PÅ HJERTE

Som tiden dog går! I dag søndag for en uge siden fyldte jeg 70. Med den fart tiden har, risikerer man at runde de 100 på mindre end 30 år! Nå. Man må være tilfreds med den alder man har og den man er - ligesom Monsieur Jaques, som vi besøgte på min fødselsdag i parken ved Kröller-Müller Museum i Otterlo i det hollandske bibelbælte 90 kilometer fra Amsterdam. Monsieur Jaques hviler i sig selv, uforstyrret af tid og tand. Måske er det derfor han er en meget populær mand. For det er han. Skabt af kunstneren Oswald Wenkebach. Kan man drage en lære af det? Måske. Når du begynder at føle dig gammel og stiv i alle lemmer, så stil dig op og forestil dig, at du er støbt i bronze. Gud skabte os alle som enestående. Sådan vil jeg gerne tolke Monsieur Jaques. Mon frere. Mon ami.

Stjerner hører til på himmelen, ikke i litteraturanmeldelser. Læsere af litteratur kan - eller burde kunne - læse og forstå en litteraturanmeldelse, de er jo ikke analfabeter der kun kan tælle tegn. Der er ved stjernebedømmelse såvel en indirekte foragt for læserens intellekt som en hån over for forfatteren, der umyndiggøres, som var denne et skolebarn der får stjerner i sit opgavehæfte. At kræve stjernebedømmelse er for resten også en hån over for den seriøse anmelder, der kan læse, tænke og formulere sig præcist, en sådan behøver da ikke også afgive stjerner for at udtrykke sin mening om bogen, han eller hun har jo allerede med sine ord sagt, hvad der skal siges. Og hvis vedkommende er god, får man som læser et langt bredere og mere nuanceret billede af bogen end et antal stjerner kan udsige. Men i det øjeblik der er afgivet stjerner, fokuserer man på dem, og kun på dem. Pludselig er et litterært værk deltager i en pop-konkurrence! Og der går inflation i skidtet; engang var det bedste trestjernet, f.eks. hoteller. Og spisesteder. Det var en fast målestok i mange år. Tre stjerner, så kunne det ikke blive bedre. Sådan er det ikke mere. Flere og flere stjerner skal der til, og flere og flere forfattere får flere og flere stjerner, og ingen vinder det spil. Men der går aldrig inflation i ord, hvis de er brugt med omtanke, talent og professionalisme. Det gælder både forfattere og anmeldere.

Det er utroligt, hvad der forskes i. Det skulle nu være bevist, at indtagelse af smertestillende piller som f.eks. Panodil gør en mindre empatisk over for andres lidelser. Jeg vil foreslå, at man spiser øllebrød til. Det skulle gøre en mere barmhjertig.

Holbæk seminarium i slutningen af 90erne. Jeg havde lige udgivet "Nej sagde Kaj", som var på programmet i en klasse på Holbæk seminarium, hvor jeg var gæsteforfatter. En af de lærerstuderende - en mor i 30erne - kunne ikke lide bogen, som jeg fortalte om. Den pågældende studerende redegjorde for, hvorfor hun aldrig ville læse den bog for sin søn. Hun var velbegavet, velformuleret - og meget sympatisk. Hun gav mig kredit for mit foredrag, men understregede, at vi aldrig kunne blive enige. Det var jeg enig i! Med et moderne udtryk havde der således udspillet sig en dialog (som er et udtryk og et begreb jeg foragter, da det i dagens Danmark praktiseres som hundsk underkastelse). Man kunne også bare kalde det en debat, det der foregik på Holbæk sem dengang. Jeg gik fra seminariet med en dejlig fornemmelse af, at vi begge havde opført os demokratisk værdige. Ingen af os gav sig en tomme, men vi var indforståede med, at dette var demokratiets spilleregler, og at påvirkning af meninger og holdninger var noget der måtte udvikle sig i en fri og åben samtale og naturligt over tid og ikke noget der skete under pres her og nu. Den studerende var for, at jeg kom. Det samme var seminarielæreren, der jo også havde inviteret mig. Sådan skal det være. Og derfor er det med stor beklagelse, at jeg erfarer, at der er lærere i dag, der giver efter for et øjeblikkeligt pres med hensyn til at læse litteratur og se film, der måtte være krænkende for følsomme sjæle, af angst for at støde et magtfuldt mindretal. Så jeg må gentage, hvad jeg sagde dengang i klassen på Holbæk om Nej sagde Kaj. Den handler om at tale Roma midt imod, at have denne civilcourage. Og det gælder stadig og til alle tider -

Jeg er meget bekymret i dag, jeg er ikke rigtig klar over hvad. Men det skal nok komme. I 1978 udgav jeg digtsamlingen "Nedtælling til en ny dag", hvis forside afspejlede tidens rædsel for istid. Hvilket også et par digte gjorde. Til min skuffelse indtraf istiden ikke, men heldigvis er nye bekymringer kommet til. Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på et rejseessay af forfatteren D.H. Lawrence, som han udgav tilbage i 1928. Det handlede om et par bekymrede, engelske damer, der opholdt sig i et smukt italiensk landskab, som de ikke nød, for de bekymrede sig om Mussolini. Essayet hed "Overearnest Ladies", og det blev senere, i 1952, trykt på dansk i tidsskriftet Heretica med titlen "Ubekymrethed". Det var et essay, der skabte debat, også internt i redaktionen, Frank Jæger (og vist nok også Jørgen Gustava Brandt) var enige med Lawrence i hans ironisering over de evigt bekymrede damer, der ikke kunne nyde livet og se skønheden for bekymrings-syge, hvorimod Tage Skou-Hansen betragtede Lawrence´s holdning som ansvarsforflygtelse. Ak ja. Men som sagt - i dag er jeg bekymret som en ældre, engelsk lady. Det gode vejr er på vej væk, det er blevet overskyet og koldere i Blokhus, og det skulle såmænd ikke undre mig om der kom en istid inden frokost.

Nyeste kommentarer

29.03 | 10:14

du er så god skriv en ny historie. jeg har læst hele novellesamlingen hugormens hoved lav en ny bog så er du sød

...
12.03 | 12:05

jeg vil anbefale dig at læse Karen Lise Søndergaard Brandts gennemgang`Om handling komposition og tid´i Dansklærerforeningens bog `Stjernebilleder Bind II´.

...
12.03 | 09:05

Hej!
Jeg er lærerstuderende og vil gerne arbejde med din historie "det usynlige". Jeg vil gerne spørge, hvilke tanker du har gjort dig omkring de tre teksttyper

...
07.02 | 12:02

Hejsa du er en god forfatter. Jeg
vil faktisk også være forfatter

...