-mit skriveværksted
INGENTING
Jeg har travlt med
ingenting.
Ingenting
er det mest tidskrævende af
alt.
Alt er intet
sammenlignet med
ingenting.
Noget
er noget helt andet.
Ikke noget for mig.
POETIK
I morgen
vil jeg skrive et digt om i går
i går er i dag i morgen
vil jeg skrive et digt om i dag
det er det jeg gør
nu
rettidig omhu
er min poetik
TIL UNGE POETER
Vær ikke forfængelig!
Skriv kun på
bagsiden af
spejle.
Der er ord,
der er poesi.
Strømpeål
hører ikke
til den kategori.
Det er et ord,
der kræver sokkeholder
blot for at holde sig oppe.
Intet digt
in spe
med respekt for sig selv
bruger sokkeholder.
Versefødder går barfodet
uden sko og sokker
i al slags terræn,
over stok og sten,
gennem ild og vand,
anapæster, daktyler
jamber, trokæer,
digte i fri dressur
går og går
i al slags vejr,
indtil de finder
Myslingen.
O, Mein Dada,
du,
sabotør af skrift,
når jeg skriver,
lad min hånd bevæge sig
som en beruset krabbe
på et klaver
med klapre tangenter.
O, Mein Dada,
du,
kreatør af skrift.
HVOR
er mine
bogstaver?
De ligger i skuffen
og spiser ost.
Hvor er mine ord?
De flyver rundt i stuen
og skider myg.
Hvor er mine sætninger?
De flafrer om i skingre skove.
Vildsvin æder dem.
Jægere drikker te
brygget på brændenælder
i heksens hus.
De grønne mænd er tavse
som et digt,
der ikke er skrevet.
Hvor er digteren?
Mæt af pandekager.
Ædt af heksen.
AT DIGTE
Væk ikke
de slumrende basuner!
At digte er
at barbere en ballon
uden at sprænge
stilheden.
STYKKE MED SILD
Jeg klipper mine tanker
i stykker
med en saks af sild.
KÅGEBOG
Og så var der digtet,
der gik i en gryde
med tikkende duer,
klaverugler fra Babyl,
grynteribs og
utålmodige kartofler –
Den ret, Bent Aage!
LYNLÅSEN
Himmelen er en lynlås,
men hvem tør trække i skyderen?
Agurkemanden kan komme.
Oktoberdyret kan komme.
Flokfolket.
Qúinderne.
De fløjtende frikadeller fra Orion.
Putægget.
Ørsk & Øwl.
De små skibsnisser.
Ja.
Himmelen er en lynlås,
men hvem tør trække i skyderen?
Lynmanden kan komme.
Dommer Död.
Skrubaf.
Laksen i den lyserøde pyjamas.
De spyttende striber.
Ulysses fra Iowa.
Jupiters skamløse døtre.
Blomsterhandleren fra Mars.
Wendy. Vindvæveren,
der også syr skyer sammen
til syltetøj.
Himmelkoen Hans.
Også han kan komme.
Den sorte asparges fra Alaska.
De piberygende blåsprutter.
Tomrums-
tænkeren,
din åndelige tandlæge,
der bor i hullerne mellem dine tanker
og får dig til at føle, hvad du ikke vil vide,
den bange anelse
som en evig hovedpine.
Grinebideren fra Grenoble.
Gurgleren fra Gent.
Din onkel fra Budapest,
Laszlo,
aka Beaver Bob,
som du aldrig har mødt
og tro mig,
det skal du heller ikke ønske!
Han er ikke en onkel med gaver,
han er efterlyst for gnavskab,
gnaver huller i universet,
han er jaget i samtlige solsystemer
af Interstellar, det interstellare politi.
Ja.
Han kan komme.
Himmelen er en lynlås,
men hvem tør trække i skyderen.
Kingdom kan komme.
Pope Pip.
Allemann kan komme.
Hans kone kan komme.
Hun har ikke noget navn.
Hun har ikke nogen krop.
Hun findes slet ikke.
Men hun har sin kult.
Alle kan komme.
Alt kan komme,
you name it!
På nær Non.
Tingen ingen tør tænke på.
Dén tilhører en anden lynlås.
