I dag har jeg besøgt min gamle ven skomageren i Kryle Klit. Han er pensioneret, men har et lille værksted, hvor han stadig sysler med skotøj. Vi sidder i værkstedet
og taler om sko, læder, såler, sværte, læst. Jeg har af og til en bog med til hans børnebørn. Vi spiller begge skak, men vi spiller ikke mod hinanden, det skal ikke komme imellem os. I dag lærte han mig at snøre
sko ordentligt. Hvis I tror det er let, må I tro om. Jeg havde mine vandresko på, med seks huller, og det pinte ham at se, hvordan jeg gik gennem livet med forkert snøring.
Snøring er en videnskab. Snøringen skal gribes an på en bestemt måde. Skomageren viste mig først kunsten, og jeg forsøgte mig så selv, og det lykkedes. Men det betyder ikke, at jeg kan huske det til næste
gang, for som sagt er det betydeligt vanskeligere end man tror. Jeg er altid velkommen tilbage til et repetitionskursus. En forsåling kan også komme på tale. Men skak spiller vi ikke, det skal ikke komme imellem os. Sko er nok. Vi er enige
om, at livet skal gå i godt skotøj. Ordentlig snøret.