Glade dage på Cuckoo Castle

Fæ dør. Frænde dør. Som der står i Havamal. Venner forsvinder. Jeg gør mit bedste for at holde mine venners minde i live. Men de svinder, de minder.

For nylig dukkede en ny ven op. Jeg drømte ham. Han var en engelsk politiker, MP. Alt var lidt utydeligt i drømmen, på nær navnet Foggy Doggs.

Det var en af de drømme, hvor man var fanget i et univers ligeså virkeligt som virkeligheden. Da jeg vågnede, var jeg tung i hjernen. Jeg var sikker på Foggy Doggs´ reelle eksistens. Det siger noget om, hvor virkelige drømme kan være; jeg kunne ikke bare affærdige denne drøm som bare en drøm ved min opvågnen.

Jeg googlede Foggy. Ingen person ved navn Foggy Doggs. Det skuffede mig. Jeg var begyndt at interessere mig for ham. Så vidt jeg husker var han ikke død i drømmen. Blot pensioneret. Levede tilbagetrukket. Var blevet lidt menneskefjendsk. Sky. Men at han ikke skulle have eksisteret overhovedet, var lidt af en lussing. Det syntes jeg ikke han havde fortjent,

Og jeg er sikker på, at Foggy Doggs vil blive stiktosset, hvis han hører, at han er glemt af offentligheden. Lidt af et temperament har han altid haft, Old Doggy. Og har stadig. På trods af sin høje alder. Det var hans hidsige temperament, der gjorde ham kendt under Falklandskrigen. For nok var Doggs en tory og elskede Margareth Thatcher; men Falklandskrigen var han ikke begejstret for. Den var for ynkelig. Sammenlignet med England store bedrifter i fortiden. 2. verdenskrig. Og Boerkrigen. Den unge Churchill. Det var noget andet. Var Foggy Doggs ligefrem indblandet i hemmelige planer om at kuppe Thatcher? Selv om han var tæt på jernladyen i det politiske liv og havde lov til at kalde hende Maggie. Men Falkland! Nej. Det var en operettekrig, krænkende for nationens ære, og Foggy Doggs er ikke en man spøger med. Gammel bokser på Etons skolehold. Mellemvægt. Kunne gå op i letsværvægt. Hvis det var nødvendigt. Bryder var han også. En halv Nelson var hans speciale.

Man er som sagt kommet i den alder, da ens venner går bort. For mange. For tit. Trist. Trist Trist. Og nye venner får man ikke så let. Man kan være svært taknemmelig for at møde nye mennesker, selv om det kun er i drømme.

Vi er mange ensomme i verden, All the lonely People, where do they all come from? som Beatles sang i min ungdom. Også Foggy Doggs sidder alene på sit gods i Cheshire. Han nynner for resten den sang, Eleanor Rigby. Kendte hende dengang. De skulle være gift, men det blev aldrig til noget –

Eleanor Rigby.

Picks up the rice in a church where a wedding hans been.

Lives in a dream.

Waits at the window.

Wearing the face that she keeps in a jar by the door.

Who is it for?

Eleanor var sørgmodig af type og natur, destineret til pebermø. Og måske netop derfor blev hun Foggys store kærlighed i livet. Stærkest er den kærlighed, der aldrig realiseres. Det er måske det samme med venner. De bedste er dem man ikke kender.

Foggy Doggs er ikke adelig, godset er ikke arvegods; men penge arvede han. Hans familie blev rig under den industrielle revolution, væverier og spinderier i Manchester, der ikke ligger langt fra Cheshire, hvor Foggy købte godset. Han giftede sig med en rigtig lady, Lady Anne de Grisfy. Hun var en dyr dame, det er de rigtige ladyer, det er deres klasse, dén kan ikke købes, den er medfødt. Han elskede hende vel ikke, som ham havde elsket Miss Rigby, han beundrede Lady Anne, ja, han dyrkede hende og satte hende på en piedestal, som var hun en gudinde. Og dengang hun levede havde hun en privatchauffør, Harry, der kørte hende på shopping i Manchester eller Liverpool. På hjemvejen lod hun sig bedække på bagsædet af Bentleyen. Men nu er hun død, Lady Anne. Døden kan også ramme ladyer. Døden kender ikke til klasseskel. Også Foggy kender til at miste.