Universet er bimmel.
Luk det ikke op!
KUN EN TÅBE
frygter ikke
menneskelig intelligens.
MIN KRIG
Der er krige, der ikke kræver ofre, krige mod det hvide papir. Jeg stiller mine hære op,ord med sabler og bajonetter, krudt og kugler. Ord med kanoner. Antiluftskyts mod flyvske ideer. Sætninger opstilles i rækker og geled.Jeg lader dem kæmpe mod hinanden. Prøve kræfter. Hvilke duer, hvilke duer ikke. Løse indfald stryges, slettes, ord dør, nye indskrives. Ord af reserven sættes ind. Sætningsgeledderne opløses og dannes igen i nye formationer. Bedre. Mere effektive. En historie tegner sig. En orden. Noget skabes. Noget bliver til. På en slagmark af papir. Der er krige, der ikke kræver ofre. Der er krige, der skaber liv.
STIK
Skyld er
en indvendig myg
man ikke kan klaske.
GLADE DAGE PÅ CUCKOO CASTLE
Fæ dør. Frænde dør. Som der står i Havamal. Venner forsvinder. Jeg gør mit bedste for at holde mine venners minde i live. Men de svinder, de minder.
For nylig dukkede en ny ven op. Jeg drømte ham. Han var en engelsk politiker, MP. Alt var lidt utydeligt i drømmen, på nær navnet Foggy Doggs.
Det var en af de drømme, hvor man var fanget i et univers ligeså virkeligt som virkeligheden. Da jeg vågnede, var jeg tung i hjernen. Jeg var sikker på Foggy Doggs´ reelle eksistens. Det siger noget om, hvor virkelige drømme kan være; jeg kunne ikke bare affærdige denne drøm som bare en drøm ved min opvågnen.
Jeg googlede Foggy. Ingen person ved navn Foggy Doggs. Det skuffede mig. Jeg var begyndt at interessere mig for ham. Så vidt jeg husker var han ikke død i drømmen. Blot pensioneret. Levede tilbagetrukket. Var blevet lidt menneskefjendsk. Sky. Men at han ikke skulle have eksisteret overhovedet, var lidt af en lussing. Det syntes jeg ikke han havde fortjent,
Og jeg er sikker på, at Foggy Doggs vil blive stiktosset, hvis han hører, at han er glemt af offentligheden. Lidt af et temperament har han altid haft, Old Doggy. Og har stadig. På trods af sin høje alder. Det var hans hidsige temperament, der gjorde ham kendt under Falklandskrigen. For nok var Doggs en tory og elskede Margareth Thatcher; men Falklandskrigen var han ikke begejstret for. Den var for ynkelig. Sammenlignet med England store bedrifter i fortiden. 2. verdenskrig. Og Boerkrigen. Den unge Churchill. Det var noget andet. Var Foggy Doggs ligefrem indblandet i hemmelige planer om at kuppe Thatcher? Selv om han var tæt på jernladyen i det politiske liv og havde lov til at kalde hende Maggie. Men Falkland! Nej. Det var en operettekrig, krænkende for nationens ære, og Foggy Doggs er ikke en man spøger med. Gammel bokser på Etons skolehold. Mellemvægt. Kunne gå op i letsværvægt. Hvis det var nødvendigt. Bryder var han også. En halv Nelson var hans speciale.
Man er som sagt kommet i den alder, da ens venner går bort. For mange. For tit. Trist. Trist Trist. Og nye venner får man ikke så let. Man kan være svært taknemmelig for at møde nye mennesker, selv om det kun er i drømme.
Vi er mange ensomme i verden, All the lonely People, where do they all come from? som Beatles sang i min ungdom. Også Foggy Doggs sidder alene på sit gods i Cheshire. Han nynner for resten den sang, Eleanor Rigby. Kendte hende dengang. De skulle være gift, men det blev aldrig til noget –
Eleanor Rigby.
Picks up the rice in a church where a wedding hans been.
Lives in a dream.
Waits at the window.
Wearing the face that she keeps in a jar by the door.
Who is it for?
