PÅ HJERTE

Jeg kan godt lide at spille skak på nettet, altså med levende modstandere rundt omkring i verden. Spillet er jo spændende i sig selv, men det er også lidt fascinerende at tænke på, at der lige nu sidder en spiller i Frankrig, Tyrkiet, Indien osv. og sveder over mine træk eller fryder sig over at give mig kniven. Man kan også kommunikere. Det er nu ikke så tit, men jeg spillede med en russer for et stykke tid siden. Han hånede mig! Det har nok været Putin! Jeg har lige vundet over en amerikaner, Fump_Wash_DC kaldte han sig, men jeg har gennemskuet ham. Han ville ikke acceptere nederlaget, men skrev at jeg spillede fake chess. Han tilbød mig samtidig en topstilling i administrationen. Skak kan føre til alt, hvis man vinder over de rigtige.

I dag har jeg besøgt min gamle ven skomageren i Kryle Klit. Han er pensioneret, men har et lille værksted, hvor han stadig sysler med skotøj. Vi sidder i værkstedet og taler om sko, læder, såler, sværte, læst. Jeg har af og til en bog med til hans børnebørn. Vi spiller begge skak, men vi spiller ikke mod hinanden, det skal ikke komme imellem os. I dag lærte han mig at snøre sko ordentligt. Hvis I tror det er let, må I tro om. Jeg havde mine vandresko på, med seks huller, og det pinte ham at se, hvordan jeg gik gennem livet med forkert snøring. Snøring er en videnskab. Snøringen skal gribes an på en bestemt måde. Skomageren viste mig først kunsten, og jeg forsøgte mig så selv, og det lykkedes. Men det betyder ikke, at jeg kan huske det til næste gang, for som sagt er det betydeligt vanskeligere end man tror. Jeg er altid velkommen tilbage til et repetitionskursus. En forsåling kan også komme på tale. Men skak spiller vi ikke, det skal ikke komme imellem os. Sko er nok. Vi er enige om, at livet skal gå i godt skotøj. Ordentlig snøret.

Vor gamle far - æret være hans minde - havde et dilemma med hensyn til at fjerne det visne juletræ. Problemet kunne minde lidt om problematikken i John Galsworthys drama `Loyalties´: den loyalitet man udviser kan kollidere mod en anden loyalitet, man kan ikke altid være loyal over for noget uden at være illoyal over for noget andet. På samme måde med lov og orden. Da far ikke ville slæbe juletræet med dryssende nåle gennem stuen ud på trappen, ind i elevatoren og ned i kældergangen og videre den lange vej ud i kældergården, hvor de brugte juletræer samledes til bortkørsel, med en hale af visne nåle efter sig, gjorde han det, der var usædvanligt for en lov&orden mand, der oven i købet var kompagnichef i Hjemmeværnet! Ved midnatstide tog han juletræet i med et snuptag ud på altanen - vi på boede på fjerde sal ved Brolandingen i Nørresundby - forvissede sig om, at der ikke var nogen på gaden nedenunder - og lod det falde! Så røg han selv som en raket ud i elevatoren, ned på gaden, fik fat juletræet og slæbte det ned i kældergården. Nok undgik han ikke nåledrys på fortorvsstykket, men ikke i ejendommen, som han i sin egenskab som sparekassebestyrer var inspektør for, det var sparekassens ejendom, og ejendommensregulativet (som far selv havde forfattet) forbød drys fra juletræer og nedkastning af brød til fugle fra altaner og meget andet, men ikke nedkastning af gamle juletræer, for som far sagde var der ingen grund til at skrive det, da ingen i deres vildeste fantasi kunne finde på noget sådant. Så i min barndom i 50erne i Nørresundby, kunne man på Brotorvet 1. nytårdag klokken 12 midnat se et faldende juletræ fra 4. sal. Ak ja, disse minder.

Som tiden dog går! I dag søndag for en uge siden fyldte jeg 70. Med den fart tiden har, risikerer man at runde de 100 på mindre end 30 år! Nå. Man må være tilfreds med den alder man har og den man er - ligesom Monsieur Jaques, som vi besøgte på min fødselsdag i parken ved Kröller-Müller Museum i Otterlo i det hollandske bibelbælte 90 kilometer fra Amsterdam. Monsieur Jaques hviler i sig selv, uforstyrret af tid og tand. Måske er det derfor han er en meget populær mand. For det er han. Skabt af kunstneren Oswald Wenkebach. Kan man drage en lære af det? Måske. Når du begynder at føle dig gammel og stiv i alle lemmer, så stil dig op og forestil dig, at du er støbt i bronze. Gud skabte os alle som enestående. Sådan vil jeg gerne tolke Monsieur Jaques. Mon frere. Mon ami.