Jeg synes allerede jeg kender Foggy lidt bedre nu. Jeg har ondt af ham. Helt alene på godset er han dog ikke. Der er en butler, James, han myrder de asiatiske tjenestepiger (de eneste man kan få i dag), hvis de ikke støver ordentligt af i biblioteket. Og det gør de aldrig. Ikke efter James´ målestok. Der må ikke ligge et fnug på Encyclopedia Britannica. James´ far var butler før ham. De er en familie fra egnen, grevskabet Cheshire. Og hans farfar var butler. Og oldefar. Så han ved, hvad der skal til. Han kvæler de sjuskede tjenestepiger bag staldene. Som er tomme. Alting er så tomt på godset. Før i tiden var der væddeløbsheste, dyre heste, Lady Anne var den sidste fuldblods, stalddrengen Ryan red hende i halmen – ladyen var både til Bentley og staldknald – indtil den brave staldknægt hængte sig fra en bjælke. Ingen forstod hvorfor. Måske James også havde en finger med i spillet dér. James er meget loyal over for sin herre. Som butlere skal være. A Gentleman´s Gentleman.

Der er sket mærkelige ting på godset, og Foggy forstår ikke, hvor stuepigerne bliver af. Lige som han har lært dem at kende, nogle af dem intimt – for Foggy er gammel buk – er de væk, forsvundet ud i den blå luft. James siger de løber af plads. Det kan være sandt, tyende er ikke længere til at stole på, det ved Foggy Doggs. Det er ikke som i de gyldne tider i imperiets storhedstid. Men Foggy gør sig tanker om de manglende stuepiger og James´ lidt blodstænkede butlertøj. Det er ikke ketchup alt sammen, selv om James er skamløst glad for den amerikanske skik med pølser i brød og ikke er så proper som butlere engang var. Alting forfalder. Også godset. Pengene er begyndt at smuldre, Lady Anne var dyr i drift. Der er ingen hjælp at få. Også chaufføren Harry er væk. Han gassede sig selv i garagen siddende i Bentleyen. Den skulle sælges, da reservedele til en gammel Cricklewood-Bentley var blevet for dyre. Og Harry og Bentleyen var ét. Det gav mening. Selvmord. Sagen lukket.

Foggy har mistanke om, at James er utilstedeligt homicidal. Selv om godset har sine egne love er der grænser, og Foggy tænker på at invitere sin gamle ven, detektiven Hercule Poirot på besøg. Hvis han lever endnu. Det er længe siden de har haft kontakt. Men måske er det bedst at lade som ingenting. Bliver James arresteret og hængt af Albert Pierrepoint, den legendariske Hangman (som eksisterer endnu i Foggys verden) har Doggs ingen. Man må være pragmatisk, ligesom i handelslivet. Hvad betaler sig bedst?

Nu skal jeg passe på! Hvis James får øjne på den fejl jeg har begået, kan han blive farlig. Jeg har skrevet, at han kvæler tjenestepigerne, men senere at han har blodpletter på butlertøjet. Aj! Jeg er en fiasko som krimiforfatter, og snart venneløs; som sagt de dør alle sammen. Godt vi lever i hver vores verden. James og jeg. Fjernt fra hinanden. Ellers ville den morderiske butler være farlig for mig. James er lidt af en pedant, tåler ikke sjusk, heller ikke i historier, sjuskehoveder likviderer han, han er en serial killer, han og garderobemanden fra Commodore-klubben (som Foggy Doggs er medlem af) kan konkurrere om, hvem der er størst, de kunne komme i bog af Dame Agathe. Hvis hun havde levet endnu; men vi dør, vi dør, vi dør.

James er for resten også ensom. Jo. Nej. Der er kokkepigen Mary Wales. Hun er ikke walisisk, som navnet ellers antyder, hun er irsk, fra Galway. Mary har et godt øje til James, og han til hendes kogekunst. Der kan ske ting i køkkenet, på køkkenbordet, artige ting mellem fasaner og artiskokker, og Foggy opdager intet. Kommer aldrig i de nedre køkkenregioner. Det gør James til gengæld, både på den ene og den anden måde.

Jeg er glad for, at at jeg har lært Foggy Doggs at kende. Jeg har jeg på fornemmelsen, at jeg heller ikke er helt ukendt for ham. Maybe it is the beginning to a beautiful friendship.

Måske har han drømt mig. Ligesom jeg har drømt ham. Som der står i Through the Looking Glass, opfølgeren til Alice in Wonderland, skrevet af Lewis Carroll, som er et pseudomym for matematiklæreren i Oxford, Charles Lutwidge Dodgson – der i øvrigt er en fjern og fortidig slægtning til James. Dodgson var født i Cheshire, derfor hedder Filurkatten The Cheshire Cat på engelsk; alting hænger sammen på en mærkelig måde. I Through the Looking Glas (Alice Bag Spejlet på dansk) taler Alice om Den røde konge og siger, at han naturligvis var en del af hendes drøm, men så var hun jo også en del af hans! Man ved ikke altid, om man drømmer eller selv bliver drømt. You never know. Som vi engelskmænd siger.