Eleanor var sørgmodig af type og natur, destineret til pebermø. Og måske netop derfor blev hun Foggys store kærlighed i livet. Stærkest er den kærlighed, der aldrig realiseres. Det er måske det samme med venner. De bedste er dem man ikke kender.
Foggy Doggs er ikke adelig, godset er ikke arvegods; men penge arvede han. Hans familie blev rig under den industrielle revolution, væverier og spinderier i Manchester, der ikke ligger langt fra Cheshire, hvor Foggy købte godset. Han giftede sig med en rigtig lady, Lady Anne de Grisfy. Hun var en dyr dame, det er de rigtige ladyer, det er deres klasse, dén kan ikke købes, den er medfødt. Han elskede hende vel ikke, som ham havde elsket Miss Rigby, han beundrede Lady Anne, ja, han dyrkede hende og satte hende på en piedestal, som var hun en gudinde. Og dengang hun levede havde hun en privatchauffør, Harry, der kørte hende på shopping i Manchester eller Liverpool. På hjemvejen lod hun sig bedække på bagsædet af Bentleyen. Men nu er hun død, Lady Anne. Døden kan også ramme ladyer. Døden kender ikke til klasseskel. Også Foggy kender til at miste.
Jeg synes allerede jeg kender Foggy lidt bedre nu. Jeg har ondt af ham. Helt alene på godset er han dog ikke. Der er en butler, James, han myrder de asiatiske tjenestepiger (de eneste man kan få i dag), hvis de ikke støver ordentligt af i biblioteket. Og det gør de aldrig. Ikke efter James´ målestok. Der må ikke ligge et fnug på Encyclopedia Britannica. James´ far var butler før ham. De er en familie fra egnen, grevskabet Cheshire. Og hans farfar var butler. Og oldefar. Så han ved, hvad der skal til. Han kvæler de sjuskede tjenestepiger bag staldene. Som er tomme. Alting er så tomt på godset. Før i tiden var der væddeløbsheste, dyre heste, Lady Anne var den sidste fuldblods, stalddrengen Ryan red hende i halmen – ladyen var både til Bentley og staldknald – indtil den brave staldknægt hængte sig fra en bjælke. Ingen forstod hvorfor. Måske James også havde en finger med i spillet dér. James er meget loyal over for sin herre. Som butlere skal være. A Gentleman´s Gentleman.
Der er sket mærkelige ting på godset, og Foggy forstår ikke, hvor stuepigerne bliver af. Lige som han har lært dem at kende, nogle af dem intimt – for Foggy er gammel buk – er de væk, forsvundet ud i den blå luft. James siger de løber af plads. Det kan være sandt, tyende er ikke længere til at stole på, det ved Foggy Doggs. Det er ikke som i de gyldne tider i imperiets storhedstid. Men Foggy gør sig tanker om de manglende stuepiger og James´ lidt blodstænkede butlertøj. Det er ikke ketchup alt sammen, selv om James er skamløst glad for den amerikanske skik med pølser i brød og ikke er så proper som butlere engang var. Alting forfalder. Også godset. Pengene er begyndt at smuldre, Lady Anne var dyr i drift. Der er ingen hjælp at få. Også chaufføren Harry er væk. Han gassede sig selv i garagen siddende i Bentleyen. Den skulle sælges, da reservedele til en gammel Cricklewood-Bentley var blevet for dyre. Og Harry og Bentleyen var ét. Det gav mening. Selvmord. Sagen lukket.
Foggy har mistanke om, at James er utilstedeligt homicidal. Selv om godset har sine egne love er der grænser, og Foggy tænker på at invitere sin gamle ven, detektiven Hercule Poirot på besøg. Hvis han lever endnu. Det er længe siden de har haft kontakt. Men måske er det bedst at lade som ingenting. Bliver James arresteret og hængt af Albert Pierrepoint, den legendariske Hangman (som eksisterer endnu i Foggys verden) har Doggs ingen. Man må være pragmatisk, ligesom i handelslivet. Hvad betaler sig bedst?
