PÅ HJERTE

I dag har jeg besøgt min gamle ven skomageren i Kryle Klit. Han er pensioneret, men har et lille værksted, hvor han stadig sysler med skotøj. Vi sidder i værkstedet og taler om sko, læder, såler, sværte, læst. Jeg har af og til en bog med til hans børnebørn. Vi spiller begge skak, men vi spiller ikke mod hinanden, det skal ikke komme imellem os. I dag lærte han mig at snøre sko ordentligt. Hvis I tror det er let, må I tro om. Jeg havde mine vandresko på, med seks huller, og det pinte ham at se, hvordan jeg gik gennem livet med forkert snøring. Snøring er en videnskab. Snøringen skal gribes an på en bestemt måde. Skomageren viste mig først kunsten, og jeg forsøgte mig så selv, og det lykkedes. Men det betyder ikke, at jeg kan huske det til næste gang, for som sagt er det betydeligt vanskeligere end man tror. Jeg er altid velkommen tilbage til et repetitionskursus. En forsåling kan også komme på tale. Men skak spiller vi ikke, det skal ikke komme imellem os. Sko er nok. Vi er enige om, at livet skal gå i godt skotøj. Ordentlig snøret.

Det er kun sket én gang i mit forfatterliv; men for omkring 15 år siden mistede jeg en tekst på computeren. Det var en novelle. Af en eller anden grund kom jeg til at slette den og har ikke kunnet finde den igen. Som årene er gået er den blevet bedre og bedre i takt med at jeg husker mindre og mindre af den. Jeg er nu ikke i tvivl om, at det er den bedste novelle jeg har skrevet. Det er en skam, at man ikke mister flere historier af den styrke. Sikke en bog man ikke kunne udgive!

 

 

 

 

Vor gamle far - æret være hans minde - havde et dilemma med hensyn til at fjerne det visne juletræ. Problemet kunne minde lidt om problematikken i John Galsworthys drama `Loyalties´: den loyalitet man udviser kan kollidere mod en anden loyalitet, man kan ikke altid være loyal over for noget uden at være illoyal over for noget andet. På samme måde med lov og orden. Da far ikke ville slæbe juletræet med dryssende nåle gennem stuen ud på trappen, ind i elevatoren og ned i kældergangen og videre den lange vej ud i kældergården, hvor de brugte juletræer samledes til bortkørsel, med en hale af visne nåle efter sig, gjorde han det, der var usædvanligt for en lov&orden mand, der oven i købet var kompagnichef i Hjemmeværnet! Ved midnatstide tog han juletræet med et snuptag ud på altanen - vi på boede på fjerde sal ved Brolandingen i Nørresundby - forvissede sig om, at der ikke var nogen på gaden nedenunder - og lod det falde! Så røg han selv som en raket ud i elevatoren, ned på gaden, fik fat juletræet og slæbte det ned i kældergården. Nok undgik han ikke nåledrys på fortorvsstykket, men ikke i ejendommen, som han i sin egenskab som sparekassebestyrer var inspektør for, det var sparekassens ejendom, og ejendommensregulativet (som far selv havde forfattet) forbød drys fra juletræer og nedkastning af brød til fugle fra altaner og meget andet, men ikke nedkastning af gamle juletræer, for som far sagde var der ingen grund til at skrive det, da ingen i deres vildeste fantasi kunne finde på noget sådant. Så i min barndom i 50erne i Nørresundby, kunne man på Brotorvet 1. nytårdag klokken 12 midnat se et faldende juletræ fra 4. sal. Ak ja, disse minder.

Som tiden dog går! I dag søndag for en uge siden fyldte jeg 70. Med den fart tiden har, risikerer man at runde de 100 på mindre end 30 år! Nå. Man må være tilfreds med den alder man har og den man er - ligesom Monsieur Jaques, som vi besøgte på min fødselsdag i parken ved Kröller-Müller Museum i Otterlo i det hollandske bibelbælte 90 kilometer fra Amsterdam. Monsieur Jaques hviler i sig selv, uforstyrret af tid og tand. Måske er det derfor han er en meget populær mand. For det er han. Skabt af kunstneren Oswald Wenkebach. Kan man drage en lære af det? Måske. Når du begynder at føle dig gammel og stiv i alle lemmer, så stil dig op og forestil dig, at du er støbt i bronze. Gud skabte os alle som enestående. Sådan vil jeg gerne tolke Monsieur Jaques. Mon frere. Mon ami.

Stjerner hører til på himmelen, ikke i litteraturanmeldelser. Læsere af litteratur kan - eller burde kunne - læse og forstå en litteraturanmeldelse, de er jo ikke analfabeter der kun kan tælle tegn. Der er ved stjernebedømmelse såvel en indirekte foragt for læserens intellekt som en hån over for forfatteren, der umyndiggøres, som var denne et skolebarn der får stjerner i sit opgavehæfte. At kræve stjernebedømmelse er for resten også en hån over for den seriøse anmelder, der kan læse, tænke og formulere sig præcist, en sådan behøver da ikke også afgive stjerner for at udtrykke sin mening om bogen, han eller hun har jo allerede med sine ord sagt, hvad der skal siges. Og hvis vedkommende er god, får man som læser et langt bredere og mere nuanceret billede af bogen end et antal stjerner kan udsige. Men i det øjeblik der er afgivet stjerner, fokuserer man på dem, og kun på dem. Pludselig er et litterært værk deltager i en pop-konkurrence! Og der går inflation i skidtet; engang var det bedste trestjernet, f.eks. hoteller. Og spisesteder. Det var en fast målestok i mange år. Tre stjerner, så kunne det ikke blive bedre. Sådan er det ikke mere. Flere og flere stjerner skal der til, og flere og flere forfattere får flere og flere stjerner, og ingen vinder det spil. Men der går aldrig inflation i ord, hvis de er brugt med omtanke, talent og professionalisme. Det gælder både forfattere og anmeldere.

Nyeste kommentarer

12.06 | 09:19

Virkelig godt skrevet! Vi arbejder med dine bøger i skolen, og vi skulle læse om dig. Jeg skrev ned hvad jeg fandt. Nu siger min lære jeg skal fremlægge det...

...
29.03 | 10:14

du er så god skriv en ny historie. jeg har læst hele novellesamlingen hugormens hoved lav en ny bog så er du sød

...
12.03 | 12:05

jeg vil anbefale dig at læse Karen Lise Søndergaard Brandts gennemgang`Om handling komposition og tid´i Dansklærerforeningens bog `Stjernebilleder Bind II´.

...
12.03 | 09:05

Hej!
Jeg er lærerstuderende og vil gerne arbejde med din historie "det usynlige". Jeg vil gerne spørge, hvilke tanker du har gjort dig omkring de tre teksttyper

...