PÅ HJERTE

Rottefængeren bankede på klokken otte i morges. Du må have kørt hele natten, sagde jeg. Hvad jeg mente med det? Jo, der er lang vej fra Hameln. Han kontrollerede fælderne, som han tidligere havde stillet op. Der var en enkelt halsbåndsmus. Men det er et fremskridt fra sidste gang, da var der kun en dræbersnegl i fælden. Det går den rigtige vej, sagde rottefængeren. Så bankede han mig på panden og lyste mig i øjnene. Det gælder om at få dem lokket ud, sagde han til afsked. 

Man kan godt være børnebogsforfatter uden bog. Cyklede i klitplantagen og passerede en familie på gåben, far, mor og to børn. Hej, hej, hilste vi. Et stykke længere borte stoppede jeg for at fotografere et træmonster, det gør jeg tit når jeg cykler i skoven. Mens jeg stod der, indhentede familien mig. Jeg sagde, at jeg ikke kunne stå for den ting: Det er en skovkrokodille, sagde jeg. De er sjældne her på egnen. Moderen så først på mig, som om jeg var en galning, så sagde hun: Eller en kæmpe gedde, der er steget op af skovsøen. Børnene så forbløffede på deres mor. Da jeg cyklede videre, råbte børnene efter mig: Tak og god tur. Og så siger man, at børn ikke forstår, hvad jeg skriver. Det gør de. Jeg skal bare lade være med at skrive.

Skak er krig, som Bobby Fischer sagde. Oplevede det i går, da jeg spillede mod en amerikaner. Var ved at gøre ham færdig, da han foreslog draw (remis). Jeg afslog, og så fik jeg en skylle: "hey gay mother focker draw". Da jeg stadig ikke ville lade det ende uafgjort, fik jeg et nyt møgfald, han truede med, at han bare ville lade tiden løbe ud og skrev: "Die knowing that I wasted four minutes of your life." Så jeg tog hævn, lod også tiden gå og slagtede ham først i sidste øjeblik. Han får ikke helt ret i, at jeg på dødslejet vil fortryde, at jeg kunne have sparet fire minutter af mit liv, hvis jeg tog imod remis. På dødslejet vil jeg sige, Got you, motherfucker! Fik jeg sagt, at skak er krig?

Oktober 2014 i Lissabon: Sad på et spisested i Bairro Alto, hvor sangerinder sang Fado, der er sørgmodig sømandsmusik. De sang så hjerteskærende lidelsesfuldt, at min fiskesuppe ikke kunne falde til ro. Det er svært at spise suppe i trist kuling fra Atlanten. Den ene af sangerinderne var i kittel og futsko. Jeg troede hun var toiletpasser, da hun stod foran døren til toilettet. Jeg stak hende en halv euro for at komme derud, da satte hun i med så pinefuld en fado, at jeg først troede hun skreg om hjælp. Men det var vist blot en sang om høj søgang i Atlanten.

September 2009: Sad på en lille café ved statuen af Puccini på Piazza Cittadella i Lucca, da et amerikansk selskab ankom. Guiden fortalte, at Puccini kun blev 66. Why? Guiden gik hen til statuen, slog med sit store guideskilt på statuecigaretten i Puccinis højre hånd. That´s why. He was a heavy smoker! Selskabet gøs af skræk og forsvandt ilsomt ind i en beskidt gyde. Forslag: I stedet for at save cigaretten af statuen (for det kommer vel?), kunne man måske ophøje smøgen til Puccinis sjette finger? Genier kan vel godt have sådan en.