PÅ HJERTE

Vi var udsat for et mindre trafikuheld i Beijing. Der udviklede sig et skænderi mellem vores chauffør og kvinden, der var skyld i uheldet. Hvis I synes chaufføren ser barsk ud, skulle I bare høre kvinden! Der blev taget billeder og udvekslet adresser og telefon. Vi havde vores gamle guide og gode ven Wei Wei med i bilen, og dagen efter spurgte jeg WW hvordan det var gået med den videre udvikling af uheldet. Jo. Wei Wei fortalte, at kvinden senere havde ringet til chaufføren og fortsat udskældningen, selv om der ikke var nogen tvivl om hendes skyld. Men - og nu kommer det - The Chinese Way. Under samtalen mellem kvinden og chaufføren kom det til en mere fornuftig snak. Chaufføren havde en gammel mor, der gik dårligt (hoften), og kvinden viste sig at være doktor i akupunktur. De enedes om, at kvinden skulle bøde for skaden ved at give chaufførens mor nogle behandlinger. Og da de lagde røret, var de perlevenner. Sådan gør man i Kina.

Jeg er kommet hjem fra Kina. Uden hat. Min flotte, gamle Stetson lod jeg blive på hotellet i Beijing. Den var brugt og svedig og slidt og beskidt og kunne ikke længere holde på tankerne. Den har tjent mig trofast på mine rejser i otte år. Men nu spekulerer jeg selvfølgelig på, hvad der sker. Der ligger den, på hotellets papirkurv. Hvad gør stuepigen? Tager hun den med hjem og giver den til sin søn? Går han ud i Beijing med min gamle hat på hovedet og giver den et nyt, spændende, eksotisk liv i det kinesiske? Det er en skam, at jeg ikke er forfatter, så ville jeg skrive den historie. Men uden hat er man ikke rigtig forfatter, vel? Nej. Man burde købe sig en ny.

Til lykke med jeres eksamen, kære studenter, fra en gammel forfatter der har fremtiden bag sig. For 53 år siden var det mig, der var ung student fra Aalborg Katedralskole. Til dimissionen i Aalborg-Hallen i 1965 lyttede vi til en 25 års jubilar og tænkte - Gud ved, hvad vi laver om 25 år. Det var en nærliggende tanke, da vi i gymnasiet havde fået stukket en stil ud med netop det emne "Om mig selv om 25 år". Jeg skrev stilen som en parafrase over forfatteren Hans Scherfigs roman "Den forsvundne fuldmægtig" om embedsmanden Theodor Amsted, der ender i fængsel og føler, at det er bedre end livet. Der var faste rammer i fængslet. For som Scherfig skrev i slutningen af sin roman: Det er ikke alle fanger, der er så tilfredse som Theodor Amsted. De er urolige mennesker. De har ikke fået hans gode opdragelse. De er ikke blevet forberedt til dette liv gennem mange år. De har ikke nydt hans skolegang. Min dansklærer syntes det var en god besvarelse - og meget realistisk i mit tilfælde, for han havde ikke høje forhåbninger om min fremtid. I fængsel kom jeg dog ikke, kun i lænker, de lænker jeg påførte mig selv, og med den skæbne adskilte jeg mig såmænd ikke fra så mange andre.

 Tilbage til dimissionen i 1965: Efter 25-års jubilaren kom 40 års-jubilaren og talte, og vi tænkte - Det er ikke muligt, sådanne findes ikke. Men for at det ikke skulle være løgn, kom der også en 50 års-jubilar, og vi tænkte - Han må have gået i klasse med Gorm den Gamle. Det var dengang de havde vikinghjelme i stedet for studenterhuer. Nu er der ingen af vore lærere tilbage. De er gået til De Højere Læreanstalter og spiller på harpe - nå ja, måske er et par stykker endt et andet sted, for vi gik i den sorte skole, lærdommen blev kogt i en sort gryde, det var ikke pædagogisk legestue på Aalborg Katedralskole, det var ikke sødsuppe, det var pædagogik med et stænk djævel i. Dertil kom buksevand fra de ældre elever og lussinger fra lærerne. Vi fik ikke krisehjælp dengang. Vi badede i Limfjorden, i fjordbadeanstalten i Nørresundby. Klokken fire om eftermiddagen blev slagteriets affald lukket ud og blandede sig med badevandet. Blod, tarme, blærer, mystiske trævler. Og slagterivandet var et slaraffenland for krabber. De var kæmper og havde store klosakse, der forsøgte at klippe vore tæer af. Især Kaptajn Klo. Ingen havde set den, men vi vidste at den lurede et eller andet sted i det blodrøde bassin. Hvad gjorde vi? Vi fandt krabbefri zoner og vand uden blod. Vi sprang ud på det dybe vand. Vi lærte at manøvrere efter omstændighederne og at svømme, hvis ikke vi ville drukne.