James er bekymret for sin herres helbred og mentale tilstand. Ofte sidder Foggy Doggs i sin Chesterfield-lænestol ved pejsen og stirrer stift ud i luften, han er begyndt at tale med sig selv, som jeg, det har vi nu gjort i mange år, men ordene bliver mere og mere mystiske. Når James kommer med et glas sherry til god nat, kan han finde på at sige: I see the Dane. Who is the Dane, James? Det bekymrer James. Bare ikke James kommer på sporet af mig. Han er langt ude i familie med Sherlock Holmes på mødrene side – eller er det Watson? Eller Mrs. Hudson, værtinden i Baker Street. Var det hans grandtante? Jeg er lidt i tvivl.

Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre uden Foggy Doggs. Det er derfor jeg gør alt for at fastholde ham uden for min drøm. Det var, som om drømmen fortalte mig, at at der var en større verden uden for virkelighedens. En anden verden. Andre findes. Mange andre. Så livagtig var Foggy Doggs i min drøm, at han – som sagt – selv om jeg kun drømte hans navn, blev ved med at leve efter min opvågnen. Eller måske var det fordi jeg kun drømte hans navn. Tiggede han om at få liv? Bad han om skabelse? Jeg tror det. Og man skulle være et skarn, hvis man sagde nej til en sådan bøn.

Nej, i min alder kan man ikke vælge og vrage nye venskaber, og man har jo tid nok og ikke rigtig noget at give sig til. Skulle man tage til England, Cheshire, og gå ture i området, måske møde – tilfældigt – Foggy Doggs når han bliver trillet en tur i sin kørestol af James. Men James er jeg ikke tryg ved. Ville nødig overnatte en nat på Cuckoo Castle med ham rumsterende på gangene. Skulle Foggy foreslå dét efter at vi har mødt hinanden og udvekslet bemærkninger om vejret og cricket og måske etableret en vis gensidig sympati, måtte jeg takke nej. Og hvordan ville Foggy opfatte det? Som en fornærmelse. Nu et venskab lige er ved at udvikles …

Men jeg gjorde det! Rejste til Cheshire og indlogerede mig på en lokal kro, The Clumsy Clown. Mødte de to på trilletur, Foggy D. og James, og tog imod invitationen til overnatning på Cuckoo ; men jeg snød James. Da han kom for at myrde mig om natten, slog jeg ham ihjel med et slag af natpotten i højre tinding; den var tung, natpotten, porcelæn, men heldigvis tom. Alt andet ville være smagløst. – Der fik du en på pispotten, James! råbte jeg, da jeg slog til. Det var måske ikke ord på et aristokratisk niveau. Men jeg kommer jo også fra Danmark.

Jeg overtog James identitet. Og rolle. Old Doggy syntes ikke at fatte mistanke. Han var efterhånden blevet lidt senil eller også lod han som om. Eller også var han efterhånden ligeglad. Vi havde en god tid sammen.

En dag ringede klokken i køkkenet hos kokkepigen Holly Dublin, som jeg var begyndt at kærestes med; hun var ny, havde afløst Mary, som jeg havde måttet myrde med rottegift, fordi hun fattede mistanke om, at jeg ikke var den rigtige James. Holly var ikke fra Irland, men fra Wales, navnet snyder, og jeg bar herrens portvin op. Altid portvin. Sherry foragtede han. Det var en tøsedrik. James havde aldrig rigtig forstået Foggy. Godt jeg kom til!

Da jeg kom ind i herreværelset, sad Foggy som sædvanlig i sin silkeslåbrok ved pejsen, men denne gang med et jagtgevær fremme. Han var en imposant skikkelse, en pragtfuld skabning, en mand af kød og blod, så virkelig som aldrig før; jeg var stolt af mit skaberværk. Foggy pegede på mig. – I have seen through you, Old Boy, sagde han, ikke uvenligt, men bestemt. – You are not James, but The Dane in James-disguise. The game is over.

Det var det sidste han sagde. Og det sidste jeg tænkte, før han fyrede, var, at jeg aldrig havde troet Døden skulle komme på den måde. Men sådan er det, når man vandrer ad Lonesome Road: You don´t know where it goes and where it ends. Og måske er drømme virkelige nok, blot andre verdener, parallelle universer. Når man dør ét sted, dukker man op et andet.

Nu er jeg så her. Bare her. Tilbage i virkeligheden. Shitty Reality. Jeg savner Old Doggy og de glade dage på Cuckoo Castle. Måske fandtes de slet ikke; måske er det derfor de hører til mine bedste minder.