Nu skal jeg passe på! Hvis James får øjne på den fejl jeg har begået, kan han blive farlig. Jeg har skrevet, at han kvæler tjenestepigerne, men senere at han har blodpletter på butlertøjet. Aj! Jeg er en fiasko som krimiforfatter, og snart venneløs; som sagt de dør alle sammen. Godt vi lever i hver vores verden. James og jeg. Fjernt fra hinanden. Ellers ville den morderiske butler være farlig for mig. James er lidt af en pedant, tåler ikke sjusk, heller ikke i historier, sjuskehoveder likviderer han, han er en serial killer, han og garderobemanden fra Commodore-klubben (som Foggy Doggs er medlem af) kan konkurrere om, hvem der er størst, de kunne komme i bog af Dame Agathe. Hvis hun havde levet endnu; men vi dør, vi dør, vi dør.
James er for resten også ensom. Jo. Nej. Der er kokkepigen Mary Wales. Hun er ikke walisisk, som navnet ellers antyder, hun er irsk, fra Galway. Mary har et godt øje til James, og han til hendes kogekunst. Der kan ske ting i køkkenet, på køkkenbordet, artige ting mellem fasaner og artiskokker, og Foggy opdager intet. Kommer aldrig i de nedre køkkenregioner. Det gør James til gengæld, både på den ene og den anden måde.
Jeg er glad for, at at jeg har lært Foggy Doggs at kende. Jeg har jeg på fornemmelsen, at jeg heller ikke er helt ukendt for ham. Maybe it is the beginning to a beautiful friendship.
Måske har han drømt mig. Ligesom jeg har drømt ham. Som der står i Through the Looking Glass, opfølgeren til Alice in Wonderland, skrevet af Lewis Carroll, som er et pseudomym for matematiklæreren i Oxford, Charles Lutwidge Dodgson – der i øvrigt er en fjern og fortidig slægtning til James. Dodgson var født i Cheshire, derfor hedder Filurkatten The Cheshire Cat på engelsk; alting hænger sammen på en mærkelig måde. I Through the Looking Glas (Alice Bag Spejlet på dansk) taler Alice om Den røde konge og siger, at han naturligvis var en del af hendes drøm, men så var hun jo også en del af hans! Man ved ikke altid, om man drømmer eller selv bliver drømt. You never know. Som vi engelskmænd siger.
James er bekymret for sin herres helbred og mentale tilstand. Ofte sidder Foggy Doggs i sin Chesterfield-lænestol ved pejsen og stirrer stift ud i luften, han er begyndt at tale med sig selv, som jeg, det har vi nu gjort i mange år, men ordene bliver mere og mere mystiske. Når James kommer med et glas sherry til god nat, kan han finde på at sige: I see the Dane. Who is the Dane, James? Det bekymrer James. Bare ikke James kommer på sporet af mig. Han er langt ude i familie med Sherlock Holmes på mødrene side – eller er det Watson? Eller Mrs. Hudson, værtinden i Baker Street. Var det hans grandtante? Jeg er lidt i tvivl.
Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre uden Foggy Doggs. Det er derfor jeg gør alt for at fastholde ham uden for min drøm. Det var, som om drømmen fortalte mig, at at der var en større verden uden for virkelighedens. En anden verden. Andre findes. Mange andre. Så livagtig var Foggy Doggs i min drøm, at han – som sagt – selv om jeg kun drømte hans navn, blev ved med at leve efter min opvågnen. Eller måske var det fordi jeg kun drømte hans navn. Tiggede han om at få liv? Bad han om skabelse? Jeg tror det. Og man skulle være et skarn, hvis man sagde nej til en sådan bøn.
Nej, i min alder kan man ikke vælge og vrage nye venskaber, og man har jo tid nok og ikke rigtig noget at give sig til. Skulle man tage til England, Cheshire, og gå ture i området, måske møde – tilfældigt – Foggy Doggs når han bliver trillet en tur i sin kørestol af James. Men James er jeg ikke tryg ved. Ville nødig overnatte en nat på Cuckoo Castle med ham rumsterende på gangene. Skulle Foggy foreslå dét efter at vi har mødt hinanden og udvekslet bemærkninger om vejret og cricket og måske etableret en vis gensidig sympati, måtte jeg takke nej. Og hvordan ville Foggy opfatte det? Som en fornærmelse. Nu et venskab lige er ved at udvikles …
Men jeg gjorde det! Rejste til Cheshire og indlogerede mig på en lokal kro, The Cheshire Cat. Mødte de to på trilletur, Foggy D. og James, og tog imod invitationen til overnatning på Cuckoo; men jeg snød James. Da han kom for at myrde mig om natten, slog jeg ham ihjel med et slag af natpotten i højre tinding; den var tung, natpotten, porcelæn, men heldigvis tom. Alt andet ville være smagløst. – Der fik du en på pispotten, James! råbte jeg, da jeg slog til. Det var måske ikke ord på et aristokratisk niveau. Men jeg kommer jo også fra Danmark.
