PÅ HJERTE

Man kan godt være børnebogsforfatter uden bog. Cyklede i klitplantagen og passerede en familie på gåben, far, mor og to børn. Hej, hej, hilste vi. Et stykke længere borte stoppede jeg for at fotografere et træmonster, det gør jeg tit når jeg cykler i skoven. Mens jeg stod der, indhentede familien mig. Jeg sagde, at jeg ikke kunne stå for den ting: Det er en skovkrokodille, sagde jeg. De er sjældne her på egnen. Moderen så først på mig, som om jeg var en galning, så sagde hun: Eller en kæmpe gedde, der er steget op af skovsøen. Børnene så forbløffede på deres mor. Da jeg cyklede videre, råbte børnene efter mig: Tak og god tur. Og så siger man, at børn ikke forstår, hvad jeg skriver. Det gør de. Jeg skal bare lade være med at skrive.

Skak er krig, som Bobby Fischer sagde. Oplevede det i går, da jeg spillede mod en amerikaner. Var ved at gøre ham færdig, da han foreslog draw (remis). Jeg afslog, og så fik jeg en skylle: "hey gay mother focker draw". Da jeg stadig ikke ville lade det ende uafgjort, fik jeg et nyt møgfald, han truede med, at han bare ville lade tiden løbe ud og skrev: "Die knowing that I wasted four minutes of your life." Så jeg tog hævn, lod også tiden gå og slagtede ham først i sidste øjeblik. Han får ikke helt ret i, at jeg på dødslejet vil fortryde, at jeg kunne have sparet fire minutter af mit liv, hvis jeg tog imod remis. På dødslejet vil jeg sige, Got you, motherfucker! Fik jeg sagt, at skak er krig?

Oktober 2014 i Lissabon: Sad på et spisested i Bairro Alto, hvor sangerinder sang Fado, der er sørgmodig sømandsmusik. De sang så hjerteskærende lidelsesfuldt, at min fiskesuppe ikke kunne falde til ro. Det er svært at spise suppe i trist kuling fra Atlanten. Den ene af sangerinderne var i kittel og futsko. Jeg troede hun var toiletpasser, da hun stod foran døren til toilettet. Jeg stak hende en halv euro for at komme derud, da satte hun i med så pinefuld en fado, at jeg først troede hun skreg om hjælp. Men det var vist blot en sang om høj søgang i Atlanten.

September 2009: Sad på en lille café ved statuen af Puccini på Piazza Cittadella i Lucca, da et amerikansk selskab ankom. Guiden fortalte, at Puccini kun blev 66. Why? Guiden gik hen til statuen, slog med sit store guideskilt på statuecigaretten i Puccinis højre hånd. That´s why. He was a heavy smoker! Selskabet gøs af skræk og forsvandt ilsomt ind i en beskidt gyde. Forslag: I stedet for at save cigaretten af statuen (for det kommer vel?), kunne man måske ophøje smøgen til Puccinis sjette finger? Genier kan vel godt have sådan en.

Fordomme: Faldt på nettet over et billede af Miss Danmark 1964. Susan Holmquist. Jeg gik på Katedralskolen i Aalborg sammen med Susan (ikke i samme klasse), og vi unge hanhunde nøjedes med at kaste stjålne blikke efter hende i skolegården. vi turde naturligvis ikke nærme os hende, vi vidste jo at vi ikke havde en chance, og derfor talte vi ikke pænt om hende, rønnebærrene er som bekendt sure. Men så en dag kort før studentereksamen skete der det, at jeg og en kammerat kom til at sidde ved samme bord med Susan på Duus i Aalborg, hvor vi katedralskole-elever ofte fejrede alting og en bajer. Vi to forlegne drengerøve var alene med gudinden, alle andre var gået, og se - hun viste sig at være ukrukket, sød, sympatisk og en klog pige. Hun gik ikke, men blev siddende og snakkede med os som ligemænd, som om vi bebumsede drenge var noget værd, vi snakkede om skolen og om fremtiden, vi var jo på vej ud i verden. Jeg ved ikke, hvordan det er gået hende, men jeg håber det bedste, for jeg tror faktisk ikke at smukke kvinder altid har det let. Hvad jeg lærte i den time på Duus uden for den sorte skole var, at et smukt ydre godt kan være et spejl for indre skønhed. 

(PS. Efter at have skrevet dette erfarer jeg, at Susan døde i marts 2019 i Barcelona, hvor hun boede).

Nyeste kommentarer

23.04 | 09:06

hej emma;)

...
20.03 | 16:54

Goddag

...
20.03 | 16:53

hej

...
16.03 | 13:04

hej Peter
hvornår kommer der nogle nye historier fra dig? :) synes at de er meget gode!
mvh. Ella 5.B

...