www.petermouritzen.dk

Skriv til mou@mail.tele.dk

HØJTLÆSNING

En tosset dag i zoo – en røverhistorie, tegninger af Bo Odgård Iversen, Apostrof, 1995

  • Det er vel kun Mouritzen, der kan flikke sådan en historie sammen og gennemføre den i overbevisende stil – Steffen Larsen i Aktuelt

Oprindelig var historien et teaterstykke i fri luft i Aalborg Zoo, hvor skuespillerne og publikum i takt med handlingen bevægede sig rundt til forskellige dyr. Det var Flemming Lindvang fra Det Hem´lige Teater i Aalborg, der i 1994 fik ideen til at lave sådan et teater for dyr, som han kaldte det. Flemming bad mig skrive stykket, og senere skrev jeg det lidt om til bog.

Som forfatter skal man være modig og kunne gå ind til elefanter! Research hos elefanterne sammen med Susanne Solskov fra Aalborg Zoos skoletjeneste og Flemming Lindvang, Det Hem´lige Teater.

Kartoffel-Kaj & Co. Fem historier fra Fjolleby og omegn, illustreret af Jørn Særker Sørensen Apostrof, 1994

Bangebukseklubben. Kartoffel-Kaj.

Hr. Suresen. Vuf.

Fjolleby Fjolle.

I Fjolleby Fjolle,
hvor skøre folk bor, har alle damer skæg.
Og høner galer solen op,
og haner lægger æg.

Oversættelse – Bjørnen som ikke var en bjørn, Apostrof, 1986

At oversætte klassikere har også hørt med til mit arbejde i børnelitteraturen. I 1986 oversatte jeg Frank Tashlins klassiker `The Bear That Wasn´t´ – om bjørnen, der lægger sig til at sove vintersøvn i en hule i og vågner op – i en fabrik, der i mellemtiden er blevet bygget i skoven! Bjørnen kan ikke overbevise nogen på fabrikken om, at den er en bjørn. Alle – fra værkfører til direktør – tror, at bjørnen er en fjollet fabriksarbejder, der bare går i pels og trænger til at blive barberet.

Marie, Marie, Marolle … Illustreret af Henning Knudsen, Apostrof, 1984

Henning Knudsen var en begsort, misantropisk bladtegner for den daværende Aalborg Stiftstidende. Ved sin død efterlod han nogle akvareller af mariehøner. Hans enke, Sanne, kom i forbindelse med mit forlag Apostrof, der foreslog, at jeg skrev en historie til billederne. Jeg fandt en narrativ orden og skrev “Marie, Marie, Marolle …”

  • En filosofisk tekst, der også gør bogen til lidt af en voksenbog – Midtjyllands Avis

Oversættelse – Tøjkaninen, af Margery Williams, med illustrationer af William Nicholson, Apostrof, 1984

At oversætte klassikere har også hørt med til mit arbejde i børnelitteraturen. I 2022 var det 100 år siden Margery Williams´ smukke historie `The Velveteen Rabbit´ så dagens lys. I 1984 oversatte jeg den for forlaget Apostrof, den kom til at hedde `Tøjkaninen´ på dansk. Jeg husker det som et dejligt arbejde i sproget, den var skrevet på et smukt engelsk, der lå godt til en dansk oversættelse. Dansk er faktisk et rigt sprog at arbejde på. Jeg var stolt af den sproglige korrespondance originalteksten og oversættelsen imellem. Lidt gammeldags, men fuld af sjæl. Bogen handler om en tøjkanin, der får liv, fordi den er elsket af en dreng. Tolv år senere blev den oversat på ny til dansk hos forlaget Klematis med titlen `Fløjlskaninen´. Jeg husker ikke, hvem oversætteren var. Og jeg har ikke læst den udgave. Så jeg er herligt fri for at rose eller rise mig selv.

Margery Williams

Viktor, Viktor, vågn nu op! Tegninger af Jon Ranheimsæter, Gyldendal, 1982


Jon Ranheimsæters første børnebogsillustrationer.

– en fremragende børnebog, skrev Information.