“Jeg skriver for ikke

at lave andre ulykker”

Tegning af Tom Kristensen

er den første billedbog på forlaget Peters SUB-PUB. I flere år har forfatteren Peter Mouritzen, der om sommeren bor i sit sommerhus i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, cyklet ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene m.m., der kunne ligne dyr. Forfatteren har fotograferet disse ”dyr” og givet dem øjne og sjæl, og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt, forunderligt liv.

I denne bog kan du møde Vraltefaks, Stygge Klumpen, Flodhesten Flab og mange andre. Måske kan bogen inspirere børn til selv at gå på opdagelse i naturen.

BILLEDBØGER – et udvalg

I billedbøgerne kommer Peter Mouritzens poetisk-sproglige evner allerbedst til udtryk. Mouritzens prægnante og finurlige sprog med ordspil, dobbeltbetydninger og skjulte litterære hentydninger kan selvfølgelig først og fremmest værdsættes af den voksne læser, men den kommer aldrig til at spærre for den barnlige tone.

Merete Møller Olesen i `At fortælle det onde – Om Peter Mouritzens forfatterskab´, Apostrof 2001.

Prop, illustreret af Lea Hebsgaard Andersen, Jensen & Dalgaard, 2016

I 2015 gik min hustru en lille tur her i Vrå. Jeg sad ovenpå og skrev, da jeg blev kaldt ned – af en fremmed damestemme! Der var en fremmed i huset! Det viste sig, at Birgit var fulgt hjem af en venlig dame, da min hustru på gåturen pludselig ikke kunne orientere sig, veje og fortov flød sammen, og Birgit havde dobbeltsyn. Det var en lille blodprop i hjernen, heldigvis forsvandt den hurtigt igen, det blev kun et par dage på sygehuset. Et stykke tid efter foreslog Birgit, at jeg skrev en historie om proppen. Jeg syntes ikke, at det var for børn, men da jeg kom til at tænke på dobbeltsyn og det ikke at kunne finde vej, skiftede jeg mening og skrev historien om Bob, hvis bedste fik en prop.

Her er jeg på BogForum sammen med Lea Hebsgaard Andersen

Da Fanden gik i fjorden, illustrationer Pia Halse, Alfa, 2011

“Der var engang, da jeg var barn, at hele vores hus var fyldt op med dyr.”

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Biblen er et skatkammer af fabelagtige fortællinger, og Peter Mouritzen gør et fremragende stykke arbejde, når han genfortæller historien om Noahs Ark i historien om drengen, der ikke ligesom sine kammerater skal ud at rejse i sommerferien – David Bernicken, Fyns Amts Avis

Ævlehovedet, illustreret af Otto Dickmeiss, Alfa, 2011

Kejserens sure tæer

I skolen lærer Mads, at H.C. Andersen skrev en masse eventyr. Men af sin farfar lærer Mads noget helt andet. Farfar siger, at det slet ikke var H. C. Andersen, der skrev de berømte eventyr – de blev skrevet af en ukendt digter ved navn Guffe Arnold Jensen! Men hvem er han?

  • Peter Mouritzen skriver veloplagt og godt som altid. Han kan vende op og ned på alting og få ordene til at hoppe drillesygt af sted, men han kan samtidig også lade dem rumme en lille snert af alvor – Karen Lise Søndergaard Brandt i Jyllands-Posten

Her er Inge Lise Moos´ undervisningsvejledning til `Ævlehovedet´- https://mitcfu.dk/pv/28857632.pdf

Bogen blev udmærket som en White Raven-bogen på Bologna-messen i 2013. Den er udvalgt som en af de 250 bedste børnebøger i verden.

The White Raven label is given to books that deserve worldwide attention because of their universal themes and/or their exceptional and often innovative artistic and literary style and design.

Knorken, illustreret af Søren Jessen, Apostrof, 2004

Der findes en vittighedstegning med en fortvivlet Charles Dickens, der står ved en bar og fortæller bartenderen, at han ikke kan finde på en ny historie. Dickens bestiller en drink, og bartenderen spørger Olive or Twist? Det er næppe sådan Oliver Twist blev til, men sandt er det, at forfattere lader sig inspirere af tilfældige impulser, ikke mindst sproglige. Jeg er jo ikke Dickens, men har også prøvet af blive slået af sprog. I nærheden af vores sommerhus i Blokhus er der en vej, Knorken. Den kunne jeg ikke stå for. Jeg måtte spørge mig selv: Hvad er en knork? Hvor lever de? Hvad gør de? Osv. Det blev til historien `Knorken´, En vej blev til et “vejvæsen”.

