PÅ HJERTE

Ghita Nørby har gjort det igen. Været ond over for en interviewer. Jeg har sagt det før, men lidenskabelige kunstnere er ikke nødvendigvis gode mennesker. Jeg havde nær sagt: Jo bedre en kunstner, jo større en djævel huserer i den indre sump. Eller svaner og tyfus kommer samme sted fra, som Hannibal siger i Ondskabens Øjne (i Thomas Harris´ bog, ikke i filmen), så vidt jeg husker.
Ghita kunne så have ladet være med at offentliggøre sit onde lune, så klog kunne hun være, kan man sige; men der spiller en anden ond ånd ind, den som Poe kaldte The Imp of the Perverse, den ustyrlige trang til selvdestruktion, som også er et kunstnerisk lidenskabeligt præmis.
Der er tale om en for kunstneren iboende trang til grænseoverskridelse, måske selvødelæggelse, for at kunne genopstå som en Fugl Fønix af flammerne. En kunstner kender sin "urenhed", mærker den i højere grad end andre mennesker og drives mod at rense den med ild. Det er brand, der skal til, før at noget kan blive rent.
Når Ghita raser, er det såmænd mod sig selv og sin egen skæbne, som hun deler med alle os andre, at være indespærret i og skulle spille en rolle i den store dårekiste, verden. Vi mærker hendes smertepunkt.
Ghita er næppe kunstner på deltid, hun er et temperament, som en vulkan i udbrud, man skaber ikke noget godt af godt, man skaber noget godt af den onde kraft i en selv, dæmonen som man betvinger og forvandler til en engel. Vi kender englen Ghita fra Ingeborg i Matador, men som en engel med kant, Ingeborg har sortsvedne vinger, som er skjult for os.
For et par år siden - efter sidste skandale - havde jeg fornøjelsen at høre Ghita Nørby læse Andersen i Anne Justs Have i Hune. Andersen siger hende noget, for han er giftig som ind i Helvede, det er lige noget for Ghita! Det er den skønneste gift, den smager som en gudedrik. Hun var guddommelig (og ikke spor senil). Men en djævel foer i hende, da en tilhører pludselig rejste sig i den lille forsamling og trådte frem foran Ghita for at fotografere hende under oplæsningen. Ghita rejste sig og irettesatte den fotograferende. Men hun gjorde det civiliseret. Og hun havde i øvrigt ret. Fotografen havde ingen situationsfornemmelse, vi andre syntes også det var påtrængende.
Ghita benyttede for resten lejligheden til at betone, at man skulle nyde øjeblikket, når man var sammen om en oplæsning. Og ikke evig og altid at skulle forevige det. At hengive sig til øjeblikket, selv om det forsvandt. Så vi fik en klog filosofi med. Men en lille skældud fik fotografen. Det var okay. Svaner og tyfus kommer samme sted fra.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Da far var ung digter, fik vi bøllebank. Ikke blot i anmeldelser, men også på forfattermøder. Det Danske Akademi var berygtet for at massakrere oplæsere til deres interne oplæsningsarrangementer.
Jyllands Forfattere kunne også tilbage i 70´erne, da JF blev stiftet af Peter Seeberg. På Ørslev Kloster læste vi unge digtere op for Seeberg, Højholt, Vagn Steen og Niels Højlund efter en god middag med vin. Og fik tæsk. Råt for usødet. Den ene digter efter den anden lå døde hen over bordet blandt den afpillede lammekølle og de afsuttede kyllingeben.
Der var ikke meget tilbage af os efter sådan en omgang. Vi måtte lappe os selv sammen og rejse os igen, den bygning (det digtværk) vi havde rejst, faldt under den barske eksamination, det var ikke stærkt nok i sin konstruktion, spørgsmålet var nu alene om fundamentet var solidt, den inderste kerne, for nu skulle der bygges nyt, mere holdbart, nu da dommerne havde sagt sandheden, at ens bygningsværk intet var værd, måske heller ikke en selv, man måtte i hvert fald nu til at bevise det ved at bygge op fra grunden.
Var det for barsk? Nej. Det var vilkårene. Som vi forstod. Litteratur var ikke for tøsedrenge eller piger. Hvis man havde den last at ville bedrive noget så unyttigt som litteratur, skulle det fandeme være med de sidste ryk i pennen og livs-saften som indsats. Man skulle slås ihjel for at kunne live op igen. Det var konditionerne for litterær praksis. Man ville blive stærkest i genopstandelsen. Ellers kunne man da bare dø sin talentløse død.
Jeg tog den indstilling med mig, da jeg i en periode midt i firserne anmeldte bøger for Weekendavisen. Det var mest børnebøger, da jeg på det tidspunkt havde kastet mig over den genre. Jeg syntes jeg var seriøs, det var jeg vist også, men jeg bankede lystigt løs, også med sarkasme og ironi, det var derby-dage for ondskabens fuldblod; det skal dog siges til mit forsvar at det var kritik uden persons anseelse.
I dag bruger man stjerner eller hjerter. Det gjorde vi ikke dengang. Problemet med stjerner er, at der går inflation i skidtet. I børnelitteraturen har jeg visse steder bemærket, at man er slemt generøs med tildeling af medaljer, gerne fem af slagsen. Kun fire og forfatteren skal have akut krisehjælp.
Hvordan tumlede man en dårlig anmeldelse, da far var ung digter? Man forstørrede den og hængte den som fotostat op på væggen over skrivebordet, så man kunne se den hele tiden og kunne den udenad. Så tabte den betydning, som tiden gik. Den døde af mangel på angst fra forfatteren.
Hvis man var heldig, døde anmelderen også, så satte man med en fed tusch et kors på anmeldelsen, før man tog den ned fra væggen og smed den i papirkurven. So it goes, sagde man, som Kurt Vonnegut skrev i Slagtehal 5.
 
