland, 1985

“Bliver der overhovedet brug for forfattere i fremtiden? Et vanskeligt spørgsmål, som måske bedst kan besvares med et modspørgsmål: Bliver der overhovedet nogen fremtid uden forfattere?”

Forside: Boye Willumsen

  • Mouritzen har skrevet en gennemført morsom bog om forfattere. Han tager veloplagt strøm på sit emne – Ulf Gudmundsen i Jydske Vestkysten