Det gale alfabet, illustreret af Rasmus Bregnhøi, Apostrof, 2004

Rasmus Bregnhøi tegnede den boggumlende ko fra `Det gale alfabet´ . Det er den tredje bog i Bindegal by-trilogien, de to andre er `Det gale vejr´ og `Kukken – det gale ur´, også illustrerede af Bregnhøi. `Det gale alfabet´ handler om et samfund, der forbyder bøger: “Tratterat! Tratterat! Smid bøgerne væk!/ De fantaserer, og lyver./ Læser køer mon bøger? Nej, de vil have kløver!/ De ved, hvad der gi´r et godt yver.” 

Hr. Pippeli-Poul, illustreret af Rasmus Juul, Apostrof, 2004

Pas på dine ører! Spær øjnene op!

Kryds fingre! Sig syv, ni, tretten!

Historien går over stok og sten,

om en mand med pip i kasketten.

  • Det er godt nok utroligt, hvad der kommer ud af historier fra den nordjyske tænketank i Vrå. Den bestyres som bekendt helt uregerligt af Peter Mouritzen, der er i sin tredje trodsalder – Steffen Larsen i Politiken
  • I starten var det sære, grumme fortællinger, Mouritzen fordrejede børnenes hoveder med; i de senere år har han, med den lykkelige skævvriden i behold, kastet sig over den svære genre rim & remser. I efteråret udkom rim & remsen HrPippeli-Poul med skarpe, omhyggeligt flippede tegninger af Mouritzens faste makker fra den nye, viltre illustratorgeneration, Rasmus Juul – Lars Bukdahl i Weekendavisen

Tretten tykke tøndemænd – fjas og fjantasi, illustreret af Rasmus Juul, Apostrof, 2003

Digter Våse ville vise
han ku´ skrive alle sprog,
også dem der ikke fandtes.
Han var ikke rigtig klog.

Han skrev digte på barbarisk,
grisehylsk og kattejamsk.
Han skrev digte på spagettisk,
gotisk, græsk og flûtisk fransk.

Han skrev digte på turbanisk,
kaudervælsk, kartoffeldansk,
på pyramisk, på piratisk
og på tyrefægterspansk.

Spilopperne – et tosset orkester, illustreret af Rasmus Juul, Apostrof, 2002

Obo-ko tegnet af Rasmus Juul til min historie om `Spilopperne – et tosset orkester´.

Bummelum, illustreret af Søren Jessen, Apostrof, 2001

“Der var en heks i Hule skov. Hun var gift med røver Rov. De fik et barn. Det var en dreng. Om halsen havde han en tromme i snor og stikker i stedet for pegefingre.”

  • Spær øjnene op og stil antennerne ind på en absolut unuttet billedbog. Bag den tilforladelige titel ‘Bummelum’ gemmer sig en ualmindelig historie, som både sprogligt og visuelt fortælles med voldsomt temperament – Dorte Hygum Sørensen i Politiken

Klostermosters dansedøtre.

Kukken – det gale ur, illustreret af Rasmus Bregnhøi, Apostrof 2001

Det nitte,
det natte,
og de der har hatte, skal kysse en kat, inden otte.
Hvis ikke I gør det,
går tiden i kuk –
og så kan I nok ikke nå det.

Det gale vejr, illustreret af Rasmus Bregnhøi, Apostrof 2000

“I Hansens træ/sad der en ko./I naboens, Nielsens,/sad der to./De strikkede flittigt, og talte om tyre./De syntes tyre var flotte fyre./De talte om tyren Frederik./Den ene syntes han var en strik./Den anden syntes han var en flab./Det var den rene kogalskab.”

Gider ikke! illustreret af Søren Jessen, Apostrof, 2000

Øfgøffen, tegnet Søren Jessen fra `Gider ikke!´, historien om den vrede ged Gidrik, der bliver ædt af Gedeslugeren, og som møder adskillige grufulde skabninger nede i Gedeslugerens mave, Kokkelokken, Pullimutten, Krabbenappen, Rænkelænke og Øfgøffen som sagt. Bogen var en fest at skrive – og illustrere (sagde Søren). Bogen er en af mine personlige favoritter blandt mine billedbøger. Og Søren modtog Kulturministeriets Illustratorpris for sine tegninger.

