PÅ HJERTE

Litteraturens slagtehal
Da far var ung digter, fik vi bøllebank. Ikke blot i anmeldelser, men også på forfattermøder. Det Danske Akademi var berygtet for at massakrere oplæsere til deres interne oplæsningsarrangementer.
Jyllands Forfattere kunne også tilbage i 70´erne, da JF blev stiftet af Peter Seeberg. På Ørslev Kloster læste vi unge digtere op for Seeberg, Højholt, Vagn Steen og Niels Højlund efter en god middag med vin. Og fik tæsk. Råt for usødet. Den ene digter efter den anden lå døde hen over bordet blandt den afpillede lammekølle og de afsuttede kyllingeben.
Der var ikke meget tilbage af os efter sådan en omgang. Vi måtte lappe os selv sammen og rejse os igen, den bygning (det digtværk) vi havde rejst, faldt under den barske eksamination, det var ikke stærkt nok i sin konstruktion, spørgsmålet var nu alene om fundamentet var solidt, den inderste kerne, for nu skulle der bygges nyt, mere holdbart, nu da dommerne havde sagt sandheden, at ens bygningsværk intet var værd, måske heller ikke en selv, man måtte i hvert fald nu til at bevise det ved at bygge op fra grunden.
Var det for barsk? Nej. Det var vilkårene. Som vi forstod. Litteratur var ikke for tøsedrenge eller piger. Hvis man havde den last at ville bedrive noget så unyttigt som litteratur, skulle det fandeme være med de sidste ryk i pennen og livs-saften som indsats. Man skulle slås ihjel for at kunne live op igen. Det var konditionerne for litterær praksis. Man ville blive stærkest i genopstandelsen. Ellers kunne man da bare dø sin talentløse død.
Jeg tog den indstilling med mig, da jeg i en periode midt i firserne anmeldte bøger for Weekendavisen. Det var mest børnebøger, da jeg på det tidspunkt havde kastet mig over den genre. Jeg syntes jeg var seriøs, det var jeg vist også, men jeg bankede lystigt løs, også med sarkasme og ironi, det var derby-dage for ondskabens fuldblod; det skal dog siges til mit forsvar at det var kritik uden persons anseelse.
I dag bruger man stjerner eller hjerter. Det gjorde vi ikke dengang. Problemet med stjerner er, at der går inflation i skidtet. I børnelitteraturen har jeg visse steder bemærket, at man er slemt generøs med tildeling af medaljer, gerne fem af slagsen. Kun fire og forfatteren skal have akut krisehjælp.
Hvordan tumlede man en dårlig anmeldelse, da far var ung digter? Man forstørrede den og hængte den som fotostat op på væggen over skrivebordet, så man kunne se den hele tiden og kunne den udenad. Så tabte den betydning, som tiden gik. Den døde af mangel på angst fra forfatteren.
Hvis man var heldig, døde anmelderen også, så satte man med en fed tusch et kors på anmeldelsen, før man tog den ned fra væggen og smed den i papirkurven. So it goes, sagde man, som Kurt Vonnegut skrev i Slagtehal 5.
 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.12 | 08:43

hej

...
09.09 | 10:31

hej

...
23.04 | 09:06

hej emma;)

...
20.03 | 16:54

Goddag

...
Du kan lide denne side