Jeg overtog James identitet. Og rolle. Old Doggy syntes ikke at fatte mistanke. Han var efterhånden blevet lidt senil eller også lod han som om. Eller også var han efterhånden ligeglad. Vi havde en god tid sammen.
En dag ringede klokken i køkkenet hos kokkepigen Holly Dublin, som jeg var begyndt at kærestes med; hun var ny, havde afløst Mary, som jeg havde måttet myrde med rottegift, fordi hun fattede mistanke om, at jeg ikke var den rigtige James. Holly var ikke fra Irland, men fra Wales, navnet snyder, og jeg bar herrens portvin op. Altid portvin. Sherry foragtede han. Det var en tøsedrik. James havde aldrig rigtig forstået Foggy. Godt jeg kom til!
Da jeg kom ind i herreværelset, sad Foggy som sædvanlig i sin silkeslåbrok ved pejsen, men denne gang med et jagtgevær fremme. Han var en imposant skikkelse, en pragtfuld skabning, en mand af kød og blod, så virkelig som aldrig før; jeg var stolt af mit skaberværk. Foggy pegede på mig. – I have seen through you, Old Boy, sagde han, ikke uvenligt, men bestemt. – You are not James, but The Dane in James-disguise. The game is over.
Det var det sidste han sagde. Og det sidste jeg tænkte, før han fyrede, var, at jeg aldrig havde troet Døden skulle komme på den måde. Men sådan er det, når man vandrer ad Lonesome Road: You don´t know where it goes and where it ends. Og måske er drømme virkelige nok, blot andre verdener, parallelle universer. Når man dør ét sted, dukker man op et andet.
Nu er jeg så her. Bare her. Tilbage i virkeligheden. Shitty Reality. Jeg savner Old Doggy og de glade dage på Cuckoo Castle. Måske fandtes de slet ikke; måske er det derfor de hører til mine bedste minder.
BYEN DER MYRDEDE SIG SELV
– en essaynovelle
Der var engang en by, Mûrd. Tilbage står nu kun et gammelt æbletræ. Det blomstrer hvert år med blodrøde farver, det bærer ikke æbler, men æbleskrog.
Mûrd var en by, der havde sin storhed – og sit fald. Man mener, at de første bosættere stammede fra Kain, der som bekendt slog sin bror Abel ihjel på marken.
I begyndelsen var Mûrd blot et lille samfund af stammefolk, mûrdere. De boede i hytter, og bosættelsen hed ingenting. Men den udviklede sig, som tiden gik.
Stammefolkene var oprindelig tabere, udstødte af andre stammer, udskud; de var bunden, men energien var høj, ligeledes spændingen; man tændte på det mindste, man ragede til sig det lidt der var, og myrdede hinanden for et godt ord. Man skulle tro, at det var skidt, men nej, sjovt nok, lovløsheden fik det lille samfund til at blomstre. Det blev et sted for overlevere.
Kulturer er vidt forskellige, og kun energiens lov kan vel forklare, at stammefolk andre steder fra flyttede til det lille, livlige sted, der langsomt voksede sig stort. De svage blev elimineret, de stærke blev tilbage, og fornuften vandt, den viste sig at være den stærkeste, man fandt det bedst at enes, fælles, der var mere end nok til alle, blot man bar sig klogt af.