I dag længes jeg tilbage. Sådan er menneskenaturen. Jeg kan gribe mig i at ønske mig tilbage til Katedralskolen med den erfaring jeg har fået i mit liv. Så ville jeg have lyttet bedre efter. Så ville jeg havde forberedt mig noget mere. Så ville jeg have været mere flittig. Så ville jeg have været en bedre kammerat. Så ville jeg, så ville jeg, så ville jeg, jeg ville have villet, ville jeg, hvis ... For strengt taget var det jo en gave at gå der, på Katedralskolen, lærerne var fagligt meget dygtige, der var masser af guldkorn at samle op. Men det kan ikke lade sig gøre, løbet er kørt og rektor Løber er død. Og det eneste man må trøste sig med er, at man på alle andre områder af livet senere har begået den samme fejl, gjort noget forkert eller ikke-gjort noget som man burde have gjort eller truffet et forkert valg, så det korte af det lange er, at jeg har levet et meget menneskeligt liv på menneskelige vilkår, på godt og ondt.

Men I der er unge har ikke det problem. I skal bare frem. Jeg vil trøste jer med, at jeg ikke misunder jer. Jeg er træt bare ved tanken. Jeg vil ikke bytte. For sandheden er, at man har en berettiget ømhed over for det liv man har levet, selv om det ikke var uden fejl, så er det mit. Det er som med kærligheden mellem gamle ægtefæller, forelskelsen er nok slut, men ømheden for hinanden er tilbage. Således også med det levede liv. Man kan ikke fortryde det. Jo, det kan man, men det hjælper ikke. Det eneste I er sikre på er at fejle. Så der er ingen grund til at være bange.

Da jeg var barn ville jeg være opdagelsesrejsende. Jeg boede som nævnt ved Limfjorden og havde en barnlig fantasi om at jeg ville finde en flod, som ingen før havde fundet. I skolen havde jeg havde lært navnene på de største floder i verden, Nilen, Amazonas, Yangtse, men jeg ville finde en hemmelig flod. Jeg ledte efter den overalt. Jeg fandt den ikke. Den fandt mig. For den var gemt i mig selv, og det var en lærer der kaldte den frem, lektor Brier, der havde lavet en lærebog i engelsk `The Tortoise´. Bogen havde som motto et underfundigt citat fra Alice in Wonderland: `They called him the Tortoise because he taught us´. Sådan en viis og vittig skildpadde var Brier selv. Han var en naturligt begavet pædagog, humanist - og humorist. Han lærte mig mere end engelsk, han lærte mig at le.

Floden hed Humor, pludselig sprang dens kilde i mig, den strømmede i mig, den strømmede igennem hele verden, den løb i alt. Når man finder den i sig selv, skal man boltre sig i den og drikke af den. Det er ikke slagteriaffald, det er sundt. For nok skal man tage livet alvorligt, men man skal ikke tage det for tungt. En vis lethed anbefales. Man skal have vinger på sine hæle ligesom Hermes i den græske mytologi, det lærte vi i oldtidskundskab i den skole tilbage i ´oldtiden´ hvor jeg gik. Og det var ikke det rene oldævl! Hermes var sendebud for Zeus. Og her er hans budskab: Slå vingerne ud. Der et et stort liv at beflyve. Og tag et dyk af og til og en slurk af floden Humor. Til lykke og held og lykke!

Jeg elsker at se film. Også tjubang-film, gamle westerns, nyere gysere og thrillere, jeg går ikke uden om det kulørte. Men - når man ser en film af en kunstner, der vil og kan mere end underholde, føler man en større glæde end blot fornøjelse. Det er let at sige noget grimt om mennesker, især andre, men vi kan også i sød selvforagt inddrage os selv og se på hele menneskeheden som det mest foragtelige dyr på planeten. Så ser man en film som f.eks. `Elefantmanden´ af David Lynch og man bliver vakt til værdighed som menneske. Nok fortæller filmen grusomme ting om mennesker, Elefantmanden bliver jo mishandlet og udstillet som en freak i markedsgøgl; men nogle tager sig af ham og giver ham menneskelig værdighed. Hans hæslighed udløser ikke kun frygt, men også kærlighed, og hans reaktioner på den menneskelighed han møder er bevægende i en sådan grad, at man begynder at tro på mennesket som en ædel skabning. For det er jo det han også selv er, Elefantmanden, bag al sin gru, et fint og ædelt menneske med en tro på Gud og meningen med det skabte, hvor svært det end må være for ham i hans situation. Sent skal man glemme hans udbrud, at han ikke er et dyr, men et menneske. Og pludselig er han os alle.