PÅ HJERTE

Mors, Mouritsen, Mouritzen - og Madsen i Moseby

Jeg bekender: Engang deltog jeg i en konspiration af de mærkeligste. Jorden er flad er ingenting i den sammenhæng. Det foregik i børnelitterær sammenhæng, og hvis man synes, at børnebogsverdenen er lidt indavlet af fætre og kusiner, der roser hinanden, er det intet mod den konspiration som jeg - ganske vist uafvidende - var en del af. Det var i firserne. Af en eller anden grund var jeg endt i et udvalg bestående af børnebogskritikerne ved Information Niels Mors og Flemming Mouritsen (ej familie!) - og mig, sagde hunden. Det var i forbindelse med et litterært festival-arrangement i Århus, der skulle uddeles en børnebogspris, og vi var blevet enige om, at prisen skulle gives til bogen Heinrich Hundekoks Bedrifter af Eske K. Mathiesen. Først bagefter slog det mig, at der var noget påfaldende ved hele affæren. Det var næsten ikke til at se; men når man først så det, kunne man ikke bortvise mistanken. Der var tale om en konspiration af M´er. Mors, Mouritsen og Mouritzen havde givet en bogpris til Mathiesen. Hvor tilfældigt er det lige? Men vi tre musketerer var intetanende med hensyn til det vi blev brugt til. Vi var kun brikker i et spil. Bag det hele stod cykelhandler Madsen i Moseby. Han havde en lille sort hund, der hed Koks. Den var en bastard. Ikke mange vidste, at Madsen styrede litteraturen og i øvrigt hele Universet. Hans cykelværksted i Moseby tydede just ikke på, at den skjulte en mand med så mægtig en magt. Selv om der var styr alle vegne. Men - som den første detektiv i litteraturhistorien, Poes Auguste Dupin, demonstrerer i Det forsvundne brev, er den bedste måde at skjule en ting at stille den åbenlyst frem. Ja, nu har jeg bekendt. Engang var jeg en del af en konspiration. Jeg er ellers ikke den, der ser konspirationer alle vegne. Jorden er ikke flad som en pandekage. Den er rund som månen, der er lavet af grøn ost.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.12 | 08:43

hej

...
09.09 | 10:31

hej

...
23.04 | 09:06

hej emma;)

...
20.03 | 16:54

Goddag

...
Du kan lide denne side