PÅ HJERTE

Her er 6. udgave af Alice, People´s Edition, altså den bog folk læste i perioden efter udgivelsen i 1865. Bogen er fra 1896 med forord af forfatteren Lewis Carroll, der lidt undskyldende fortæller, at bogen er sat med ny typografi. Han er bekymret for, at de, der ejer udgaven med den oprindelige typografiske opsætning, skulle rynke på næsen. Den anden bog, som jeg holder, er Alice Through The Looking Glas, den fremragende opfølger, den med Klumpe Dumpe og Jabberwocky, fra samme tid.
Den helt originale Alice, Alice´s Adventures Under Ground, findes kun i ét eksemplar, håndskrevet og med klodsede tegninger af forfatteren selv. Man kan se den på British Museum. Carroll skrev den efter den berømte rotur på floden Isis i Oxford i juli 1862, hvor han digtede historien (i grove træk) for Alice og hendes søstre. Han skrev den ned senere og gav den som julegave samme år til sin lille muse, Alice (Liddell), datter af Dean Liddell, Oxford, hvor Carroll var ansat som matematiklærer. Carrolls rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, men han brugte et pseudonym til Alice-bogen, fordi det var lidt flovt som Oxford-lærer at skrive børnebogspjat. Også selv om det blev den mest læste bog i den vestlige verden næst efter Biblen.
I den viste version er det John Tenniel, der har tegnet. Han var oprindelig vittighedstegner hos Punch, men er nu en legende for sine illustrationer til Alice og blev adlet, Sir John T.
Datidens pris for den bog jeg sidder med opgives til Half A Crown. Og den er trykt hos MacMillan, til hvilket forlag Carroll gav strenge, skriftlige ordrer om hvordan bøgerne til ham skulle pakkes og snøres med snor. Han var pedant. Åh ja, alle de vidunderlige (litteratur)historier!
Fik bøgerne som gave til min 50-års fødselsdag i 1996, af Ejgil Søholm, der på et kort skrev et Inspiratonslimerick: "Når vor Filurkat knurrer i sit bordbur/ og altet durrer mørkt i mol og morddur/ går mus i hi i Vrå/ og urene i stå .../ Der ventes åndeløst på næste ordtur." Alice døde som 82-årig i 1934. Men "Alice" er udødelig.

Rottefængeren bankede på klokken otte i morges. Du må have kørt hele natten, sagde jeg. Hvad jeg mente med det? Jo, der er lang vej fra Hameln. Han kontrollerede fælderne, som han tidligere havde stillet op. Der var en enkelt halsbåndsmus. Men det er et fremskridt fra sidste gang, da var der kun en dræbersnegl i fælden. Det går den rigtige vej, sagde rottefængeren. Så bankede han mig på panden og lyste mig i øjnene. Det gælder om at få dem lokket ud, sagde han til afsked. 

Man kan godt være børnebogsforfatter uden bog. Cyklede i klitplantagen og passerede en familie på gåben, far, mor og to børn. Hej, hej, hilste vi.Et stykke længere borte stoppede jeg for at fotografere et træmonster, det gør jeg tit når jeg cykler i skoven. Mens jeg stod der, indhentede familien mig. Det er en skovkrokodille, sagde jeg. De er sjældne her på egnen. Moderen så først på mig, som om jeg var en galning, så sagde hun: Eller en kæmpe gedde, der er steget op af skovsøen. Børnene så forbløffede på deres mor. Da jeg cyklede videre, råbte børnene efter mig: Tak og god tur. 

Fordomme: Faldt på nettet over et billede af Miss Danmark 1964. Susan Holmquist. Jeg gik på Katedralskolen i Aalborg sammen med Susan (ikke i samme klasse), og vi unge hanhunde nøjedes med at kaste stjålne blikke efter hende i skolegården. vi turde naturligvis ikke nærme os hende, vi vidste jo at vi ikke havde en chance, og derfor talte vi ikke pænt om hende, rønnebærrene er som bekendt sure. Men så en dag kort før studentereksamen skete der det, at jeg og en kammerat kom til at sidde ved samme bord med Susan på Duus i Aalborg, hvor vi katedralskole-elever ofte fejrede alting og en bajer. Vi to forlegne drengerøve var alene med gudinden, alle andre var gået, og se - hun viste sig at være ukrukket, sød, sympatisk og en klog pige. Hun gik ikke, men blev siddende og snakkede med os som ligemænd, som om vi bebumsede drenge var noget værd, vi snakkede om skolen og om fremtiden, vi var jo på vej ud i verden. Jeg ved ikke, hvordan det er gået hende, men jeg håber det bedste, for jeg tror faktisk ikke at smukke kvinder altid har det let. Hvad jeg lærte i den time på Duus uden for den sorte skole var, at et smukt ydre godt kan være et spejl for indre skønhed. 

(PS. Efter at have skrevet dette erfarer jeg, at Susan døde i marts 2019 i Barcelona, hvor hun boede).

Da jeg skrev Haltefanden i 84, blev bogen læst op i Nordjyllands Radio. En mor blev krænket på sin søns vegne. Han haltede. Redaktøren på Syvti (som programmet hed) forklarede moderen, at forfatteren selv var handicappet af børnelammelse og som barn gik med skinner på benet. Så faldt sagen til ro. Moderen mente måske, at hun kunne krænke mig, hvis hun fremturede. Der opstod i hvert fald en usikkerhed. Jeg kom til at tænke på, om man som forfatter godt må skrive om handicap, der kan krænke, hvis man selv er et offer for en sygdom. Halt, stammer, døv, blind og lign. Det var bare en strøtanke. Som barn var jeg som sagt fysisk handicappet med benskinner og ortopædisk fodtøj, men jeg følte mig sjovt nok ikke krænket, når jeg læste Skatteøen med Long John Silver. Det faldt mig overhovedet ikke ind. Måske havde jeg allerede dengang en ret til at blive krænket og kunne få forbudt Stevensons klassiker. Jeg så ikke min chance, da jeg havde den!
 

 

 

Nyeste kommentarer

08.12 | 08:43

hej

...
09.09 | 10:31

hej

...
23.04 | 09:06

hej emma;)

...
20.03 | 16:54

Goddag

...