PÅ HJERTE

Der er krige, der ikke kræver ofre. Krigen mod det hvide papir. Forfatteren stiller sine hære op, ord med sabler og bajonetter. Så sætninger i rækker og geled. Ideer. Løse indfald. Så lader han dem kæmpe mod hinanden. Prøve kræfter. Hvilke duer, hvilke duer ikke. Ord dør, stryges, slettes, nye indskrives. Ord af reserven sættes ind. Sætningsgeledderne opløses og dannes igen i nye ordner. Bedre. Mere effektive. En historie tegner sig. En orden. Noget skabes. Noget bliver til. På en slagmark af papir. Der er krige, der ikke kræver ofre. Der er krige, der skaber liv.

September.Cykelsæsonen er nu slut i Blokhus. Her er jeg 1. maj, da jeg har købt ny cykel hos Hune Cykeludlejning. Det var et godt køb. Cyklen er min pen, stierne mine linjer i landskabet, jeg er en cykelskriver, de kringlede ruter er mine historier. Jeg føler det som om jeg digter, når jeg cykler. Jeg har ikke nogen fast rute på forhånd, jeg improviserer, jeg finder nye stier, sidst jeg cyklede fandt jeg en ny spændende sti Sønder i By. På den faldt jeg med et brag og slog mig. Sådan er det også med poesien. Pludselig styrter ordene sammen som et korthus. Og man må begynde forfra. Op på hesten igen. Den ny sti skal udforskes næste år. Det skal være noget at glæde sig til. Der er digt alle vegne.

Siden min konfirmation har jeg spillet klarinet. Sådan til husbehov, ikke mere. Det undrer mig egentlig, at jeg ikke har dyrket klarinetten mere, jeg er jo ikke umusikalsk og har en ganske god embouchure. Efter de mange år erkender jeg pludselig, at jeg lider af angst for mundstykket, det spidse, der har et skarpt bambusblad fastspændt på undersiden. Mine læber lider af en instinktiv angst for berøringen. Jeg skulle have valgt tuba i tide. Men det er vel ikke for sent. Jo, siger min kone. Måske skal jeg bare skrive. Jeg lider ikke af angst for spidsede blyanter. (Lænket tuba, Foto fra min tur til New Orleans, 2016)