Kaptajn Klaptorsk, illustreret af Lisbeth Eugenie Christensen, Apostrof, 1998

Lisbeth Eugenie Christensen illustrerede bogen om Krokomil og Krokomorfar og den farlige krokodillejagt på Kaptajn Klaptorsk. Historien var inspireret af, at jeg som førstegangsmorfar gik aldeles over gevind og arrangerede en krokodillejagt ved Furreby bæk nær Løkken sammen med mit barnebarn Emil. Han er i dag 30 og har stadig mareridt. 

Nej sagde Kaj, illustreret af Søren Jessen, Apostrof, 1998

Søren Jessen illustrerede Trods-trilogien, den første var `Nej sagde Kaj´, den anden `Gider ikke!´ og den tredje `Bummelum´.

Oversættelse – Dovendidrik, af Jeanne Willlis, med illustrationer af Tony Ross, Forum, 1997

“Et dovendyr svang sig i træets top.
Han sov der, og gik med sin dovenkrop.
Han var doven som få, for hvert skridt han tog
gik han to skridt tilbage, for at falde til ro.”

Til mit børnelitterære virke hører også oversættelser af udenlandske børnebøger. Her har jeg oversat `Sloth´s Shoes´ af Jeanne Willis, illustrationer Tony Ross.

*

*

*

Oversættelse – Rappe fabler af Æsop, af Vivian French, med illustrationer af Korky Paul, Forum, 1997

Til mit børnelitterære virke hører også oversættelser af udenlandske børnebøger. Her har jeg oversat `Aesop´s Funky Fables´ af Vivian French, illustrationer Korky Paul.

*

*

*

Cirkus Lurifax, illustreret af Bo Odgård Iversen, Apostrof, 1993

Om den onde tryllekunstner Max, der ødelægger de andre cirkusartisters numre. Men så bliver cirkusdirektør Lurifax rasende.

  • Peter Mouritzen er kendt for at lave kontroversielle, undertiden chokerende anderledes bøger. Denne moralske historie føjer sig smukt til forfatterskabet – også pga. tegnerens satiriske og diabolske streg – Marianne Gade i Politiken
  • Nyt fra landets bedste billedbogsfortæller … CIrkus Lurifax er den bedste nye billedbog, jeg har trukket op af hatten for mine børn i år – Jan Thielke i Helsingør Dagblad

Cirkus Lurifax var Bo Odgård Iversens debut som billedbogsillustrator. i forbindelse med udgivelsen i 1993 skrev jeg et lille stykke om forfatterens forhold til illustratorer. Læs her –https://hosmouritzen.blogspot.com/2011/03/jeg-er-ikke-tegner-om-mit-liv-som.html

*

*

*

Oversættelse – Kalle Kødben, af Jonathan Long, med illustrationer af Korky Paul, Apostrof, 1992

“Her er Kalle Kødben – en glemsom hund,

som ikke kan huske fra snude til mund.”

Til mit børnelitterære virke hører også oversættelser af udenlandske børnebøger. Her har jeg oversat `The Dog That Dug´, af Jonathan Long, illustrationer af Korky Paul.

*

*

*

Nysehornet, illustreret af Claus Deleuran, Apostrof, 1991

En almindelig søndag aften midt i 80erne, ægteskabelig aftenkaffesnak. – Hvad skal du lave i skolen i morgen? spurgte jeg Birgit. – Lære børnene bogstavet N, svarede min hustru. Hun havde en førsteklasse dengang. Jeg begyndte at fabulere, nisse, næsehorn – så nøs jeg, og det n´te med – Nysehorn. Så var den historie der. Claus Deleuran ville gerne illustrere, men da han tegnede Danmarkshistorien til Ekstra Bladet hver lørdag, tog det sin tid. Fem år faktisk. Vi holdt nysehornsfest i Vrå, da bogen endelig udkom. Men lykkeligt at det blev Claus Deleuran, han nåede ikke så mange børnebilledbøger, vist kun tælleremsen `Klokken tolv er jeg en trold´ og `Den tykke kat´, og han døde jo desværre tidligt, som 49-årig i 96.

De første skitser fra Claus Deleuran. Som nævnt ovenfor arbejdede Deleuran med tegninger til Danmarkshistorien i Ekstra Bladet og – som han skrev til mig – så giver billedbogstegninger sit eget rod, og to slags rod var for meget, men nu havde han fået en computer, så gik det bedre, den kunne bedre rumme rod. `Nysehornet´ er nemlig computertegnet. Den første computertegnede billedbog i billedbogshistorien? Måske.