Kan I huske Leif Esper Andersen? Han var forfatter til ungdomsbøgerne `Heksefeber´ og `Fremmed´, fine bøger, husker jeg, jeg læste dem da jeg var ung lærer, og jeg var allerede dengang skeptisk over for socialrealisme, så der skulle noget til at jeg var positiv. Men det var jeg.
I 70´ erne var jeg formand for Jyllands Forfattere og skulle arrangere forfatterudveksling mellem Danmark, Norge og Sverige. Jeg ringede til Leif E. A. og spurgte, om han ville tage til Norge. Han svarede mig, at det kunne han ikke, da han var døende. Jeg fik et chok. Han måtte undskylde sin direkte besked og trøste mig. Selv var han afklaret.
Sverige ville gerne have Ole Lund Kirkegaard. Så jeg aftalte med ham, at han skulle tage til Stockholm. Et par dage før afrejse ringede hans ekskone og sagde, at han ikke kunne. Hun var meget undskyldende. Senere fandt jeg ud af, at han havde et problem, den gode Kirkegaard, det er velkendt i dag, Det tog også livet af ham.
Sverige fik dog Svend Aage Madsen. Han var ikke erstatning for Kirkegaard, de skulle have været der sammen.
Det lykkedes med en enkelt B&U-forfatter. Franz Berliner var fit for fight, og han blev sendt til Bergen sammen med Smærup og Per Højholt, Højholt spiste wienerschnitzel fem dage i træk på samme restaurant i Bergen, det erfarede jeg, fordi jeg som arrangør fik bilag af deres udgifter. En rebelsk digter er ikke nødvendigvis rebelsk med hensyn til mad, det går man ikke op i, hvis man er en sand poet.
Til Danmark kom den svenske digter Ragnar Strömberg, en stor, svensk sørøver af en digter, med ring i øret. Hvilket gav mig et problem, fordi han i raseri forlod et interview med Vendsyssel Tidende, da de spurgte ham hvorfor han havde ring i øret. Det var ikke almindeligt dengang, i Vendsyssel. Jeg måtte rede tråde ud. Var meget sammen med Ragnar i en uges tid, da han var indkvarteret på hotel Phønix i Hjørring. Det var underholdende, der var gang i ham, han var fra Göteborg og litteraturkritiker på Expressen og også sportsskribent, og han var for resten fan af en dansk fodboldspiller, Henning Munk Jensen, der var centerhalf hos AaB i de dage.
Fra Norge fik vi bl.a. besøg af Arild Nyquist, skæg fætter, underfundig digter, Kolvikabrev. Ja, det var en krævende uge for mig som arrangør, men festligt var det bestemt. Men lad os da lige slutte med at mindes Leif Esper Andersen. Ikke mange kender ham i dag.
 
