PÅ HJERTE

Oktober 2014 i Lissabon: Sad på et spisested i Bairro Alto, hvor sangerinder sang Fado, der er sørgmodig sømandsmusik. De sang så hjerteskærende lidelsesfuldt, at min fiskesuppe ikke kunne falde til ro. Det er svært at spise suppe i trist kuling fra Atlanten. Den ene af sangerinderne var i kittel og futsko. Jeg troede hun var toiletpasser, da hun stod foran døren til toilettet. Jeg stak hende en halv euro for at komme derud, da satte hun i med så pinefuld en fado, at jeg først troede hun skreg om hjælp. Men det var vist blot en sang om høj søgang i Atlanten.

September 2009: Sad på en lille café ved statuen af Puccini på Piazza Cittadella i Lucca, da et amerikansk selskab ankom. Guiden fortalte, at Puccini kun blev 66. Why? Guiden gik hen til statuen, slog med sit store guideskilt på statuecigaretten i Puccinis højre hånd. That´s why. He was a heavy smoker! Selskabet gøs af skræk og forsvandt ilsomt ind i en beskidt gyde. Forslag: I stedet for at save cigaretten af statuen (for det kommer vel?), kunne man måske ophøje smøgen til Puccinis sjette finger? Genier kan vel godt have sådan en.

Fordomme: Faldt på nettet over et billede af Miss Danmark 1964. Susan Holmquist. Jeg gik på Katedralskolen i Aalborg sammen med Susan (ikke i samme klasse), og vi unge hanhunde nøjedes med at kaste stjålne blikke efter hende i skolegården. vi turde naturligvis ikke nærme os hende, vi vidste jo at vi ikke havde en chance, og derfor talte vi ikke pænt om hende, rønnebærrene er som bekendt sure. Men så en dag kort før studentereksamen skete der det, at jeg og en kammerat kom til at sidde ved samme bord med Susan på Duus i Aalborg, hvor vi katedralskole-elever ofte fejrede alting og en bajer. Vi to forlegne drengerøve var alene med gudinden, alle andre var gået, og se - hun viste sig at være ukrukket, sød, sympatisk og en klog pige. Hun gik ikke, men blev siddende og snakkede med os som ligemænd, som om vi bebumsede drenge var noget værd, vi snakkede om skolen og om fremtiden, vi var jo på vej ud i verden. Jeg ved ikke, hvordan det er gået hende, men jeg håber det bedste, for jeg tror faktisk ikke at smukke kvinder altid har det let. Hvad jeg lærte i den time på Duus uden for den sorte skole var, at et smukt ydre godt kan være et spejl for indre skønhed. 

(PS. Efter at have skrevet dette erfarer jeg, at Susan døde i marts 2019 i Barcelona, hvor hun boede).

Da jeg skrev Haltefanden i 84, blev bogen læst op i Nordjyllands Radio. En mor blev krænket på sin søns vegne. Han haltede. Redaktøren på Syvti (som programmet hed) forklarede moderen, at forfatteren selv var handicappet af børnelammelse og som barn gik med skinner på benet. Så faldt sagen til ro. Moderen mente måske, at hun kunne krænke mig, hvis hun fremturede. Der opstod i hvert fald en usikkerhed. Jeg kom til at tænke på, om man som forfatter godt må skrive om handicap, der kan krænke, hvis man selv er et offer for en sygdom. Halt, stammer, døv, blind og lign. Det var bare en strøtanke. Som barn var jeg som sagt fysisk handicappet med benskinner og ortopædisk fodtøj, men jeg følte mig sjovt nok ikke krænket, når jeg læste Skatteøen med Long John Silver. Det faldt mig overhovedet ikke ind. Måske havde jeg allerede dengang en ret til at blive krænket og kunne få forbudt Stevensons klassiker. Jeg så ikke min chance, da jeg havde den!
 

 

 

Vi var udsat for et mindre trafikuheld i Beijing. Der udviklede sig et skænderi mellem vores chauffør og kvinden, der var skyld i uheldet. Hvis I synes chaufføren ser barsk ud, skulle I bare høre kvinden! Der blev taget billeder og udvekslet adresser og telefon. Vi havde vores gamle guide og gode ven Wei Wei med i bilen, og dagen efter spurgte jeg WW hvordan det var gået med den videre udvikling af uheldet. Jo. Wei Wei fortalte, at kvinden senere havde ringet til chaufføren og fortsat udskældningen, selv om der ikke var nogen tvivl om hendes skyld. Men - og nu kommer det - The Chinese Way. Under samtalen mellem kvinden og chaufføren kom det til en mere fornuftig snak. Chaufføren havde en gammel mor, der gik dårligt (hoften), og kvinden viste sig at være doktor i akupunktur. De enedes om, at kvinden skulle bøde for skaden ved at give chaufførens mor nogle behandlinger. Og da de lagde røret, var de perlevenner. Sådan gør man i Kina.

Nyeste kommentarer

22.08 | 14:46

god bog og uhyggelige

...
12.06 | 09:19

Virkelig godt skrevet! Vi arbejder med dine bøger i skolen, og vi skulle læse om dig. Jeg skrev ned hvad jeg fandt. Nu siger min lære jeg skal fremlægge det...

...
29.03 | 10:14

du er så god skriv en ny historie. jeg har læst hele novellesamlingen hugormens hoved lav en ny bog så er du sød

...
12.03 | 12:05

jeg vil anbefale dig at læse Karen Lise Søndergaard Brandts gennemgang`Om handling komposition og tid´i Dansklærerforeningens bog `Stjernebilleder Bind II´.

...