*

*

*

Opfinder Ole, illustrationer Jon Ranheimsæter, Apostrof, 1991

I begyndelsen af 80erne skulle jeg finde en illustrator til min højtlæsningsbog`Viktor, Viktor, vågn nu op!´, der var antaget hos Gyldendal. Jeg lånte `Tegnebogen´ på bibloteket. og fandt en tegner …med et mystisk navn, Jon Ranheimsæter. Tolv kalenderblade til et privat firma var Jons bidrag til bogen, han var endnu et ubeskrevet blad børnebogssammenhæng. Karen Margrethe Henriksen (senere Fromberg), der var Gyldendals børnebogschef, var med på at give ham chancen. Resten er historie. I 1991 illustrerede Jon min billedbog om Ole, der opfandt ting. Jeg skal lige love for, at det blev drengeløjer!

  • Opfinder Ole er – eller bør blive – en ny-klassiker på linie med Lange Peter Madsen og Spørge Jørgen – Søren Vinterberg i Politiken

Forfatteren og Jon Ranheimsæter til Gyldendals reception i 2014.

*

*

*

Femøresfødselsdagen, illustreret af Suzanne Ancher Mogensen, Apostrof, 1989

SAM, dansk-canadier, illustrerede min billedbog `Femøresfødselsdagen´ en nostalgisk historie om dengang man kunne få alting og hele verden for en femøre. Suzanne rejste som ung til Canada, men vendte tilbage til Danmark i firserne og kom i kontakt med min daværende forlægger Ole Thestrup, Apostrof. På den måde blev hun min illustrator til nævnte bog. Jeg husker, at Hans-Henrik Ley fra DR tog flyveren fra København og en taxa til Vrå for at interviewe mig om bogen, det var andre tider! Ley var i øvrigt en fortræffelig jazzpianist, der havde spillet sammen med Erik Moseholm og Max Brüel. Vi var lige ved at komme op at toppes, da jeg kom til at sige, at jeg godt kunne lide de gamle Disney-tegnefilm. Ley, der ikke kunne lide Disney, spruttede og spurgte, om jeg vidste, hvad Disney-tegnerne var? Det vidste jeg ikke, men jeg fik klar besked. – Frustrerede lyrikere, hvæsede Ley. Men da han tog taxaen tilbage til lufthavnen, var vi dog blevet rimeligt gode venner igen. Suzanne Ancher Mogensen rejste tilbage til Canada, jeg ville egentlig gerne have brugt hende igen senere, men hun var ikke til at finde derovre. Canada er jo også stor med vildmark og jeg ved ikke hvad. Forhåbentlig er hun stadig i live og har det godt. Suzanne illustrerede for resten også min serie på seks bøger for de første læsere, Filurifaks-serien, der blev belønnet med Kulturministeriets Initiativpræmie. Her er Finn med fut i –

*

*

*

Skygge-Per, illustrationer Irene Hedlund, Apostrof, 1987

Irene Hedlund illustrerede min fortælling om bangebuksen Skygge-Per, der var bange for sin egen skygge. Skyggen var dog også en bangebuks, så de var to bangebukse, der gik ud i verden for at blive modige. Men ak – en natkat kan være slem nok, men en kats natskygge! Det er i skyggen, det sker.

*

*

*

Sig noget, Petter!, illustreret af Per Tønnes, Apostrof 1986

Per Tønnes illustrerede min første billedbog i 1986. Om den lille, tavse dansker Jens Peter. Han sagde aldrig et kvæk! Det viste sig at være en farlig bog for forfatteren, under oplæsning på en skole blev en mor så vred, at hun angreb mig og kastede bogen i hovedet på mig. Heldigvis var den ikke indbundet! Jeg overlevede, men moderen blev bortvist fra skolen. Flot modtagelse af Marianne Gade i Politiken og af Henning Mørch Sørensen i Information, men så blev bogen slagtet af begge lektører, såvel af børnebibliotekaren som af skolebibliotekaren. Den var ikke noget for børn! Og dermed var bogen gjort ligeså tavs som Jens Peter. Dog – den er blevet meget populær blandt gadebørn i Chile! Det er et biblioteksprojekt, Bibliotek Alegre i Valparaiso, der har præsenteret den for børn i udsatte områder.