 |
|
|
 |
|
Når bøger anbefales, er det næste altid de samme, de populære, de meget læste, de der er oppe i tiden. Det er,
som om der er en bogslugerkultur, som om der blot konsumeres litteratur. Men som jeg tidligere har sagt ligger skattene ikke på hovedvejen, de er mere eller mindre skjult, det er jo skattes natur, i Bruno Schulz´ tilfælde meget skjult, han
er nærmest hemmelig. Men skulle man finde ham, finder man samtidig ur-kraften i ord og livets magi, der er forankret i den sproglige fremstillingsevne og fantasi, og man opdager samtidig magien i en selv, hvis man har klangbund og bølgelængde
til at modtage hans stemme. Schulz var en polsk jøde, der gjorde sin provinstilværelse til et imperium af galskab, grænseoverskridende fantasi og
vanvittig poesi, mest kendt af det meget lidt kendte forfatterskab er `Kanelbutikkerne´, oversat af Jess Ørnsbo. For et par år siden kom `Sanatoriet i timeglasset´ på dansk, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
Fra denne bog stammer nedenstående citat. Schulz blev skudt i 42 af en SS-officer, angiveligt som en misundelig hævn for at Schulz dekorerede en anden SS-officers hjem. Schulz var nemlig også tegner. Og sløjdlærer! Tænk
sig, en ord-magisk sløjdlærer! Jeg bliver svært bevæget. Det er ligesom den forrykte meningsløshed på grænsen til det latterlige giver mit liv mening, jeg ser det ædle i det at være et menneskeligt væsen,
der intet forstår, men som giver sin meningsløshed stemme og tone i en besværgende poetisk praksis. Mange læser, fordi de kan lide at læse
mange bøger, det slår mig at jeg læser for at eliminere alt, indtil jeg finder den ene, der er værd at læse. Undervejs får jeg gode læseoplevelser, det er sandt, men det er altid undervejs. Tilgiv mig det elitære,
men i tiden er der ikke mange der taler de hemmelige forfatteres sag - "Før de ældste fortællinger I har hørt, fandtes der andre I ikke har
hørt, navnløse forløbere, sagn uden titler, vældige epopéer, blege og monotone, formløse byliner, amorfe kolosser, ansigtsløse kæmper som skyggede for horisonten, mørke tekster under dramatiske aftenskyer
og endnu tidligere - legender, uskrevne bøger, evige tronpræsidenter, omkringflakkende og glemte bøger in partibus infidelium." ( `Sanatoriet under timeglasset´, udgivet af Batzer & Co 2007).
Jeg bekender: Jeg har deltaget i en mystisk konspiration. Det var i firserne. Af en eller anden grund var jeg endt i et udvalg
bestående af børnebogskritikerne ved Information Niels Mors og Flemming Mouritsen (ej familie!) Det var i forbindelse med et litterært festival-arrangement i Århus, der skulle uddeles en børnebogspris, og vi var blevet enige
om, at prisen skulle gives til bogen Heinrich Hundekoks Bedrifter af Eske K. Mathiesen. Først bagefter slog det mig, at der var noget påfaldende ved hele affæren. Det var næsten ikke til at se; men når man først så
det, kunne man ikke bortvise mistanken. Der var tale om en konspiration af M´er. Mors, Mouritsen og Mouritzen havde givet en bogpris til Mathiesen. Hvor tilfældigt er det lige? Men hvem styrede os? Manden i Månen, måske. Jeg er ellers
ikke den, der ser konspirationer alle vegne. Jorden er ikke flad som en pandekage. Den er rund som månen, der er lavet af grøn ost.
Her er 6. udgave af Alice, People´s Edition, altså den bog folk læste i perioden efter udgivelsen i 1865. Bogen er fra 1896 med forord af forfatteren Lewis
Carroll, der lidt undskyldende fortæller, at bogen er sat med ny typografi. Han er bekymret for, at de, der ejer udgaven med den oprindelige typografiske opsætning, skulle rynke på næsen. Den anden bog, som jeg holder, er Alice Through
The Looking Glas, den fremragende opfølger, den med Klumpe Dumpe og Jabberwocky, fra samme tid. Den helt originale Alice, Alice´s Adventures Under Ground,
findes kun i ét eksemplar, håndskrevet og med klodsede tegninger af forfatteren selv. Man kan se den på British Museum. Carroll skrev den efter den berømte rotur på floden Isis i Oxford i juli 1862, hvor han digtede historien
(i grove træk) for Alice og hendes søstre. Han skrev den ned senere og gav den som julegave samme år til sin lille muse, Alice (Liddell), datter af Dean Liddell, Oxford, hvor Carroll var ansat som matematiklærer. Carrolls rigtige navn
var Charles Lutwidge Dodgson, men han brugte et pseudonym til Alice-bogen, fordi det var lidt flovt som Oxford-lærer at skrive børnebogspjat. Også selv om det blev den mest læste bog i den vestlige verden næst efter Biblen.
I den viste version er det John Tenniel, der har tegnet. Han var oprindelig vittighedstegner hos Punch, men er nu en legende for sine illustrationer til Alice og blev adlet, Sir
John T. Datidens pris for den bog jeg sidder med opgives til Half A Crown. Og den er trykt hos MacMillan, til hvilket forlag Carroll gav strenge, skriftlige ordrer
om hvordan bøgerne til ham skulle pakkes og snøres med snor. Han var pedant. Åh ja, alle de vidunderlige (litteratur)historier! Fik bøgerne
som gave til min 50-års fødselsdag i 1996, af Ejgil Søholm, der på et kort skrev et Inspiratonslimerick: "Når vor Filurkat knurrer i sit bordbur/ og altet durrer mørkt i mol og morddur/ går mus i hi i Vrå/
og urene i stå .../ Der ventes åndeløst på næste ordtur." Alice døde som 82-årig i 1934. Men "Alice" er udødelig.
Rottefængeren bankede på klokken otte i morges. Du må have kørt hele natten, sagde jeg. Hvad jeg mente med det? Jo, der er lang vej fra Hameln. Han kontrollerede fælderne, som han tidligere havde stillet op. Der var en enkelt halsbåndsmus. Men det er et fremskridt fra sidste gang, da var der kun en dræbersnegl i fælden.
Det går den rigtige vej, sagde rottefængeren. Så bankede han mig på panden og lyste mig i øjnene. Det gælder om at få dem lokket ud, sagde han til afsked.
Man kan godt være børnebogsforfatter uden bog. Cyklede i klitplantagen og passerede en familie på gåben, far, mor og to børn. Hej, hej, hilste vi. Et stykke
længere borte stoppede jeg for at fotografere et træmonster, det gør jeg tit når jeg cykler i skoven. Mens jeg stod der, indhentede familien mig. Jeg sagde, at jeg ikke kunne stå for den ting: Det er en skovkrokodille, sagde
jeg. De er sjældne her på egnen. Moderen så først på mig, som om jeg var en galning, så sagde hun: Eller en kæmpe gedde, der er steget op af skovsøen. Børnene så forbløffede på deres
mor. Da jeg cyklede videre, råbte børnene efter mig: Tak og god tur. Og så siger man, at børn ikke forstår, hvad jeg skriver. Det gør de. Jeg skal bare lade være med at skrive.
Du kan lide denne side
|
|
|
|
|
|