PÅ HJERTE

Tanker ved studentertide

Til lykke med jeres eksamen, kære studenter, fra en gammel forfatter der har fremtiden bag sig. For 53 år siden var det mig, der var ung student fra Aalborg Katedralskole. Til dimissionen i Aalborg-Hallen i 1965 lyttede vi til en 25 års jubilar og tænkte - Gud ved, hvad vi laver om 25 år. Det var en nærliggende tanke, da vi i gymnasiet havde fået stukket en stil ud med netop det emne "Om mig selv om 25 år". Jeg skrev stilen som en parafrase over forfatteren Hans Scherfigs roman "Den forsvundne fuldmægtig" om embedsmanden Theodor Amsted, der ender i fængsel og føler, at det er bedre end livet. Der var faste rammer i fængslet. For som Scherfig skrev i slutningen af sin roman: Det er ikke alle fanger, der er så tilfredse som Theodor Amsted. De er urolige mennesker. De har ikke fået hans gode opdragelse. De er ikke blevet forberedt til dette liv gennem mange år. De har ikke nydt hans skolegang. Min dansklærer syntes det var en god besvarelse - og meget realistisk i mit tilfælde, for han havde ikke høje forhåbninger om min fremtid. I fængsel kom jeg dog ikke, kun i lænker, de lænker jeg påførte mig selv, og med den skæbne adskilte jeg mig såmænd ikke fra så mange andre.

 Tilbage til dimissionen i 1965: Efter 25-års jubilaren kom 40 års-jubilaren og talte, og vi tænkte - Det er ikke muligt, sådanne findes ikke. Men for at det ikke skulle være løgn, kom der også en 50 års-jubilar, og vi tænkte - Han må have gået i klasse med Gorm den Gamle. Det var dengang de havde vikinghjelme i stedet for studenterhuer. Nu er der ingen af vore lærere tilbage. De er gået til De Højere Læreanstalter og spiller på harpe - nå ja, måske er et par stykker endt et andet sted, for vi gik i den sorte skole, lærdommen blev kogt i en sort gryde, det var ikke pædagogisk legestue på Aalborg Katedralskole, det var ikke sødsuppe, det var pædagogik med et stænk djævel i. Dertil kom buksevand fra de ældre elever og lussinger fra lærerne. Vi fik ikke krisehjælp dengang. Vi badede i Limfjorden, i fjordbadeanstalten i Nørresundby. Klokken fire om eftermiddagen blev slagteriets affald lukket ud og blandede sig med badevandet. Blod, tarme, blærer, mystiske trævler. Og slagterivandet var et slaraffenland for krabber. De var kæmper og havde store klosakse, der forsøgte at klippe vore tæer af. Især Kaptajn Klo. Ingen havde set den, men vi vidste at den lurede et eller andet sted i det blodrøde bassin. Hvad gjorde vi? Vi fandt krabbefri zoner og vand uden blod. Vi sprang ud på det dybe vand. Vi lærte at manøvrere efter omstændighederne og at svømme, hvis ikke vi ville drukne.

I dag længes jeg tilbage. Sådan er menneskenaturen. Jeg kan gribe mig i at ønske mig tilbage til Katedralskolen med den erfaring jeg har fået i mit liv. Så ville jeg have lyttet bedre efter. Så ville jeg havde forberedt mig noget mere. Så ville jeg have været mere flittig. Så ville jeg have været en bedre kammerat. Så ville jeg, så ville jeg, så ville jeg, jeg ville have villet, ville jeg, hvis ... For strengt taget var det jo en gave at gå der, på Katedralskolen, lærerne var fagligt meget dygtige, der var masser af guldkorn at samle op. Men det kan ikke lade sig gøre, løbet er kørt og rektor Løber er død. Og det eneste man må trøste sig med er, at man på alle andre områder af livet senere har begået den samme fejl, gjort noget forkert eller ikke-gjort noget som man burde have gjort eller truffet et forkert valg, så det korte af det lange er, at jeg har levet et meget menneskeligt liv på menneskelige vilkår, på godt og ondt.

Men I der er unge har ikke det problem. I skal bare frem. Jeg vil trøste jer med, at jeg ikke misunder jer. Jeg er træt bare ved tanken. Jeg vil ikke bytte. For sandheden er, at man har en berettiget ømhed over for det liv man har levet, selv om det ikke var uden fejl, så er det mit. Det er som med kærligheden mellem gamle ægtefæller, forelskelsen er nok slut, men ømheden for hinanden er tilbage. Således også med det levede liv. Man kan ikke fortryde det. Jo, det kan man, men det hjælper ikke. Det eneste I er sikre på er at fejle. Så der er ingen grund til at være bange.

Da jeg var barn ville jeg være opdagelsesrejsende. Jeg boede som nævnt ved Limfjorden og havde en barnlig fantasi om at jeg ville finde en flod, som ingen før havde fundet. I skolen havde jeg havde lært navnene på de største floder i verden, Nilen, Amazonas, Yangtse, men jeg ville finde en hemmelig flod. Jeg ledte efter den overalt. Jeg fandt den ikke. Den fandt mig. For den var gemt i mig selv, og det var en lærer der kaldte den frem, lektor Brier, der havde lavet en lærebog i engelsk `The Tortoise´. Bogen havde som motto et underfundigt citat fra Alice in Wonderland: `They called him the Tortoise because he taught us´. Sådan en viis og vittig skildpadde var Brier selv. Han var en naturligt begavet pædagog, humanist - og humorist. Han lærte mig mere end engelsk, han lærte mig at le.

Floden hed Humor, pludselig sprang dens kilde i mig, den strømmede i mig, den strømmede igennem hele verden, den løb i alt. Når man finder den i sig selv, skal man boltre sig i den og drikke af den. Det er ikke slagteriaffald, det er sundt. For nok skal man tage livet alvorligt, men man skal ikke tage det for tungt. En vis lethed anbefales. Man skal have vinger på sine hæle ligesom Hermes i den græske mytologi, det lærte vi i oldtidskundskab i den skole tilbage i ´oldtiden´ hvor jeg gik. Og det var ikke det rene oldævl! Hermes var sendebud for Zeus. Og her er hans budskab: Slå vingerne ud. Der et et stort liv at beflyve. Og tag et dyk af og til og en slurk af floden Humor. Til lykke og held og lykke!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.09 | 17:18

Kære Alfred, tak for din hilsen. Den glæder mig meget.

...
19.09 | 08:59

Hej Peter, jeg har lige læst bogen de syngende snemænd. Den var mega medrivende. Tak for alt det gode læsestof, jeg glæder mig til at læse mere.
KH. Alfred

...
28.08 | 09:11

God en . Virkelig godt

...
27.06 | 15:17

Morsomt at læse. Ikke mindst om Brier,som var min dejlige engelsklærer 10 år før dig på Ålborg katedralskole. Og Fjordbadeanstalten i Nørresundby. Uha!

...
Du kan lide denne side