PÅ HJERTE

En af fornøjelserne ved sæsonen i Blokhus er de mange mountainbikeryttere i plantagen. Jeg kan godt lide at cykle ind på en mountainbikesti af de vilde med dramatiske sving og bakker, mest fordi jeg synes det er morsomt at se hvordan de snor sig og hvor de fører hen, men jeg triller og trækker cyklen det meste af vejen. Og så kommer en ung mand fræsende bagfra, i det rigtige antræk og på den rigtige cykel, og han er nødt til at stoppe op for ikke at køre mig ned. Der står jeg og danner trafikprop i et jordhul på en bakketop. Jeg ønsker ham Guds fred og god aften og spørger om han vil høre en sjov historie, og han vrisser, for han kører på tid, og jeg spørger ham så hvad klokken er, og han vrisser endnu mere, og hvis han ikke var kommet bagud i sin tidsplan, ville han sikkert have givet sig tid til at slå mig ihjel. Endelig kommer han forbi mig, og når han vender hjem til sin kone, fortæller han hende, at han mødte en gammel idiot på stien, og at sådan nogle gamle idioter ikke burde have lov til at cykle der. Og han fik slet ikke hørt historien om haren og skildpadden!

Der var engang, da man ikke var forfatter, men læser. Og tidligere, før man selv kunne læse, fik man læst op og så billeder i bøger. Okker Gokker Gummiklokker, Strudsen Rasmus, Lille Sorte Sambo, Bambi fra Gadevang og Flugten til Amerika. Sidstnævnte havde på forsiden et billede, som drog mig. Det var ikke de to børn i forgrunden, der optog mig, nej, det var baggrunden. Hvem var manden for enden af gaden? Og hvor førte gaden hen? For mig var det dér historien var. Måske er det derfor man blev forfatter. Man vil fortælle den historie, der ellers ikke bliver fortalt.

Det er ikke let at være forfatter i dag. Hvert ord er en potentiel krænkelse. Hver sætning en tikkende håndgranat. Hver side et minefelt. Man skriver forsigtigt, som færdedes man i et terræn med landminer. En bog er en mulig krig. I dag har jeg skrevet et A. Det er det første bogstav i alfabestiet. 

Der er krige, der ikke kræver ofre. Krigen mod det hvide papir. Forfatteren stiller sine hære op, ord med sabler og bajonetter, krudt og kugler. Sætninger opstilles i rækker og geled. Ideer. Løse indfald. Så lader han dem kæmpe mod hinanden. Prøve kræfter. Hvilke duer, hvilke duer ikke. Ord dør, stryges, slettes, nye indskrives. Ord af reserven sættes ind. Sætningsgeledderne opløses og dannes igen i nye ordner. Bedre. Mere effektive. En historie tegner sig. En orden. Noget skabes. Noget bliver til. På en slagmark af papir. Der er krige, der ikke kræver ofre. Der er krige, der skaber liv.

September.Cykelsæsonen er nu slut i Blokhus. Her er jeg 1. maj, da jeg har købt ny cykel hos Hune Cykeludlejning. Det var et godt køb. Cyklen er min pen, stierne mine linjer i landskabet, jeg er en cykelskriver, de kringlede ruter er mine historier. Jeg føler det som om jeg digter, når jeg cykler. Jeg har ikke nogen fast rute på forhånd, jeg improviserer, jeg finder nye stier, sidst jeg cyklede fandt jeg en ny spændende sti Sønder i By. På den faldt jeg med et brag og slog mig. Sådan er det også med poesien. Pludselig styrter ordene sammen som et korthus. Og man må begynde forfra. Op på hesten igen. Den ny sti skal udforskes næste år. Det skal være noget at glæde sig til. Der er digt alle vegne.

Nyeste kommentarer

24.02 | 13:24

Hej Peter.
Vi har lige læst nogen af dine historier, i min klasse på Allerød Privatskole
De er gode og vi har lige et spg hvor får du din inspiration fra?

...
24.02 | 13:19

Hej Peter.
Vi har lige læst dine bøger, og de var mega gode. Man får bare lyst til at læse flere af dine bøger, efter det her forløb.

...
02.02 | 09:20

fed cykel.
Hilsen Laurits

...
01.02 | 10:26

Hej Peter, vi har om din side i skolen ,og jeg må sige måden du skriver dine historier på er genial. Hilsen Alexander

...