Jord blev opdyrket og plantager plantet. Korn høstet. Vilde dyr blev tæmmet. Fisk fanget. Frugt plukket. Håndværk kom til. Arbejdspladser. Der kom masser af jobs. Håndværk. Skoler blev bygget. Institutioner. Fabrikker. Krematorier. Kirkegårde, men ikke kirker. For nok blev Mûrd mindre og mindre lovløs, men gudløs var og blev den. I stedet for kirker blev der bygget gravpaladser, for rigdommen blev stor. Masser af gravpaladser; fra at være en lille, indavlet samfund udelukkende befolket af mûrdere, udviklede det sig nu til en stor og driftig by, Mûrd, med høje, høje huse.
Et gravmæle rejst på byens torv, det var et monument for Kain, den første mûrder; han rakte sin højre arm op som et spir i triumf. På marmorstenen stod der skrevet: Er jeg måske min brors vogter? Nu fik han sin oprejsning, Kain, så mange Herrens år efter.
I forhold til indbyggertallet udgjorde mûrderne nu en mindre procent. Og de myrdede ikke mere, metoderne blev mere raffinerede. Magt havde de stadig. Man betragtede mûrderne som byens stamme, den gamle kerne, med den egennyttige moral der havde grundlagt og betinget byens succes. De oprindelige mûrdere blev regnet for byens førende familier, de var byens aristokrati, og de sad på pengemagten, de var byens bank; navnet Mûrder vakte respekt overalt, Mûrder Money kunne bruges overalt, også uden for de mure man havde bygget for at holde fjender ude; for Mûrd var i alt væsentligt selvforsynende og vidste, at misundelse lurede fra alle verdenshjørner. Mûrder-familien fik monopol på penge, og kom en ung mand i lære i en Mûrder-bank, var det som at vinde i lotteriet. Der var lange ventelister på lærepladser.
Det gav dog problemer i længden. Unge, ambitiøse mænd med appetit på hurtige penge, ville ikke underkaste sig de gamle. De unge begyndte at tjene penge selv. Blot for at vise at det var let. Og det var det. Griskhed blev ophøjet til lov. Men det udløste anarkistiske tilstande, som – naturligvis – det gamle Mûrder-dynasti fik til opgave at løse.
I begyndelsen gik det også godt. Man købte de unge, oprørske. Men problemet voksede til uforudsete proportioner. For at kunne købe alle de nye, unge pengemænd, måtte man have flere penge end der var i banken. Man begyndte at trykke flere penge, mange flere penge. Pengesystemet blev langsomt, men sikkert udvandet. Til sidst var pengene ikke noget værd. Der kom kritik af systemet, undergrundsgrupper dannedes, oprør, man ville have lov til at dyrke Abel for at råde bod på fortids synder og bede Gud om nåde og tilgivelse. Men det var for sent. Sulten var nu blevet herre. Man begyndte at myrde hinanden for halen af en rotte. Til sidst havde alle myrdet hinanden; der var dog – naturligvis – én tilbage.
Den sidste mand i byen, Magnus von Mûrder var ulykkelig. Han opholdt sig i sin penthouselejlighed i byens højeste hus, der var så højt at det rakte op i skyerne. Onde tunger kaldte det for Abels-tårnet for at drille den herskende klasse, der boede her, og som alle var Kainsdyrkere. Der stod Magnus med en blodig kniv i hånden. Han havde myrdet sin tjener, der havde været tro til det sidste, men nu, af sult, havde villet stjæle et æble fra ham. Det var selvforsvar; men det var lige meget, for der var ingen til at dømme ham, ingen til at anklage eller forsvare ham; men hvad værre var: nu var der ingen tilbage at handle med, da der skal to til en handel. Han ville nu selv dø. Men der var heller ingen tilbage til at slå ham ihjel, da der også skal mindst to til et mord. Hvad gjorde han? Det eneste mulige. Det eneste der gav mening.
– Jeg tilhører en gammel slægt af mûrdere, sagde Magnus. – Vi har altid haft motiv til mord, men aldrig et motiv til livet. Tilbage til rødderne, de er rådne: Jeg soner nu endelig Kains forbrydelse over for Abel. Jeg hænger mig selv.
Og så forlod han sin penthouse i Abels-tårnet, tog elevatoren ned og gik – gnaskende på sit æble – gennem de ligfyldte gader hen til Kains-monumentet på torvet, hvor han hængte han sig selv i et reb fra Kains højre arm. Under hans livløse krop lå der et æbleskrog.
46,707