Ghita Nørby har gjort det igen. Været ond over for en interviewer. Jeg har sagt det før, men lidenskabelige kunstnere er ikke nødvendigvis gode mennesker. Jeg havde nær sagt: Jo bedre en kunstner, jo større en djævel huserer i den indre sump. Eller svaner og tyfus kommer samme sted fra, som Hannibal siger i Ondskabens Øjne (i Thomas Harris´ bog, ikke i filmen), så vidt jeg husker.
Ghita kunne så have ladet være med at offentliggøre sit onde lune, så klog kunne hun være, kan man sige; men der spiller en anden ond ånd ind, den som Poe kaldte The Imp of the Perverse, den ustyrlige trang til selvdestruktion, som også er et kunstnerisk lidenskabeligt præmis.
Der er tale om en for kunstneren iboende trang til grænseoverskridelse, måske selvødelæggelse, for at kunne genopstå som en Fugl Fønix af flammerne. En kunstner kender sin "urenhed", mærker den i højere grad end andre mennesker og drives mod at rense den med ild. Det er brand, der skal til, før at noget kan blive rent.
Når Ghita raser, er det såmænd mod sig selv og sin egen skæbne, som hun deler med alle os andre, at være indespærret i og skulle spille en rolle i den store dårekiste, verden. Vi mærker hendes smertepunkt.
Ghita er næppe kunstner på deltid, hun er et temperament, som en vulkan i udbrud, man skaber ikke noget godt af godt, man skaber noget godt af den onde kraft i en selv, dæmonen som man betvinger og forvandler til en engel. Vi kender englen Ghita fra Ingeborg i Matador, men som en engel med kant, Ingeborg har sortsvedne vinger, som er skjult for os.
For et par år siden - efter sidste skandale - havde jeg fornøjelsen at høre Ghita Nørby læse Andersen i Anne Justs Have i Hune. Andersen siger hende noget, for han er giftig som ind i Helvede, det er lige noget for Ghita! Det er den skønneste gift, den smager som en gudedrik. Hun var guddommelig (og ikke spor senil). Men en djævel foer i hende, da en tilhører pludselig rejste sig i den lille forsamling og trådte frem foran Ghita for at fotografere hende under oplæsningen. Ghita rejste sig og irettesatte den fotograferende. Men hun gjorde det civiliseret. Og hun havde i øvrigt ret. Fotografen havde ingen situationsfornemmelse, vi andre syntes også det var påtrængende.
Ghita benyttede for resten lejligheden til at betone, at man skulle nyde øjeblikket, når man var sammen om en oplæsning. Og ikke evig og altid at skulle forevige det. At hengive sig til øjeblikket, selv om det forsvandt. Så vi fik en klog filosofi med. Men en lille skældud fik fotografen. Det var okay. Svaner og tyfus kommer samme sted fra.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Da far var ung digter, fik vi bøllebank. Ikke blot i anmeldelser, men også på forfattermøder. Det Danske Akademi var berygtet for at massakrere oplæsere til deres interne oplæsningsarrangementer.
Jyllands Forfattere kunne også tilbage i 70´erne, da JF blev stiftet af Peter Seeberg. På Ørslev Kloster læste vi unge digtere op for Seeberg, Højholt, Vagn Steen og Niels Højlund efter en god middag med vin. Og fik tæsk. Råt for usødet. Den ene digter efter den anden lå døde hen over bordet blandt den afpillede lammekølle og de afsuttede kyllingeben.
Der var ikke meget tilbage af os efter sådan en omgang. Vi måtte lappe os selv sammen og rejse os igen, den bygning (det digtværk) vi havde rejst, faldt under den barske eksamination, det var ikke stærkt nok i sin konstruktion, spørgsmålet var nu alene om fundamentet var solidt, den inderste kerne, for nu skulle der bygges nyt, mere holdbart, nu da dommerne havde sagt sandheden, at ens bygningsværk intet var værd, måske heller ikke en selv, man måtte i hvert fald nu til at bevise det ved at bygge op fra grunden.
Var det for barsk? Nej. Det var vilkårene. Som vi forstod. Litteratur var ikke for tøsedrenge eller piger. Hvis man havde den last at ville bedrive noget så unyttigt som litteratur, skulle det fandeme være med de sidste ryk i pennen og livs-saften som indsats. Man skulle slås ihjel for at kunne live op igen. Det var konditionerne for litterær praksis. Man ville blive stærkest i genopstandelsen. Ellers kunne man da bare dø sin talentløse død.
Jeg tog den indstilling med mig, da jeg i en periode midt i firserne anmeldte bøger for Weekendavisen. Det var mest børnebøger, da jeg på det tidspunkt havde kastet mig over den genre. Jeg syntes jeg var seriøs, det var jeg vist også, men jeg bankede lystigt løs, også med sarkasme og ironi, det var derby-dage for ondskabens fuldblod; det skal dog siges til mit forsvar at det var kritik uden persons anseelse.
I dag bruger man stjerner eller hjerter. Det gjorde vi ikke dengang. Problemet med stjerner er, at der går inflation i skidtet. I børnelitteraturen har jeg visse steder bemærket, at man er slemt generøs med tildeling af medaljer, gerne fem af slagsen. Kun fire og forfatteren skal have akut krisehjælp.
Hvordan tumlede man en dårlig anmeldelse, da far var ung digter? Man forstørrede den og hængte den som fotostat op på væggen over skrivebordet, så man kunne se den hele tiden og kunne den udenad. Så tabte den betydning, som tiden gik. Den døde af mangel på angst fra forfatteren.
Hvis man var heldig, døde anmelderen også, så satte man med en fed tusch et kors på anmeldelsen, før man tog den ned fra væggen og smed den i papirkurven. So it goes, sagde man, som Kurt Vonnegut skrev i Slagtehal 5.
 

Nyeste kommentarer

24.02 | 13:24

Hej Peter.
Vi har lige læst nogen af dine historier, i min klasse på Allerød Privatskole
De er gode og vi har lige et spg hvor får du din inspiration fra?

...
24.02 | 13:19

Hej Peter.
Vi har lige læst dine bøger, og de var mega gode. Man får bare lyst til at læse flere af dine bøger, efter det her forløb.

...
02.02 | 09:20

fed cykel.
Hilsen Laurits

...
01.02 | 10:26

Hej Peter, vi har om din side i skolen ,og jeg må sige måden du skriver dine historier på er genial. Hilsen Alexander

...