 
 
 
 
 
 
Når bøger anbefales, er det næste altid de samme, de populære, de meget læste, de der er oppe i tiden. Det er, som om der er en bogslugerkultur, som om der blot konsumeres litteratur. Men som jeg tidligere har sagt ligger skattene ikke på hovedvejen, de er mere eller mindre skjult, det er jo skattes natur, i Bruno Schulz´ tilfælde meget skjult, han er nærmest hemmelig. Men skulle man finde ham, finder man samtidig ur-kraften i ord og livets magi, der er forankret i den sproglige fremstillingsevne og fantasi, og man opdager samtidig magien i en selv, hvis man har klangbund og bølgelængde til at modtage hans stemme.
Schulz var en polsk jøde, der gjorde sin provinstilværelse til et imperium af galskab, grænseoverskridende fantasi og vanvittig poesi, mest kendt af det meget lidt kendte forfatterskab er `Kanelbutikkerne´, oversat af Jess Ørnsbo. For et par år siden kom `Sanatoriet i timeglasset´ på dansk, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Fra denne bog stammer nedenstående citat. Schulz blev skudt i 42 af en SS-officer, angiveligt som en misundelig hævn for at Schulz dekorerede en anden SS-officers hjem. Schulz var nemlig også tegner. Og sløjdlærer! Tænk sig, en ord-magisk sløjdlærer! Jeg bliver svært bevæget. Det er ligesom den forrykte meningsløshed på grænsen til det latterlige giver mit liv mening, jeg ser det ædle i det at være et menneskeligt væsen, der intet forstår, men som giver sin meningsløshed stemme og tone i en besværgende poetisk praksis.
Mange læser, fordi de kan lide at læse mange bøger, det slår mig at jeg læser for at eliminere alt, indtil jeg finder den ene, der er værd at læse. Undervejs får jeg gode læseoplevelser, det er sandt, men det er altid undervejs. Tilgiv mig det elitære, men i tiden er der ikke mange der taler de hemmelige forfatteres sag -
"Før de ældste fortællinger I har hørt, fandtes der andre I ikke har hørt, navnløse forløbere, sagn uden titler, vældige epopéer, blege og monotone, formløse byliner, amorfe kolosser, ansigtsløse kæmper som skyggede for horisonten, mørke tekster under dramatiske aftenskyer og endnu tidligere - legender, uskrevne bøger, evige tronpræsidenter, omkringflakkende og glemte bøger in partibus infidelium." ( `Sanatoriet under timeglasset´, udgivet af Batzer & Co 2007).
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Jeg bekender: Jeg har deltaget i en mystisk konspiration. Det var i firserne. Af en eller anden grund var jeg endt i et udvalg bestående af børnebogskritikerne ved Information Niels Mors og Flemming Mouritsen (ej familie!) Det var i forbindelse med et litterært festival-arrangement i Århus, der skulle uddeles en børnebogspris, og vi var blevet enige om, at prisen skulle gives til bogen Heinrich Hundekoks Bedrifter af Eske K. Mathiesen. Først bagefter slog det mig, at der var noget påfaldende ved hele affæren. Det var næsten ikke til at se; men når man først så det, kunne man ikke bortvise mistanken. Der var tale om en konspiration af M´er. Mors, Mouritsen og Mouritzen havde givet en bogpris til Mathiesen. Hvor tilfældigt er det lige? Men hvem styrede os? Manden i Månen, måske. Jeg er ellers ikke den, der ser konspirationer alle vegne. Jorden er ikke flad som en pandekage. Den er rund som månen, der er lavet af grøn ost.

Nyeste kommentarer

08.12 | 08:43

hej

...
09.09 | 10:31

hej

...
23.04 | 09:06

hej emma;)

...
20.03 | 16:54

Goddag

...